Danmarks første miljøminister: Landbruget skal behandles og reguleres som en industri

Han holder stadig tre aviser, som han læser grundigt hver morgen. Papiraviser, vel at mærke, som han har linet op på bordet. Med et smil vifter han demonstrativt med dem, en for en:

»Jeg holder Berlingeren, så jeg ved, hvad de borgerlige mener, Politiken så jeg kan se, hvad de halvradikale mener. Og så holder jeg selvfølgelig Information for at se, hvad de røde mener,« fortæller den 86-årige socialdemokrat Jens Kampmann i sit køkken i Vanløse.

»Jeg er nødt til at sige, at du er i et ret venstresnoet hjem,« fastslår han og ler.

Som tidligere socialdemokratisk miljøminister og senere direktør for Miljøstyrelsen har han især fokus på avisspalternes miljøstof. Miljøbeskyttelse står ham stadig meget nært, og hans insiderviden fra allerforreste række har påvirket hans livsstil.

»Du kan bare gå hen og se efter i køleskabet, vi køber KUN økologisk,« forsikrer han.

Rent drikkevand

Jens Kampmann har fulgt miljødebatten, siden statsminister Jens Otto Krag i 1971 udnævnte ham som formentlig verdens første miljøminister – eller ”minister til forureningsbekæmpelse,” som titlen oprindeligt var. Årsagen var dengang især forurening fra tre store industrier.

»Grindstedværket var allerede på forsiden og meget diskuteret dengang, og desuden Cheminova og Superfos. Det var altså en række meget store forureningssager, der dominerede den politiske diskussion.«

I dag er især landbruget miljødebattens centrum med fokus på vandmiljø, CO2 og ikke mindst rent drikkevand. Nu mener Jens Kampmann, at hans socialdemokratiske partikollega og efterfølger på miljøministerposten, Magnus Heunicke, skal sætte tempoet kraftigt op for at redde vores drikkevand.

»Beskyttelsen er for dårlig. Og jeg tænker, at det bliver et af de næste meget store miljøproblemer, fordi vi i rent drikkevand har en fuldstændig uvurderlig ressource, og den dag det rene drikkevand er tilstrækkeligt forurenet, og vi skal til at rense det, SÅ koster det knapper. Det er på tide at gribe ind og først og fremmest sikre nogle giftfri zoner omkring drikkevandsboringer. Beskyttelsen af drikkevandet går ALT for langsomt,« siger han med eftertryk.

Efter sin politiske karriere blev Jens Kampmann i 1978 direktør for Miljøstyrelsen, der nu også havde til opgave at godkende en række sprøjtemidler, der senere blev forbudt, og som i dag bl.a. er problematiske for vores drikkevand.

»Der er jo ikke andet at sige, end at så er man i Miljøstyrelsen og i ”giftkontoret” - eller ”bekæmpelsesmiddelkontoret,” som vi kaldte det, blevet klogere, og det betød, at så havde man derefter muligheder for at gribe ind.«

Den første miljøbeskyttelseslov

Da han i 1971 blev minister, var der ikke nogen organisation, der beskæftigede sig med miljøet, så det blev hans opgave at samle miljøadministrationen i sit ministerium, og han skabte dermed Miljøstyrelsen.

»Jeg tog initiativ til og fik gennemført den første miljøbeskyttelseslov i Danmark, som eksisterer den dag i dag,« fortæller Jens Kampmann.

Med loven kom der en række bestemmelser, som betød, at der kunne gribes ind over for forureningen fra virksomhederne. Blandt andet stoppede man Grindstedværkets praksis med at fylde forurenede giftstoffer i en tankvogn og pumpe dem ud i et hul i klitterne.

»De fik så i stedet fik lov til at sejle det ud og dumpe det i Nordsøen, indtil fiskerne blokerede Esbjerg havn, og de så i stedet måtte sejle affaldet ud i Atlanterhavet. Det var måske en kortsigtet løsning. Men man stoppede den nationale forurening, og gjorde den så, kan man sige, international,« siger han opgivende og ryster på hovedet.

»I dag ville man nok have sagt at man skulle gribe ind ved kilden, selve produktionen. Men det sagde vi så ikke dengang.”

Da Miljøministeriet eller ”Ministeriet for Forureningsbekæmpelse” blev oprettet, greb man især ind over for industrien, som fik pålagt reguleringer. I landbruget var sprøjtemidler stadig nyt, og store dele af de dyrkede arealer i Danmark havde endnu ikke de karakteristiske sprøjtespor, man i dag ser på langt de fleste marker. Derefter gik det stærkt med udbredelsen af sprøjtemidler, og i samme periode blev det mere udbredt at sprede gylle fra især svinebesætninger.

»Landbruget og landbrugets miljøproblemer var ikke øverst på agendaen. Det, der var øverst på agendaen, det var industriforurening,« siger Jens Kampmann.

