Naturlighed er vigtigt for et godt griseliv, og avl kan måske øge velfærden endnu mere
KRONIK: Vores projekt undersøger, om man kan avle for grise, der er mere motiverede for fouragering, så de får flere positive oplevelser gennem livet, hvilket samlet set kan løfte niveauet af dyrevelfærd. Implementeringen af vores resultater møder dog udfordringer.
Rikke Thomsen, specialkonsulent, grise, Innovationscenter for Økologisk Landbrug
Roos Zaalberg, adjunkt, Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning Aarhus Universitet
Holdet bag Organic RDD-projektet WelBredPOrg undersøger, om grisens velfærd kan forbedres ved at øge dens mulighed for at udøve naturlig adfærd, der skaber positive oplevelser. Blandt andet kigger projektet på, om man kan avle for grise, der er mere motiverede for fouragering, og som dermed får flere positive oplevelser gennem livet, hvilket samlet set kan løfte niveauet af dyrevelfærd.
Som en del af projektet mødtes en gruppe landmænd, forskere og andre fagfolk i februar for at drøfte, hvordan ny viden om avl for bedre dyrevelfærd kan omsættes i praksis – herunder hvem der påvirker implementeringen, og hvilke barrierer der kan opstå.
I gruppen var der bred enighed om, at alle i kæden har et ansvar – fra myndigheder over landmænd til forbrugere - og alle derimellem. Myndighederne skal for eksempel fortsat udvikle på minimumskravene for dyrevelfærd, avlsselskaberne skal tage den nye viden ind i deres avlsprogrammer, og landmanden skal have fokus på grisens adfærd.
Det er vigtigt, at forskere og rådgivere kommunikerer til griseproducenterne, at fodring med grovfoder ikke kun giver bedre dyrevelfærd, men heller ikke koster noget på produktionen. De første resultater i projektet viser, at der ikke er en klar sammenhæng mellem tilvækst, og hvor meget tid grisene bruger på naturlig rodeadfærd.
Implementeringen af resultaterne kan vise sig at være en langsom proces. Der mangler fortsat meget viden om, hvilke egenskaber der egentlig skaber det gode griseliv – og om det er muligt at avle efter disse egenskaber.
Samtidig skal der være fokus på at tilbyde et godt miljø til grisene, da det går hånd i hånd med avlen. Vigtigheden af projekter som WelBredPOrg, der kigger på nye muligheder for at dokumentere positiv velfærd hos grise, så det kan bruges i fremtidigt avlsarbejde, blev understreget af en repræsentant fra et af de store avlsselskaber.
Det er vanskeligt at kommunikere til forbrugerne, hvad det vil sige at avle efter positiv velfærd. Det er et nyt interdisciplinært område, som er udfordrende, selv for dem der arbejder med det.
Konklusionen på workshoppen var, at kommunikation i sig selv er vigtig med hensyn til at få projektets resultater helt ud i indkøbskurven hos forbrugerne, og at fortællingen foregår i et letforståeligt sprog. Det blev foreslået, at man blandt andet kan kommunikere til arrangementer som Sofari, i fødevarebutikker og eksempelvis på kødpakkers emballage.
På workshoppen blev det nævnt, at sidstnævnte kan udfordres af ”mærknings-junglen” og kødselskabernes vilje til synliggørelse af bestemte tiltag.
En generel udfordring med at promovere økologisk grisekød er, at det ikke bliver tilbudt i alle supermarkeder. Hvis vi vil promovere økologisk grisekød, er det nødvendigt at vi både kommunikerer klart om, hvordan økologien sikrer dyrevelfærden, og at alle danskere har muligheden for at købe økologisk grisekød, hvor grisene har haft et godt liv.
Workshoppen blev afholdt i regi af WelBredPOrg, som er en del af Organic RDD 8-programmet, der koordineres af Icrofs med tilskud fra GUDP under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Workshoppen blev organiseret af Rikke Thomsen fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug og Roos Zaalberg fra Aarhus Universitet.