Lars Bredahl ville ønske, at han kunne gøre mere for hønsenes velfærd

Når lågerne til hønsegården åbnes, går det stærkt, og man skal skynde sig, hvis man vil tage et billede af det, som Lars Bredahl kalder »den hvide bølge«. Han sammenligner det med Øko-dag, hvor køerne kommer på græs efter et vinterhalvår i stalden.

»Du har nok fem sekunder,« siger han og forsvinder et øjeblik fra det hegn, vi står ved, hvorfra vi har udsigt til hønsegården, der er opdelt af trådhegn. Et øjeblik senere åbner lågerne sig, og det strømmer ud med hvide høns.

Bølgen.

Enkelte stopper op midt i mylderet, mens andre farer videre ud i hønsegården. Nogle vender om og løber pludselig den anden vej mod strømmen, som havde de forladt et tog, før de indså, at de havde glemt deres bagage.

»Jeg kan jo se på dem, om de er meget ude i solen eller ej, for jo mørkere deres kam er, desto mere er de ude,« fortæller han, mens han spejder ud over hønsegårdene, der er opdelt med trådhegn.

Her er plads til haner

Efter at have spredt sig rundt omkring i hønsegårdene begynder nogle høner at støvbade, andre går og pikker i jorden eller finder plads nær buskads, der er plantet såvel højt som lavt i gården.

To høner følger nysgerrigt efter en tredje høne, der har noget hængende ud af næbbet.

»Er det en frø?« spørger Lars Bredahl og fortæller, at han engang har set en høne komme gående med en muldvarp i næbbet.

Imellem de mange tusinde høner, som går i fem hønsegårde, der grænser op til hinanden, går der også haner. Omtrent 50 i alt fordelt i flokkene.

De ser ikke ud til at være så aktivt legende og undersøgende som hønerne, men går derimod frem og tilbage med højt hævet hoved og spejder omkring. Som om de observerer. En hane galer i baggrunden.

Først når der er helt ro i flokken, begynder de selv at slappe af og undersøge området, fortæller Lars Bredahl.

Dyrevelfærd er centralt

Det er ikke alle økologer, som har haner i flokken, for de spiser en del foder og lægger ingen æg, men for ham hører haner til. De sikrer et hierarki, som kan forhindre hønerne i at komme op at toppes, og er samtidig et værn mod rovfugle. Enkelte fugle cirkulerer netop nu i luften over hønsene.

Det helt centrale for ham i hans produktion er dyrevelfærden.

»Jeg føler virkelig, at det er det væsentligste i økologien. Der er også mange andre ting i økologien end dyrevelfærd, men lige for mig som producent er det dét, det handler om,« siger han.

På bordet indenfor i hovedhuset ligger ganske sigende det seneste eksemplar af medlemsbladet fra Dyrenes Beskyttelse.

»Jeg er også medlem af Danmarks Naturfredningsforening,« indskyder han.

»Jeg har det sådan her: Hjerte, hjerne, baglomme. I den rækkefølge. Hjertet først, så er der logikken, og økonomien skal selvfølgelig også være på plads. Men hvis du starter med baglommen, kommer du til at træffe nogle valg, som ikke er dyrevelfærdsmæssigt hensigtsmæssige.«

Anerkender problemerne

Han er dog samtidig fuldt bevidst om alle de ømme tæer i produktionen. De områder, hvor man er nødt til at gå på kompromis med dyrevelfærden, fordi produktionen samtidig skal være rentabel. Derudover er der også velfærdsudfordringer, som man lige nu ikke kan løse, fordi man mangler viden.

»Jeg kan jo ikke altid sige, at dyrevelfærden er i top. Jeg har også udfordringer, og jeg kan godt ærgre mig, hvis jeg nogle gange ikke lige når den ekstra tur rundt i stalden.«

Brystbensbrud, der rammer omtrent 9 ud af 10 æglæggende høner, er et eksempel på et problem, branchen forsøger at løse, men endnu har ingen knækket koden. Han nævner også fjerpilning som et tilbagevendende problem.

»Det går mig på, men giver mig også kamplyst. Jeg brænder for det her med velfærden – det er fuldstændig centralt for mig. Jeg er en staldmand, en dyremand. Du kan ikke sætte mig ud på en traktor, for jeg kommer ikke til at køre ret langt, før jeg keder mig.«

Derfor har han også bortforpagtet det meste af sine 16 ha.

