Projekt skal udvikle mobile foderanlæg til frilandssøer

På drægtighedsmarkerne på Bovbjerg Økologi er der kø ved transponderanlæggene, som giver foder i individuelt afmålte doser tilpasset den enkelte sos huld, periode i drægtigheden og alder; men anlægget virker ikke optimalt. Henrik Bovbjerg sætter derfor sin lid til, at et nyt projekt, som Økologisk Landsforening har fået støtte til i Svineafgiftsfonden, kan bane vej for bedre teknologi.

”Vi benytter ESF på drægtighedsmarkerne, hvor alternativet er langkrybber, som ikke giver os mulighed for at tilpasse fodermængden til den enkelte so, og som tiltrækker mange måger, som både æder det dyre foder og samtidig udgør en stor smitterisiko i al produktion af grise på friland,” fortæller Henrik Bovbjerg.

Alle søerne på drægtighedsmarkerne har en chip i øret, og når de går ind i anlægget for at æde, aflæses chippen, og soen får en portion foder, der er tilpasset hende.

”En perfekt so med et perfekt huld leverer rigtig godt i faremarken. De skal, indtil grisene fravænnes ti uger gamle, levere rigtig megen mælk. Derfor er det vigtigt, at de har noget at stå imod med,” understreger Henrik Bovbjerg.

Er soen for mager, kan den ikke malke nok mælk til grisene, og den kommer ikke så let i brunst. Omvendt er en fed so også et problem - især om sommeren, hvor de fede søer har svært ved at klare varmen, hvilket resulterer i lange fødsler og dermed også mange dødfødte grise. Der er også stor forskel på ædehastigheden, og måske foderudnyttelsen på de renracede og krydsningssøer, der går imellem hinanden på Bovbjerg Økologi. 

Kører ret ringe

I hver drægtighedsfold er der ca. 35 søer grupperet efter alder, så gyltene går for sig selv i egne folde, hvor de ældre søer ikke kan tryne dem. De første tre uger er der to transponderanlæg i hver fold, indtil søerne har vænnet sig til at spise på forskellige tidspunkter. Søerne får den mængde, der passer til tidspunktet i drægtigheden, alder og huld. Det styres via syv forskellige kurver.

”De transpondere, vi bruger i dag, er engelske MPS-produkter. Men de kører ret ringe, hvilket er ærgerligt, for potentialet ved et anlæg, der fungerer, er ret stort,” siger Henrik Bovbjerg, som er ret overbevist om, at der findes mange økologiske og frilandsproducenter af grise i Danmark, der ville være interesseret i at bruge ESF, hvis der bliver udviklet anlæg tilpasset forholdene på friland.

Han har skrevet en længere ønskeseddel med de krav, et ESF-anlæg til frilandsbrug skal leve op til: Det skal være driftssikkert, vandtæt, rengøringsvenligt, skadedyrssikret, mobilt, selvforsynende med strøm fra for eksempel solceller, tilpasset søer med næsering og have tankkapacitet til en uge.

”Derudover er det vigtigt, at programmet i anlægget kan kommunikere med Cloudfarms, som er de management programmer, man ellers bruger. MPS-anlægget kan ikke dette, og det betyder, at vi skal registrere alle søerne i to forskellige programmer. Det ville også være en stor økonomisk fordel, hvis søernes ørechips og anlægget kommunikerede via UHF i stedet for LF, da UHF-chipsene er væsentligt billigere, og i forvejen bliver de brugt til alle vores polte,” siger Henrik Bovbjerg.

Hvis anlægget også kan veje søerne og registrere deres vægt, vil det også blive taget godt imod af ham.