Efterafgrøder dræner markerne og forebygger skader fra ekstremvejr

Set fra vejkanten ligner økolog Morten Pedersens mark et bølgende grønt hav af vårbyg – selv om der mellem bølgetoppene titter enkelte rødgule boghvedeblade frem.

Men når han sammen med planterådgiver Erik Kristensen fejer kornet til side midt i marken, spirer der på bunden et grønt dække af en stor variation, der med det utrænede øje kunne ligne ukrudt.

Men planterne vokser der med vilje.

Deres frø kom i jorden i foråret i en frøblanding, som Erik Kristensen og Morten Pedersen selv har udviklet specielt til markerne på gården i Sørvad i Vestjylland.

»Vi har kålroen, som får rigtig dybe rødder, så har vi cikorie, som også får en dyb pælerod, og så har vi engsvingel, som også får rigtig fine og dybe rødder, oven i købet en trevlerod der går rigtig langt ned. Det er væsentligt at have planter med mangeartede rodsystemer,« siger Erik Kristensen, planterådgiver i ØkologiRådgivning Danmark.

De øvrige sorter fra blandingen der titter frem under hovedafgrøden er kålroer, serradel, hvidkløver, rajsvingel og boghvede.

Hjælper i ekstremt vejr

Efterafgrøder med en variation af forskellige typer rødder er blandt andet med til at sikre, at vandet kan trænge væk fra overfladen og dybt ned i jorden. Det hjælper med at dræne markerne, men samtidig holder røddernes struktur også på vandet til tørre perioder. Med den rigtige blanding kan det forebygge problemer forårsaget af klimaforandringerne og hyppigere ekstremvejr.

»Det hjælper helt bestemt. Jordstruktur har stor indflydelse på, hvordan dyrkningsforholdene er, så desto bedre jordstruktur vi har, desto lettere er det også at dyrke noget og få det til at fungere. Man vil kunne køre tidligere på marken, for om foråret er der simpelthen en bedre afdræning med de her rodsystemer. Pæleroden på f.eks. cikorie sikrer, at der en større afdræning langs med rødderne,« forklarer Erik Kristensen.

Kamp om næringsstoffer

Hovedafgrøden er altså vårbyg, som indgår i foderplanen til bedriftens 400 økologiske frilandssøer, der hvert år leverer 10.000 grise. Morten Pedersen dyrker i alt omkring 400 ha, der også er i sædskifte med grisenes marker.

Mens han i den blæsende bygmark spotter den ene efter den anden af de mange afgrødearter i bunden af hans grønne kornmark, fortæller han, at han på et tidspunkt frygtede, at de mange ekstra planter fra blandingen ville konkurrere med kornet og næringsstofferne – og dermed forringe udbyttet. Men det er ikke det, han oplever.

»Nogle mener, at de ingenting stjæler, fordi de indgår i den organiske pulje, som bliver frigivet over år i en kontinuerlig proces. De fleste landmænd ved jo godt, at korn efter en kløvergræs mark giver langt større udbytte end efter en stubmark, hvor der ingenting har været i. Så jeg tænker, at det må være lidt derhen af, selv om det ikke er en flerårig afgrøde. Efterafgrøden giver også en mere levende jord som efter kløvergræs,« siger Morten Pedersen, der nu har brugt forårssåede efterafgrøder gennem 10 år.

»Det er jo også mest naturligt, at der vokser flere ting samtidig – i naturen er der jo aldrig monokultur,« tilføjer han.

Opbygger kulstof

Efterafgrøderne er ikke kun sået for at klimasikre arealerne. Det hjælper også til at forebygge klimaforandringer, fordi et solidt og varieret rodnet på marken hele året er med til at binde CO2 i jorden – især med de mange forskellige arter i blandingen.

»Den primære opgave for efterafgrøden er jo simpelthen at samle noget kulstof og via fotosyntesen omdanne CO2 til kulstof, som lagrer sig nede i jorden. Desto flere arter, vi har sammen, desto mere kulstof bliver der lagret. Så jo flere arter vi har, og jo flere forskellige bladstillinger vi har, der kan fange solen og levere nogle sukkerstoffer, desto mere ender i sidste ende med at blive bundet som kulstof og humus i jorden. Derfor har vi valgt at have så mange arter med som muligt – ud fra den kulstoftanke,« forklarer Erik Kristensen.

