Uanmeldte kontrolbesøg på vej til økologerne

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø vil i februar lave uanmeldte stikprøvekontroller af dyrevelfærden hos økologiske landbrugere for at sikre, at dyrevelfærden er høj.

31. januar 2025
Læsetid: 2 minutter
To personer står i en kostald som ved et kontroltilsyn
SGAV varsler uanmeldte kontrolbesøg i februar hos økologerne, hvor der vil være skærpet fokus på dyrevelfærden. Foto: Colourbox

I februar vil kontrollører fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) komme på uanmeldt besøg hos økologiske landbrugere for at sikre, at der er styr på dyrevelfærden i de danske stalde. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

”Vi har altid fokus på dyrevelfærd i vores økologikontrol, men i februar vil vi have det som et skærpet fokus. Det er vigtigt, at man som forbruger kan være sikker på, at når man køber økologisk kød, så kommer det fra dyr, hvor økologireglerne har været overholdt”, siger kontorchef Ann Kelsen fra SGAV.

Ifølge økologireglerne skal dyrene have mulighed for at udøve deres naturlige adfærd, det betyder eksempelvis, at grise skal have noget at rode i, f.eks. jord eller halm, køer skal på græs i sommerhalvåret, og fjerkræ skal kunne støvbade. Grise og fjerkræ skal desuden kunne komme ud og røre sig i det fri året rundt.

”Vi vil på kontrollen også være opmærksomme på, om dyrene er i passende huld, altså at de ikke er for magre, og at der er taget særligt hensyn til syge dyr. Derudover kigger vi på, om de har adgang til et rent og tørt sted at ligge, og om økologen overholder pladskravene i staldene, så dyrene har den plads, de har brug for,” forklarer Ann Kelsen.

Alle økologer i Danmark bliver kontrolleret én gang om året for, om de overholder økologireglerne. Derudover består SGAV’s økologikontrol af såkaldt risikobaserede kontroller, hvor 10 pct. af økologerne bliver udvalgt til supplerende kontrol. Kontrollen i februar er en del af den risikobaserede kontrol.