»Jeg skal være hos dyrene. Jeg har tidligere siddet på kontor og lavet noget helt, helt andet, og da jeg så gik ind i det her, var det med ønske om at arbejde tæt på dyr.«

Enige om at sige op

Når han taler om at have siddet på kontor, refererer han til det liv, som han og hans kone, Mimi Bredahl, levede, før de flyttede til landbruget i Arden.

Dengang boede de i Billund, hvor hun arbejdede hos Lego, og han som key account manager hos et transportfirma i Billund Lufthavn, før han var i it-branchen et par år, inden internetboblen brast. Deres børn blev som regel hentet i institutionen som nogle af de sidste, og på et tidspunkt fik han og hans kone nok. Det var en fredag aften over en flaske rødvin, husker han.

»Den fremmede også beslutningen, og så sagde vi: Det stopper. Så sagde vi vores arbejde op og satte vores hus til salg.«

Da han omkring årtusindeskiftet startede som økologisk ægproducent, havde han en besætning på 3.000 høns. Det kunne han leve af dengang. Nu er hans besætning ca. fem gange større.

»Jeg kan være nok så idealistisk, men hvis jeg ikke kan få smør på brødet, så har jeg jo ikke noget at omsætte idealismen til.«

En hård periode

I 2022, da inflationen var på et ualmindeligt højt niveau, blev Lars Bredahl usikker på fremtiden for sin produktion.

Nære kolleger gik konkurs, og hver dag kostede det ham penge at levere æg, fordi foderpriserne var steget så kraftigt, uden at betalingen for æggene fulgte med. Regningen kunne han kun sende ét sted hen: Til dyrene.

Han sammenligner det med en gammel bil; den kan lige klare synet, men der er ikke penge til at forbedre den. Ligesom der ikke var penge til at investere i bedre forhold i staldene.

Han frygtede, at han var nødt til at skaffe sig af med hanerne, fordi de koster så meget ekstra i foder. Eller at han måtte stoppe med at sprede en ekstra lækker grovfoderblanding ud på gulvene for at give hønsene adspredelse. Tiltag, der ikke er krav om i økologien, og som kun er for Lars Bredahls egen regning.

»Jeg snakkede på et tidspunkt om det med Per Kølster (daværende formand i Økologisk Landsforening, red.), som sagde: ’Husk på, Lars: Økonomi er ikke et mål i økologien. Det er et middel til at opnå nogle mål’.«

Stolt over forpersonskab

Adspurgt om der er noget, han er særligt stolt af med sit arbejde for velfærd, ser han op og tænker så lidt, før han svarer.

Han indleder med at fortælle om stoltheden over, at han stadig er åben for at tilegne sig ny viden om, hvordan han kan udvikle sin produktion og dyrevelfærden, for »man kan nemt blive forstokket efter så mange år«, som han siger.

Derudover lægger han vægt på sit arbejde som forperson i Økologisk Landsforenings Æg- og Fjerkræudvalg, hvor han mener, at han har været med til at sætte og fastholde dyrevelfærd højt på dagsordenen.

»Så vil nogen måske også mene, at jeg har været lidt rapkæftet en gang imellem. Den rolle, jeg har spillet, tror jeg på, bidrager positivt. Jeg kan ikke sige, at jeg selv ligger i top med resultater, hvad angår antal æg og foderforbrug – jeg måler selvfølgelig på det – men jeg er sådan lidt…«

Han holder en kort pause, før han fortsætter lidt mere lavmælt:

»Hvis de så lægger lidt færre æg; så længe de har det godt, og jeg kan se, at de er fuldfjerede – det betyder alt.«

Der er jo også nogle, der hævder, at dyrevelfærden er bedre i det konventionelle system, for der har de færre skader, de bliver ikke taget af ræven, og de er i et lunt miljø. Hvorfor mener du så, at dine høns har bedre velfærd end de konventionelle?

