Annonce
Annonce
Vi forsøger ved hjælp af mange, lange og komplicerede forklaringer at anskueliggøre, hvorfor økologien er midlet til en bæredygtig fremtid, skriver Louise Køster. Foto: PR
Økologiens fortælling tilhører ganske enkelt fremtiden
LEDER: Når nu danskerne valfarter ud til os til Økodag og Sofari for netop at se de økologiske dyr, sådan som landbrugsdyr bør og skal leve, hvorfor er det så så svært for os at forklare, at det økologiske system er fremtidens system?
Forleden åbnede vores økologiske griseproducenter lågerne til deres gårde og marker, og i april var det vores mælkebønder, der bød over 140.000 danskere ud for at opleve øko-køerne springe på græs. Danskerne kommer i hundredtusindvis, når vi økologer byder inden for, især når vi giver dem mulighed for at møde vores dyr.
Det kan næsten ligne et skønmaleri: Glade bønder, glade dyr og en glad befolkning. Men inde i maleriet ligger paradokset gemt. For køer og grise, der er vigtige i et økologiske bæredygtigt system, og derfor også er dem, vi økologer stolte og glade viser frem, er de to dyreracer, som står allerøverst på Most Wanted-listen over klimasyndere.
Igen og igen bliver økologien dunket i hovedet med, at den ikke er klimavenlig. Det skyldes, at der stadig florerer en hårdnakket myte om, at vi bruger et langt større areal til at opnå det samme output, som de intensiverede konventionelle landbrug. Og det skyldes, at klimaforkæmperne kritiserer os for vores insisteren på, at vores dyr har en vigtig plads og rolle i fremtidens bæredygtige fødevaresystem.
Økologi betyder at holde hus og balancere mellem det, vi tager, og det, vi giver. Og det er jo faktisk helt enkelt og ligesom et velafbalanceret husholdningsbudget.
Når nu danskerne valfarter ud til os til Økodag og Sofari for netop at se de økologiske dyr, sådan som landbrugsdyr bør og skal leve, hvorfor er det så så svært for os at forklare, at det økologiske system er fremtidens system, og at det derfor er de økologiske varer, de skal lægge i indkøbskurven?
Hvorfor er det så svært for os at forklare politikere, meningsdannere og andre, at vi godt nok skal vende den nuværende fordeling i mark og på tallerken på hovedet og have langt mere grønt og mindre animalsk, men at det ikke er løsningen, at sende dyrene til Bloksbjerg og blot intensivere en grøntproduktion? Og at det ikke er en holdbar løsning at sende naturen i solitær status og sætte alle pengene og håbet på teknologier, der endnu ikke findes? At det ikke er løsningen at bruge millioner af forskningsmidler på at opfinde fabriksproduceret kemi, som vores øko-køer faktisk helst selv finder og udvinder naturligt fra det græs, de æder?
Det er svært, fordi det bæredygtige, økologiske system er komplekst. Vi forsøger ved hjælp af mange, lange og komplicerede forklaringer at anskueliggøre, hvorfor økologien er midlet til en bæredygtig fremtid. Vores medborgere og vores politikere efterlyser enkle forklaringer. Dem får de ofte fra andre, der kan den enkle fortælling om at redde kloden og klimaet ved at trække dyrene væk fra markerne og intensivere planteproduktionen ved hjælp af mere kunstgødning og flere pesticider.
Økologer ved, at det ikke er så enkelt blot at gøre det samme, som har ført os til der, hvor vi er nu: Nemlig at gøre for meget med de forkerte redskaber.
Økologi betyder at holde hus og balancere mellem det, vi tager, og det, vi giver. Og det er jo faktisk helt enkelt og ligesom et velafbalanceret husholdningsbudget.
Det er den fortælling, vi skal lade stå skarpere og tydeligere. Derfor har vi i repræsentantskabet, i bestyrelsen, i ledelsen og medarbejderstaben taget fat på arbejdet med at finde den strategi, der skal sikre, at økologien er det mest naturlige førstevalg i indkøbskurven, og Økologisk Landsforening den mest attraktive partner for en bæredygtig fremtid.
Flere artikler fra samme sektion
Merete Juhl stopper som direktør i Landbrug & Fødevarer, netop som den grønne trepart er faldet på plads
Landbrug & Fødevarer reorganiserer sin direktion, og formandskabet har i den forbindelse udpeget en ny adm. direktør. Det er uklart, om den afgående direktør selv har taget valget om at stoppe.
Økologisk Landsforening: Brugen af regenerativt landbrug som begreb kandiderer til greenwashing
DEBAT: Brugen af begrebet regenerativt jordbrug tenderer til greenwashing, når aktører bruger det i flæng med sprøjtegift. Syntetiske sprøjtegifte og kunstgødning er ikke forenelige med et regenerativt landbrug, der beskytter naturen, skriver forperson Michael Kjerkegaard.
Økologi giver en sikker effekt, men det økonomiske system er blindt for det
DEBAT: Jeg tror, vi alle her i Vesten er godt tilfredse med at leve i en markedsbaseret økonomi. Men det forekommer mig, der er en indlejret fejl, som vi ikke må være blinde for, og som Folketinget må tage ansvar for at løse.