Begår man kriminalitet mod naturen, kan man fremover blive straffet endnu hårdere

Et bredt flertal har indgået en aftale om en strafreform, der skal slå hårdere ned på naturkriminalitet. Bødestraffen fordobles, og de allergroveste tilfælde af naturkriminalitet skal kunne medføre fængselsstraf.

27. juni 2025
Læsetid: 2 minutter
Træstammer på jorden - et fældet træ ligger på jorden
"Vi skal beskytte den natur, vi har, og det indebærer også, at vi siger fra overfor dem, der med fuldt overlæg skader vores natur," siger miljøminister Magnus Heunicke (S) om en ny strafreform. Foto: Colourbox

Som en del af den nye strafreform bliver der slået hårdere ned overfor naturkriminalitet. Det oplyser Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.

Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale om strafreformen, som bl.a. betyder, at bødestraffen for at begå naturkriminalitet bliver fordoblet, og de allergroveste tilfælde skal medføre fængselsstraf.

"Vi har set flere sager, hvor mennesker bevidst har ødelagt vores natur. Natur, som tager årtier at genoprette. Det er forkastelig adfærd, og det skal ikke kunne betale sig at spekulere i at overtræde loven, og derfor skærper vi nu lovgivningen. Bødestraffen for naturkriminalitet fordobles, og de allergroveste tilfælde af naturkriminalitet skal kunne medføre fængselsstraf. Vi skal beskytte den natur, vi har, og det indebærer også, at vi siger fra overfor dem, der med fuldt overlæg skader vores natur," siger miljøminister Magnus Heunicke (S).

For Miljø- og Ligestillingsministeriets vedkommende vil det betyde, at eksempelvis overtrædelser af reglerne omkring strandbeskyttelseslinjen vil blive straffet hårdere.

Miljø- og Ligestillingsministeriet og Ministeriet for Grøn Trepart ser derudover nærmere på, om sanktionerne skal skærpes i de situationer, hvor der kan være opnået en økonomisk fordel eller en afledt økonomisk gevinst ved overtrædelsen.

"Det er så godt, at vi nu sætter ind med meget hårdere straffe overfor dem, der ødelægger vores beskyttede natur. Naturhærværk går ud over beskyttede naturområder, der er vigtige for biodiversiteten. Det kan ødelægge levesteder for mange vilde dyr og planter som f.eks. løvfrøer og markfirben. Det er fuldstændig uacceptabelt, og derfor er jeg glad for, at straffene for naturkriminalitet skærpes med en fordobling af bødeniveauet og fængsel i de allergroveste tilfælde,” siger Jeppe Bruus, minister for Grøn Trepart (S).