Annonce

Annonce

Sædskiftekrav er sort snak for små landbrug

Mange af de mindre økologiske bedrifter har måske slet ikke opdaget, at der kommer krav til deres sædskifter efter nytår. Landbrugsstyrelsen kan først informere landmændene, når man ved, hvordan de endelige regler bliver.

26. oktober 2021
Læsetid: 3 minutter
Landbrugsmaskiner kører på en mark - i forgrunden ses afgrøder

Hvis man ikke overholder sædskiftekravene, bliver man sanktioneret på samme måde som med andre overtrædelser af økologireglerne. Foto: Joachim Kjeldsen

Fra næste år gælder nye regler, der stiller krav om mindst 20 pct. kvælstoffikserende hovedafgrøder og mindst 50 pct. kulstofopbyggende afgrøder i sædskiftet på alle økologiske bedrifter. Men på mange af de mindre bedrifter, er man formentlig ikke klar over, at man skal følge nye regler efter nytår.

”På ejendomme under 30-40 hektar, så tror jeg, at sædskiftekrav er sort snak. Jeg forestiller mig desværre også, at der forsvinder en masse ud af økologien, hvis man ikke laver nogen bagatelgrænser,” siger Peter Mejnertsen, økologichef hos Velas.

I udkastet til den nye økologibekendtgørelse er der ikke nævnt nogen undtagelser for bedrifter med små arealer. Reglerne kommer altså til at gælde for alle økologer.

Regler er ikke på plads endnu

Det endelige regelgrundlag er dog ikke helt på plads endnu, og derfor har det endnu ikke været muligt for Landbrugsstyrelsen at melde ud om retningslinjer.

”Arbejdet med de nye regler er ikke færdigt endnu. Lige nu er et udkast til den nye bekendtgørelse i offentlig høring, og først når høringen er færdig, ved vi, hvordan de endelige regler bliver, og så kan vi informere landmændene om dem. Men vi har haft en grundig dialog med landbrugets organisationer om de nye regler. Det gør vi altid for at bestræbe os på, at vi laver regler, der også fungerer godt i landmandens praktiske hverdag,” skriver Ane Førde, teamleder i Miljø & Erhvervsregulering hos Landbrugsstyrelsen.

Hos Velas ærgrer det alligevel Peter Mejnertsen, at der ikke er udsigt til, at de små landbrug kan slippe. Ligesom bedrifter under 10 hektar for eksempel er undtaget krav om pligtige efterafgrøder.

”Man bør spørge sig selv, hvad man flytter rent naturmæssigt. Det er ejendomme, der har meget græs og en præference for natur i forvejen. Man kan godt sige, at man jagter de forkerte,” siger Peter Mejnertsen.

Straffes med bøde

Hvis man ikke overholder sædskiftekravene, bliver man sanktioneret på samme måde som med andre overtrædelser af økologireglerne. Ane Førde skriver, at bekendtgørelsen, der er i høring, lægger op til, at man kan straffes med bøde, hvis man ikke overholder sædskiftekravene.

Hun skriver endvidere, at sædskiftekravene bliver årlige, så man kan ikke ’skylde’ en andel til andre år.

”Selvom der ved årsskiftet træder nye regler i kraft, betyder det ikke, at landmændene skal gå ud og pløje afgrøder, som er sået i 2021 op, for at så nye afgrøder på samme mark i 2022 for at overholde reglerne. Indtil de nye regler træder i kraft, gælder kun de gamle regler. Det er derfor vigtigt, at økologerne er opmærksomme på, hvornår de nye regler gælder fra,” skriver Ane Førde.

Flere artikler fra samme sektion

Regenerativt jordbrug: Tre bud på hvordan man forstyrrer jorden mindst muligt

FAGLIGT TALT: Her er tre bud på, hvordan økologer kan bearbejde jorden efter de regenerative principper med minimal forstyrrelse og samtidig opnå kontrol med rodukrudt.

Innovationscenter vil dokumentere klimaaftrykket fra økologiske husdyr

Økologisk husdyrproduktion er kendetegnet ved mere græs og flere efterafgrøder i sædskiftet, færre dyr pr. hektar, en lavere mængde tildelt gødning, mindre foderimport og dyr på græs. Alle disse forhold kan have betydning for klimabelastningen fra produktionen.

09-04-2025 3 minutter Klima

De økologiske dyr står klar ved dørtrinnet - men nu frygter økologer for ulveangreb

I disse dage kommer økologiske dyr atter ud under åben himmel, men ulvens tilstedeværelse har i stigende grad vakt bekymring hos en række økologer med kvæg og får. De er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig, hvis der er en ulv i nærheden.

09-04-2025 4 minutter Kvæg