Bredden er vores styrke og akilleshæl

Enhver slutning er samtidig en ny begyndelse. Sådan er det rent eksistentielt, og tilstanden i mellem er nuet. Nuet kan være der, hvor lykken bor eller det modsatte, nemlig angsten. Det afhænger af tilliden til eller frygten for fremtiden for en selv og for verden.

Vores vækstdominerede tid kalder på en konstant bevægelse fremad, opad mod nye højder og mål. At dvæle og lade stå til er nærmest en synd. Og jeg skal da være den første til at indrømme, at det, der har drevet mig de sidste ni år som formand, har været et brændende ønske om at skabe en udvikling, der sætter sig spor og gør en forskel. Ikke for egne blå øjnes skyld, men for sagens og for verdens.

Og er der noget, der har karakteriseret perioden, så er det netop forandringsdagsordenen. Drevet af omverdenen, drevet af nødvendigheder og ønsker udtrykt i bestyrelsen, blandt medlemmerne og medarbejderne. Nødvendigheder, fordi foreningens har været rystet i sin grundvold af omverdenen krav og foreningens drift. Ønsker, fordi vi har været og fortsat er igennem en transition af foreningen til i endnu højere grad at omfatte økologien i sin bredde og betydning for alle.

Vi har altid brystet os af, at foreningen rummer alle, men i praksis har vi ’at the end of the day’ stået med en organisation, hvor tyngden var brancheinteresserne i værdikæden fra landmand til forbruger.

Dette er en klassisk og logisk markedsmodel, og vi har gjort det virkeligt godt med den tilgang.

Vi har været en meget afgørende faktor som organisation for at skabe det, vi alle kender i dag som verdens ledende økologination. Markedet er fundamentet til alle tider, men det er ikke nok i sig selv. Det er ikke løsrevet fra en verden, som styres af mange andre og konfliktende dagsordenen i magtens sfærer, som klassisk udspilles i vores repræsentative demokrati (DK, EU) og med lobbyisternes dans om guldkalven.

Vores historiske og gyldne æra fra den første lovgivning i 1987 og til i dag har med markedet løftet os til de ca. 12-15 pct., som økologien udgør i landbruget og i forbruget. Det har taget en generation.

Når jeg ser ind i den kommende generationsudfordring, 30 pct. og ’beyond’, så handler det netop om at blive i stand til dygtigt at blande sig i den demokratiske proces med det solide foder, vi kan stille til rådighed med løsninger, der retter sig mod at skabe et bæredygtigt, økologisk orienteret landbrug, forbrug og samfund.

I vores vision taler vi om ’en verden der tænker og handler økologisk’. Er det højrøvet eller bare helt utroligt klart og ærligt? Det sidste naturligvis, og er der noget, der er blevet klart de senere år, så er det, at vi med vores generationsarbejde har skabt den platform, der totalt matcher verdensmålene og ånden i dem. Økologiens principper er forud for sin tid, ligesom økologien er.

De seneste år har vi lagt arm med os selv for at se ind i næste tidsalder. Vi har skabt en stærk strategi, hvor vi som interesseorganisation skal løfte opgaven. Vi har arbejdet intensivt for, at de overordnede rammer for at ændre vores landbrug og fødevaresystem sikrer den økologiske retning.

Vi arbejder for at sluge vores egen medicin om den transformation, vi skal igennem for også at forny vores organisation. Meget lykkes, men Rom blev og bliver ikke bygget på en dag.

Med mine ni år som medspiller og vidne, er det gået for langsomt. Vi er ikke alene forud for vores tid, som vi var med fx ØkologiLøft, vi er også til tider vores egen værste fjende.

Det har været en særdeles udfordrende opgave at skabe den nødvendige stærke sammenhæng i foreningen, når interesserne samtidig stritter til højre og venstre og op og ned og øst og vest og stor og lille.

Bredden er vores styrke og akilleshæl. Vi skal se os selv som et demokrati i demokratiet. Men risikoen for, at beskyttelsen af særinteresser kammer over i en grå stilstand af leverpostej, er overhængende og kritisk for foreningens fremtid.

Og er der noget, der er drænende i det repræsentative demokrati, så er det, når tilliden til de folkevalgte forsvinder. Det ligger i tiden at skabe splittelse fremfor sammenhæng. Medierne og ikke mindst de sociale medier nærer sig ved det. Tingene går så hurtigt, så den forpligtelse, vi alle har til at læse indenad, til at lytte og spørge, hurtigt erstattes af synsninger og (for-)domme.

På alles vegne er det mit store håb, at demokratiets dybeste forudsætninger, nemlig den gensidige respekt og respekten for de folkevalgte, får lov til at løfte foreningen ind i en ny æra. Jeg ved, hvad der var, men ikke hvad der kommer. Nuets absolutte tilstand af at leve forudsætter ro og tillid. Mindre kissejav.

Paradokset er, at det hele kun kan gå for langsomt, og aldrig har der været så meget brug for nærvær, fællesskab, ro og omtanke. I al beskedenhed tror jeg på, at vi nu står med en platform, der kan rumme dette.

Hermed gives stafetten videre!