EU's nye landbrugsstøtte-aftale har potentialet til at blive en game changer

Af: Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening

Fredag den 25. juni landede EU-Kommissionen, ministerrådet og EU-Parlamentets forhandlere en aftale for EU's landbrugspolitik indtil 2028.

Med den nye aftale på plads er det tid til at gøre status og sammenholde aftalen med det, vi har arbejdet for i Økologisk Landsforening. Det er bruttoarealmodellen, som har sin oprindelse i Økologisk Landsforening, 'Pris på bæredygtighed', skovlandbrug og et minimumsbudget til eco-schemes, ud fra devisen om at EU's passive arealstøtte skal erstattes med betaling til fælles goder.

Danmark har deltaget i forhandlingerne med bruttoarealmodellen blandt sine højeste prioriteter. Modellen er med. Den bliver ikke så simpel, som vi spillede ind med, men vi kan trods alt glæde os over, at støtten opretholdes, selvom markkrat mv. vokser sig ind i markblokken.

Der kommer en grænse, men hvor den ligger, ved vi endnu ikke - der er dog mindst tale om, at 10 pct. af blokken kan overgå til det utæmmede, og forhåbentlig lykkes det at komme højere op. Det vil fjerne behovet for at skære læhegn helt tilbage, og man kan i det hele taget bedre efterlade lidt plads til udyrkede områder.

'Pris på bæredygtighed' lever også fortsat som model efter den aftale, der nu er indgået blandt de europæiske stakeholdere. Danske politikere kan gribe den, hvis de vil.

Medlemslandene kan supplere de fælles minimumskrav til godt landmandskab (GLM-krav) med skærpede krav, og de enkelte lande skal fastsætte en økonomisk sanktion, hvis minimumskravene ikke er opfyldt. Det er grundelementerne i 'Pris på bæredygtighed'. Hvis vi skal videre med vores model som den danske udformning af EU’s landbrugsstøtte, så skal vi aftale et øvre loft for CO₂e/ha og et minimumskrav til plads til marknatur, som den enkelte bedrift skal overholde for at få fuld basisindkomststøtte.

Første slag for 'Pris på Bæredygtighed' er altså vundet, nu skal vi selvfølgelig arbejde for, at Danmark også udnytter den mulighed og dermed viser de andre lande, hvordan man kan indrette støttesystemet, så de mindst belastende produkter opnår den højeste EU-betaling. Det er en kamp, der ser udfordrende ud, men vi går ind i det, og vi fejrer hver en lille sejr, der måtte opstå undervejs.

Skovlandbruget er også kommet styrket ud på den anden side af aftalen. Medlemslandene skal definere skovlandbrug med det formål at bane vejen for, at det er fuldt støtteberettiget. Det betyder, at vi kan arbejde for en definition, hvor systemet leverer bedst muligt på klima, biodiversitet, dyrevelfærd og et alsidigt udbud af produkter herunder nye biobaserede fibre til den cirkulære økonomi.

I dag er rammerne desværre defineret af, at vi skal finde en måde at komme ud over, at støttereglerne grundlæggende vil holde alt andet end frugt- og bærplantager samt lavskov ude af arealerne.

Så er der de famøse eco-schemes, som erstatter de nuværende grønningskrav. De endte med at blive væsentligt styrket sammenholdt med EU-Kommissionens udspil tilbage i 2018. I EU-Kommissionens forslag var det obligatorisk for medlemslandene at udbyde eco-schemes, men de havde ikke afsat et minimumsbudget til disse. Det kom der med aftalen.

25 pct. af midlerne i søjle I, som indeholder de midler, der i dag går til grundbetalingen, skal nu afsættes til eco-schemes. Procentuelt er det mindre, end der i dag er afsat til grønningselementer. I den forstand er det jo et mærkeligt tilbageskridt, i en tid hvor mange taler for grøn omstilling, og EU-kommissionen også selv taler for, at støtten i højere grad skal bruges til at betale for fælles goder. Men i sidste ende er det ikke procenten, der er afgørende - det er indholdet. Hvad får vi for pengene.

Om den endelige aftale er den grønneste CAP nogensinde, tør jeg ikke sige. Der er så mange betingede undtagelser, så det kan være vanskeligt at gennemskue og forudsige udfaldet, og der er desværre stadig mange organisationer og beslutningstagere, der sidder fast i det bestående, som vil trække i den forkerte retning.

Men muligheden er der, og det må vi nu bruge til at forpligte alle beslutningstagere på EU´s 'farm-to-fork'-strategi, der har et klokkeklart økologimål, vil sikre bedre dyrevelfærd, reducere pesticidforbruget, gødningsforbruget og forbruget af antibiotika og i det hele taget gøre de mest belastende produkter til de dyreste.