Kammerater under jorden

Processen med efterafgrøder er over en årrække at opbygge et større humusindhold og dermed skabe mere sund jord. Netop den proces har været en kæphest for Morten Pedersen siden han var på kursus i jordfrugtbarhed for 10 år siden.

»Det fik mig til at kigge mere på, hvad der er under jorden. Tidligere kiggede jeg altid på, hvad der var over jorden. Det her med at have efterafgrøder alle de steder, det overhovedet kan lade sig gøre, er en strategi, man kan vælge. Hvis man forestiller sig, at de her kammerater som lever nede i jorden - svampe og bakterier - skal være klar til at hjælpe, når man sår sine kulturafgrøder, som er det, der skal betale regningerne, så skal vi også gøre noget for, at der er noget for mikroorganismerne at leve af i den periode, hvor vi ikke dyrker en afgrøde,« siger Morten Pedersen, og tilføjer:

»Vil man vil opbygge god jordfrugtbarhed, er det en lang proces, man ikke bare lige gør over fem år. Det er jo noget med at tro på at gøre det rigtige.«

I samråd med Erik Kristensen er han altså nu kommet frem til en frøblanding på de syv sorter, som er udviklet netop til jordforholdene i Vestjylland.

»Vi forsøger at arbejde med de her rodsystemer og optimere dem, så vi får de funktioner, vi ønsker. Men det er en længere proces og ikke noget, der viser sig i løbet af et år. Men vi får jo også langt mere organisk materiale i jorden, som betyder en bedre struktur,« siger Erik Kristensen, der tilføjer, at han absolut kan se en forskel over de år, han er kommet på bedriften i Sørvad:

»Det lykkes bare i højere grad år efter år.«

Også Morten Pedersen mener, at det betaler sig at investere i efterafgrøderne. Samtidig synes han også, at det er en spændende proces at være en del af.

"Det er enormt spændende det der med at gøre sin jord mere levende og mere frugtbar. Det kan der jo kun komme noget godt ud af,« siger han.

Praktisk i Vestjylland

På marken i Sørvad er frøblandingens syv arter sået sammen med hovedafgrøden i foråret, og netop den timing er helt afgørende for Morten Pedersens efterafgrøder.

»Tit strandede det på, at efterafgrøderne skulle sås efter høst i første halvdel af august for at blive til noget, og det er svært at få til at lykkes i Vestjylland, fordi vi ofte høster sent. Derfor kom vi frem til at lave en blanding med nogle flere arter, der kunne undersåes sammen med vårsæd om foråret. Jeg synes, at det er rart, at man har sået sin efterafgrøde inden høst, så man ikke har det arbejde oven i høsten,« forklarer han.

Grise på efterafgrøder

Fra bygmarken kan man høre søerne grynte, og smågrisene hvine fra nabomarken, mens de piler hen over græsset mellem deres flytbare hytter. Græsset på markerne hos grisene er også udlæg, der er planlagt og sået sammen med hovedafgrøderne. Det hele hænger sammen, og Morten Pedersen har et grundsyn, der handler om, at han hele tiden – med hjælp fra efterafgrøderne – skal forsøge at holde bedriften sund på alle måder.

»Det er med jorden som med mennesker; at det er en lang proces at holde kroppen sund hele livet ved at spise sundt og sørge for motion. Hvis man spiser usundt hele livet, kan man måske behandle nogle af de problemer, der opstår, med en pille, som måske virker med det samme. På samme måde er det med naturen: Hvis man bruger sprøjtemidler på sin mark, kan man hurtigt se, at det virker, mens det er en mere diffus proces at bygge sine jorde naturligt op, så de får et sundt liv. Så det hele handler også lidt om tro og vilje,« siger han med et smil.

Arbejder du med landbrug? Så hjælp os med at blive bedre ved at besvare tre spørgsmål om artiklen i dette spørgeskema

Artiklen er skrevet i projektet ’Best practice – robust økologisk planteproduktion’ med støtte fra Planteafgiftsfonden.