Annonce
Annonce
Der bliver ikke slækket på fødevarekontrollen, selv om butikker og spisesteder fremover kan slippe for et ekstra opfølgende kontrolbesøg. Arkivfoto: Jakob Brandt
Butikker, restauranter og caféer kan se frem til færre kontrolbesøg
Økologisk Landsforening glæder sig over at myndighederne nu gør det nemmere at drive fødevarevirksomhed, så de erhvervsdrivende får mere tid til at fokusere på deres forretning.
Fra 1. oktober bliver det nemmere for fødevarevirksomheder i Danmark at få hverdagen til at hænge sammen, da et af de opfølgende kontrolbesøg efter en anmærkning fra Fødevarestyrelsen bliver afskaffet. Det betyder færre kontrolbesøg for virksomhederne og mere tid til at fokusere på driften.
Samtidig vil fødevarekontrollen fremover blive mere målrettet og risikobaseret. I stedet for at fokusere på kvantitet vil Fødevarestyrelsen koncentrere sig om kvalitet ved i større omfang at tjekke de virksomheder, hvor der er størst risiko for fejl eller problemer.
Det skriver Fødevareministeriet i en pressemeddelelse, og den melding glæder Mads Sejersen Vinther, fagpolitisk chef i Økologisk Landsforening.
”Det er glædeligt, at vores dialog med fødevaremyndighederne bærer frugt,” siger Mads Sejersen Vinther, som oplyser, at foreningen gennem flere år har kæmpet for ændringer i restriktionerne.
Senest har han selv deltaget i et møde mellem kontrolmyndighederne og en medlemsvirksomhed med gårdbutik, som både var stærkt utilfreds med en bøde og kravet om at skulle betale for to efterfølgende kontrolbesøg i gårdbutikken, som havde glemt at fremhæve allergener med fed skrift på etikker på nogle fødevarer.
• Kort om de nye regler
-
Bortfaldet af 2. opfølgende kontrolbesøg fra 1. oktober 2024 er en del af en overgangsløsning, inden de nye regler træder i kraft 1. januar 2025.
-
Virksomheder, som får en indskærpelse efter 1. oktober 2024, vil kun få ét opfølgende kontrolbesøg, medmindre der er tale om en alvorlig overtrædelse.
-
Har en virksomhed fået en anmærkning før 1. oktober 2024, vil de dog stadig få to besøg som hidtil.
Kilde: Fødevareministeriet
”Der er ingen tvivl om, at reglerne skal følges og der skal være styr på fødevaresikkerheden, men det er et spørgsmål om, hvordan myndighederne fortolker reglerne,” siger Mads Vinther, som vurderer, at der i den hidtidige bødepraksis har været en tendens til, at de store virksomheder slipper for billigt, mens mindre virksomheder som gårdbutikker bliver ramt urimelig hårdt.
”Det er dejligt at myndighederne har lyttet til kritikken fra branchen, og at der er skabt en større forståelse for, at der bør være en proportionalitet mellem restriktioner og størrelsen på bedriften,” siger Mads Vinther, som samtidig roser myndighederne for at målrette kontrollen mod de virksomheder, hvor risikoen vurderes at være størst.
Mindre bøvl og bureaukrati
Ændringerne sker som led i udmøntningen af fødevare- og veterinæraftalen fra juni 2024. Aftalen sigter mod at skabe mere smidige vilkår for danske fødevarevirksomheder, samtidig med at fødevaresikkerheden fortsat er i top.
Bøvl og bureaukrati må nemlig ikke stå i vejen for erhvervets virkelyst, mener minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V):
”Ved at fjerne det andet opfølgende kontrolbesøg sparer vi virksomhederne for både tid og penge. Det her er et godt eksempel på, hvordan vi gør livet lettere for dem, der producerer vores fødevarer. Det betyder færre forstyrrelser for de virksomheder, der har styr på tingene, og mere fokus på de steder, hvor der er behov for det,” siger ministeren.
Flere artikler fra samme sektion
Nordjysk forlystelsespark etablerer eget økologisk ismejeri
Fårup Sommerland sender i løbet af de kommende måneder seks medarbejdere på ismejerikursus i Italien, så parken næste år kan fejre sit 50 års jubilæum ved at servere is fra parkens eget økologiske ismejeri.
Danish Crown fyrer 500 ansatte
Datterselskabet Friland ved endnu ikke, hvordan det bliver ramt af moderkoncernens spareplan, som samlet skal reducere omkostningerne med en halv mia. kr.
Øko-pionerer drog til Carlsberg Byen for at tale det økologiske oksekød op
Kvæg bliver i disse år udskammet som klimasyndere, men debatten mangler nuancer, mener Økologisk Landsforening, der argumenterer for, at naturen og biodiversiteten er afhængig af koen på græs. Derfor har foreningen inviteret Danske Madpublicister og en række øko-pionerer på en tur med formålet at sætte fokus på nuancerne.