Hør også vores podcast med Jens Kampmann

Er blevet forskånet

Siden Jens Kampmann blev miljøminister i 1971, er landbrugene blevet væsentligt færre og større. Ifølge Danmarks Statistik var der 140.197 landbrugsbedrifter i 1970 mod ca. 40.000 i 2022 (opgørelsesmetoden er løbende ændret, da gartnerier dengang ikke blev medregnet, og samtidig blev landbrug ned til 0,5 ha talt med i 1971 - nu skal det være 5 ha for at tælle med). Nu er det på tide at tage fløjlshandskerne af i forhold til landbruget, som han mener er blevet forskånet for miljøregulering.

»Dansk landbrug har en enorm indflydelse i Danmark, og det er meget interessant, fordi landbruget som erhverv jo har et faldende bidrag til bruttonationalproduktet, produktion og beskæftigelse. Men det er ikke slået igennem politisk. Man kunne tro, at, hvis produktionen og bidraget var faldet, så var en politisk indflydelse også tilsvarende faldet, men det er ikke tilfældet. Det er faktisk utroligt, at det kan lade sig gøre i et demokratisk samfund, fordi de jo ikke repræsenterer flertallets interesser.«

Men der må være nogen, der har et billede af, at det gør de?

»Ja, der handles i hvert fald ikke. Det kan jeg jo bare konstatere. Der handles ikke.«

Mærkede presset

Den store indflydelse fra landbrugets interesseorganisationer mærkede han især, da han som direktør for Miljøstyrelsen skulle forvalte den første vandmiljøhandlingsplan, der blev vedtaget i 1987. Da oplevede han, at Landbrugsrådet – det nuværende Landbrug & Fødevarer - havde en betydelig indflydelse på dansk politik.

»Det kunne påvirke de politiske partier og særligt ét, nemlig Venstre. Mange af planerne ville man jo gerne have vedtaget på et bredt politisk grundlag, og hvis et eller flere af partierne var imod, så blev det ikke sådan.«

Jens Kampmann trækker en avis ud af dagens bunke og finder en artikel, der viser at hans efterfølger også i dag presses af landbruget til at give det en særlig status og forskåne det i miljø- og klimadebatten.

»Nu kan jeg se i avisen fra i dag (9. oktober, red), at der er betydelig modstand mod en CO₂-afgift i landbruget i det, der hedder Venstres bagland,« siger han og vifter med avisen.

Da han selv som direktør for Miljøstyrelsen skulle lave den første vandmiljøhandlingsplan midt i 80’erne, oplevede han, at landbruget fik en særbehandling.

»På det tidspunkt havde vi tre kilder til spildevandsforurening: Nemlig landbruget, husholdningen og industrien. Vi regnede på, hvor det var billigst af fjerne et stof, kvælstof, det er den rigtige måde at gøre det på. Det var langt billigst i landbruget og langt dyrest i husholdningerne og industrien. Og det blev husholdninger og industri, der holdt for, og vi fik en enorm udbygning af vores rensningsanlæg. Men man lavede ikke de samme indgreb i landbruget, hvor det ellers havde været billigst,« fortæller Jens Kampmann.

Men du førte det så ud i livet med åbne øjne?

»Det var meget enkelt: Jeg var miljødirektør, og vi lagde de videnskabelige fakta frem, og så lavede politikerne deres prioriteringer og deres beslutninger. Det kunne vi jo ikke gøre noget ved.«

Iltsvind på dagsordenen

I år er iltsvindet for alvor kommet på dagsordenen, fordi målinger og dystre billeder viser store områder helt uden liv på havbunden, fjordbunde, i søer og de indre farvande. Men Miljøstyrelsen havde altså allerede i 1987 dokumentation for, hvem der var den største synder.

»Man har vidst i årtier, at der var iltsvind, og at iltsvindet var stadigt stigende. Man har også kendt årsagerne til iltsvindet, nemlig først og fremmest - men ikke udelukkende - de betydelige kvælstof- og fosforudledninger fra landbruget. Det er utroligt, at man vidste, at iltsvindet bredte sig mere og mere uden at foretage sig noget. Man vidste jo udmærket, hvad der skulle gøres. Man har værktøjerne. Man har bare ikke brugt dem.«

Jens Kampmann opfordrer derfor Magnus Heunicke til at handle, når det store flertal i befolkningen betaler en høj pris for belastningen af drikkevand og vandmiljø:

»Der er ikke nogen vej udenom en begrænsning af kvælstofudledningen. Alt det her har man vidst. Det, der har manglet, har været handling.«

Regulér landbruget som en industri

Udviklingen – også i økologien – betyder, at landbruget har skiftet karakter. Derfor er det nødvendigt, at politikerne får et realistisk syn på, hvad det egentlig er blevet til; nemlig storindustrier, mener Jens Kampmann.

»Nu har de lige nedlagt svineslagteriet i Sæby med 800 arbejdspladser. Det er jo en konsekvens af, at de sender svinene ud af landet, og at der bliver mere og mere stordrift, som bliver mere og mere industripræget. Så siger jeg som gammel miljømand: Så skal de også behandles som industri.«

Hvad vil det sige?