»Det gør jeg, fordi jeg mener, at vi i vores produktion har en meget klar til reference til det naturlige liv. Vi må se på, hvordan de ville have levet i naturen, og det forsøger vi at kopiere. Ikke 1:1, men jeg tør godt sige, at vi er Europamestre i hønsegård, når det handler om berigelse og høj og lav bevoksning. Vi har kigget på junglefuglen og dens adfærd, så det er helt bevidst. Etagesystemet er et forsøg på at lave et system i forskellige niveauer, hvor de kan gå op i højden og søge ned mod jorden eller hoppe op og sidde på en pind. Jeg har stadig en masse ideer til at forbedre hønsegården.«

Han tegner med fingrene i luften, mens han taler, som for at illustrere de forskellige måder at berige gården på.

Hvad skal et æg koste, for at du kan lave den bedste dyrevelfærd, du kan forestille dig?

»Hvor jeg gav den gas?«

»Ja.«

»Så skulle jeg have nogle helt andre racer og bruge den gamle stald (han har to stalde; en ny og gammel, red.) Så ville jeg vælge nogle, som har en lavere produktivitet og spiser mere foder. Så skulle jeg have måske 25 øre mere per æg. Nu får jeg 1,30 kr. for et medium/large æg.«

Han vurderer, at betaler forbrugerne ca. 30 kr. for en bakke med 10 æg, vil det kunne rykke »rigtig meget« – så længe den øgede avance ikke bare havner i kædernes lommer.

Vi er vænnet til discount

Godt nok er en tredjedel af alle solgte æg økologiske, men detailhandlen har presset priserne så meget, at forbrugerne har vænnet sig til, at også de økologiske æg skal være billige, i en grad som ikke er holdbar, mener Lars Bredahl.

»De er jo altid på tilbud,« siger han med tryk på »altid«.

»Altid,« gentager han.

»Det forplanter sig ned gennem systemet, og barren sænkes for, hvad der er tilbage til producenten og i sidste ende hønen.«

Tilbudskrigens stærke konkurrenceparameter har gjort, at Lars Bredahl har mistet troen på, at markedskræfterne er til gavn for dyrenes velfærd.

Han mener derfor, at det er op til producenterne og pakkerierne selv at blive enige om nogle retningslinjer, som stiller højere krav til velfærden end i dag.

Han ser med længsel mod Tyskland, der efter hans vurdering har skrappere krav til velfærden for øko-høns samt en højere notering for æggene.

»Det er en Formel 1-maskine her i Danmark. Det er nok ikke kun på ægområdet, men hele vejen rundt, tænker jeg. Det skal være stort, det skal gå stærkt og være produktivt. Vi skal passe på, at vi ikke glemmer det, vi kommer fra; økologiens grundprincipper og det som hele den økologiske produktion er bygget på. At vi i vores iver og ambitioner om vækst ikke glemmer hjertet i den produktion. Det kan godt gøre mig lidt nervøs nogle gange, og jeg synes, det går lidt rigeligt stærkt nogle steder.«

Du refererer til din egen flok som en Formel 1-maskine?

»Ja, det gør jeg. Det er jo de dyr, jeg har mulighed for at have. Jeg har reelt ikke noget valg. Jeg kunne godt vælge en brun afstamning, men spørgsmålet er, om den overhovedet kunne fungere i et etagesystem. Det er ikke sikkert, det er så godt.«

Så producenter som dig er underlagt et system, der er indrettet til »Formel 1«?

»Ja. Ja, det er vi. Et produktionssetup og en værdikæde, som kun honorerer, hvis det er Formel 1. Hvis jeg valgte en brun høne og bad om 12-14 øre mere per æg, ville jeg bare få at vide, at jeg kan få det samme, som jeg får i forvejen.«

Ét er, hvad man kan gøre i staldene – noget andet er, hvad vi vælger, når vi står i supermarkedet. Her er behov for en opsang til danskerne, som han mener går for meget efter pris og for lidt efter madens ophav.

»Det er i stalden, vi skal satse på nogle ting, men hvis vi virkelig skal flytte noget, så skal vi kigge på tallerkenen. Det er tallerkenen, der flytter tingene. Folk skal tænke over, at det betyder noget, hvad de putter på tallerkenen. Jeg drømmer om en folkelig bevægelse for mad. Det at vi spiser sundt, investerer i vores helbred, dyrevelfærd og så videre. Mange kan nok godt se, at vi er kørt ud over kanten på nogle områder. I hvert fald med vores konventionelle landbrugsdyr.«