Annonce

Annonce

Oliventræer i Italien ser ødelagte ud efter at være blevet angrebet af Xylella fastidiosa - plantepest

Xylella fastidiosa - plantepest - er ødelæggende for bl.a. oliventræer, der her i en italiensk region er døde efter at være blevet angrebet af bakterien. Foto: Sjor/Wikimedia Commons/4.0

Myndigheder står klar i lufthavnen for at advare danskere mod plantepest

Landbrugsstyrelsen er til stede i Københavns Lufthavn for at oplyse turister om, hvor farligt det kan være at tage planter, frø, frugt og grønt med hjem fra ferien.

Det kan være direkte ødelæggende for de danske planter og landbruget, hvis danskerne tager frø, frugt, grønt og planter med hjem fra ferien i udlandet. De risikerer nemlig at få farlige plantesygdomme med hjem i kufferten. Helt konkret advarer Landbrugsstyrelsen i disse dage mod den destruktive bakterie Xylella fastidiosa, også kaldet planternes pest, som er en af over 200 alvorlige plantesygdomme og skadelige insekter, der er på Landbrugsstyrelsens 'most unwanted'-liste.

Derfor er styrelsen til stede i Københavns Lufthavn d. 6. og 8. august for at oplyse danskerne om risikoen ved at medbringe planter og lignende fra udlandet. En anden skadesvolder, som styrelsen advarer imod, er visse frugtfluer fra fx Asien, der kan indføres med frugt.

Kampagnen er et led i en international oplysningskampagne (#PlantHealth4Life), der har til formål at forhindre skadelige plantesygdomme og insekter i at brede sig.

Karantæneskadegørere

Karantæneskadegørere er en række særligt alvorligt skadelige insekter, svampe, bakterier og vira, der ikke tidligere er fundet eller findes meget begrænset i EU.

Karantæneskadegørerne er regulerede og skal, i modsætning til andre typer af uønskede og invasive arter, udryddes hurtigst muligt, efter EU’s Plantesundhedsforordning, for at passe på vores fælles natur og planteproduktion, da de ellers kan lave uoprettelig skade på det danske natur- og planteliv.

Alle borgere har pligt til at anmelde det til Landbrugsstyrelsen, hvis de får en mistanke om, at de har fundet en karantæneskadegører. Du kan som borger anmelde en mistanke om karantæneskadegørere på vores hjemmeside via linket her, hvor du også kan læse mere om karantæneskadegørerne.

Du kan se Landbrugsstyrelsens plakat over 10 karantæneskadegørere ved at klikke her.

"Vi har set store ødelæggelser i andre lande, når en karantæneskadegører er kommet inden for landets grænser, så vores bedste råd til rejsende er, at de helt undlader at tage planter og frø med hjem fra ferien, for det er den nemmeste måde at undgå, at kritiske plantesygdomme og uønskede kryb kommer til Danmark. Det gælder især, hvis man rejser uden for EU," siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen for Planter & Biosikkerhed Kristine Riskær i en pressemeddelelse.

Danske planter er i risikogruppen

Som rejsende kan man altid tjekke reglerne på www.borger.dk ved at søge på ’rejse’ og på www.landbrugsstyrelsen.dk samt www.plantesundhed.dk, hvor det også er muligt at anmelde, hvis man har mistanke om fund af alvorlige karantæneskadegørere.

Hvis man tager blomster eller frø, frugt, grønt og planter med hjem fra lande uden for EU, skal man altid huske at få et officielt plantesundhedscertifikat, da det er et lovkrav og en garanti for, at det man tager med hjem i kufferten ikke indeholder potentielt ødelæggende insekter eller plantesygdomme.

Plantepesten forårsaget af Xylella fastidiosa har allerede angrebet og dræbt tusindvis af oliventræer Sydeuropa, og den smitter nemt fra plante til plante. Bakterien blev første gang opdaget i Europa i 2013, hvor den siden har slået millioner af træer ihjel i Italien, Frankrig, Spanien og Portugal. Bakterien har også angrebet mandeltræer på Mallorca.

Når en plante bliver smittet, mister den evnen til at optage vand og næring og dør. Den eneste kur er at destruere planten, så sygdommen ikke spreder sig yderligere.

Mange danske planter er i risikogruppen for at få plantesygdommen – f.eks. vin, valnød, rosmarin, blomme, eg, kirsebær.

Flere artikler fra samme sektion

Potentialet for at øge de økologiske udbytter er stort

ANALYSE: Kvælstof bestemmer den største del af de økologiske udbytter, og det er oftest den begrænsende ressource i en økologisk markplan. Fravær af pesticider koster også udbytter i en direkte sammenligning med konventionel planteavl. Det økologiske greb er at udmønte de grundlæggende økologiske principper til praktisk landmandskab, krydret med nye metoder og teknologier.

Skovforskning skal gøre grise mere bæredygtige

Aarhus Universitets forsøg ved Holstebro skal give økologiske griseproducenter et bud på, hvordan indretningen af grisenes folde kan begrænse kvælstofudledningen, så de bedre kan sikre kunderne mere bæredygtigt svinekød.

20-11-2024 7 minutter Næringsstoffer,   Klima,   Bæredygtighed,   Biodiversitet

Tørken i 2018 og regnen i 2024 var kun en forsmag på, hvad danske landmænd har i vente, viser nye klimatal

DMI's nye Klimaatlas beregner, at havniveauet omkring Danmark vil være 42 cm højere i slutningen af dette århundrede. Danske landmænd kommer i dén grad til at kæmpe med både meget våde og meget tørre perioder fremover, vurderer eksperter.

13-11-2024 7 minutter Klima