»Så skal det reguleres som industri. Industrien er jo vant til at blive reguleret. Der er fastlagt fuldstændige regler for det, der hedder særligt forurenende virksomheder, hvor meget de må udlede af spildevand, til luften og så videre. Så det er det, der skal ske.«

Også den faldende biodiversitet bør få konsekvenser for landbrugene:

»Der kommer også regler for at beskytte biodiversiteten. Der er ikke nogen vej udenom. Men du kan høre, at det strider jo i den grad mod en gammel landbrugsfilosofi: Nemlig at du skal have frihed til at gøre nogenlunde, som du vil. Men jeg taler om det modsatte.«

Hvorfor skal de ikke have den frihed?

»Fordi det er nødvendigt at regulere. Det er nødvendigt af hensyn til miljøet og vores overlevelse at regulere deres udledninger.«

Det er ikke nok med gulerod eller den gode vilje?

»Det har vist sig ikke at være nok. Du kan bare se diskussionen om lavbundsjorde. Det er jo ikke rigtig blevet til noget, fordi det har været på et frivilligt grundlag. Nej, det er ikke nok.«

Der bliver dog stillet flere krav til landbruget: Til brug af sprøjtemidler, hvor meget kvælstof der må bruges per ha, og hvornår det må køres i marken og meget andet. Men Jens Kampmann mener, at landbruget slipper alt for billigt.

Økologi er vejen frem

I stuen på villavejen i Vanløse drikker Jens Kampmann af sin økologiske the spædet op med økologisk græsmælk fra Thise. Han mener selv, at hans mange år i centrum af dansk miljøpolitisk tjeneste har givet ham en skræmmende indsigt, der ikke giver ham noget valg, når han køber sine fødevarer.

»Vi køber KUN økologisk, og der kan vi så sige, at vi tilhører den privilegerede klasse, og vi ser på kvaliteten af økologien og ikke på priserne.«

Men hvorfor er det så afgørende for dig, at alt skal være økologisk?

»Fordi det er mindre forurenet og mindre klimabelastende. Jeg tror og håber også, at du får færre giftstoffer på den her måde. At det er sundere, det du spiser og drikker.«

Kan man snakke om, at landbruget på et tidspunkt har mistet sin uskyld?

»Jeg ved ikke, om det nogensinde har haft en uskyld. Så jeg ved faktisk ikke, om der er noget at miste. Altså jeg mener jo, for nu at pege på en vej fremad, at vejen fremad for landbruget er at blive omlagt i en mere grøn og mere økologisk retning. Her er en vej fremad. Der bliver færre og færre landbrug hvert eneste år, og de bliver mere og mere industriprægede, og de skal altså lægges om til en mere økologisk retning. Det er svaret.«

Han fortsætter:

»Så er der nogen, der siger - og det er den næste politiske fejlslutning - at det ikke må koste noget det her. Og det er det værste vrøvl. At omlægge produktionen så kraftigt, som vi sidder og snakker om her, vil koste noget. Det vil koste arbejdspladser, men det vil også give arbejdspladser. Og det vil koste noget på pengepungen, nogle af varerne bliver dyrere, og det må vi vænne os til at betale for. Der er ingen vej udenom. Og de, der er dårligt stillede og har sværest ved at gøre det her, må så kompenseres.”

I dag er der økologi på ca. 11 pct. af de dyrkede arealer i Danmark. Hvor langt op skal det tal?

»Gerne til nærmest det hele. Jeg ser ikke nogen øvre grænse for det.«

Hvor langt skal politikerne gå, for at vi kan komme den vej?

»Så langt som det er nødvendigt. Det var rart, om det kunne ske på frivillighedens grundlag, men en række eksempler viser jo, at det ikke har været tilfældet.«

Regeringen har en målsætning om, at økologien skal fordobles inden 2030. Hvad tænker du om det?

»Jeg synes, det er i orden med målsætninger, men de skal jo også være realistiske. Man kan jo håbe, at udviklingen og oplysning i sig selv gør det. Men hvis ikke det hjælper, så har man jo et meget, meget stærkt middel, nemlig de økonomiske virkemidler. Det vil altså sige, at man kan bidrage med økonomiske tilskud til den økologiske produktion og med afgifter på den anden.

Svar fra Heunicke

Økologisk Nu har bedt Magnus Heunicke om en kommentar til kritikken, og ministeren skriver følgende i en mail:

»Jeg glæder mig til at læse artiklen, for Jens Kampmann er en stor personlig og politisk inspiration for mig. Man kan være sikker på, at jeg altid læser, hvad ansvarlige politikere af den kaliber fra tidligere tider har af analyser, ligesom jeg ser det som et privilegium at kunne trække på deres erfaring, når vi drøfter nutidens politik sammen. Ofte ser vi ens på tingene, men det er alligevel gavnligt at få det historiske rids af problemstillingerne. Men jeg afholder mig altid fra at deltage i den offentlige debat med mine forgængere, i øvrigt ligesom de selv gjorde, da de havde ansvaret.«