Hegnsholts høns lever af restprodukter som mask, pulp og chillisovs

Der er trængsel ved fodertruet på Hegnsholt, hvor hønsene ivrigt begraver næbbet i den fugtige foderblanding, som de får serveret hver formiddag. Den består af de restprodukter, som det midtsjællandske landbrug hver uge henter fra lokale bryggerier, møllerier og brødproducenter m.fl.  

Den røde farve stammede denne dag fra den økologiske frugtpulp og et parti chilisovs, som udgjorde en del af foderet, da Økologisk Nu tidligere på året besøgte det midtsjællandske landbrug ved Lejre.

Her har Jesper og Johanne Schimming gennem syv år arbejdet ud fra en cirkulær foderstrategi, som går ud på i videst muligt omfang at fodre gårdens 200 grise og 2.000 æglæggende høns med restprodukter fra fødevareindustrien og fødevarer, som af en eller anden grund ikke kan sælges i butikkerne.

De hvide høns er vilde med mask og pulp

Ved en session på Økologikongressen fortalte den autodidakte landmand og Niels Finn Johansen, konsulent ved Innovationscenter for Økologisk Landbrug, om de gode erfaringer og perspektiverne ved at fodre med restprodukter, som ellers risikerer at ende som affald.

Erfaringerne fra Hegnsholt viser, at der er forskel på hønseracernes livretter, og det er især de hvide høns, som er vilde med de forskellige typer af biprodukter som mask, klid og frugt- og grøntsagspulp. Også frasorterede ukrudtsfrø og kasseret brød står højt på hønsenes menukort.

”Vi henter restprodukter mandag, onsdag og fredag, og når de lander på gården, handler det om hurtig ind og hurtig ud, da der tit er tale om letfordærvelige varer,” sagde Johanne Schimming.

Hun mener, at mange flere landmænd med fordel kan benytte restprodukter som foder.

”Der står ikke noget om fodring med restprodukter i økologireglerne, men restprodukterne skal overholde kravene i foderreglerne, og de skal komme fra økologicertificerede produktioner,” sagde Johanne Schimming, som anbefaler, at man holder sig til vegetabilske råvarer, hvor der er færre krav til håndtering og dokumentation. 

Ret vide spilleregler

Af reglerne fremgår det, at foderet ikke må indeholde fordærvede varer, som kan skade mennesker og dyr eller risikerer at sprede sygdomme i besætningen eller blandt de personer, der passer hønsene.

Ellers er der ret vide spilleregler for, hvilke restprodukter landmanden må fylde i fodertruget, men ifølge Niels Finn Johansen er man nødt til at sikre sig, at næringsværdien er i orden.

Under en gennemgang af foderplaner og økonomien i at fodre med restprodukter, pointerede han, at det især er vigtigt at sikre et tilstrækkeligt indhold af aminosyre og ved siden af hønsenes noget utraditionelle menu, får de både græs, kalk, vitaminer og tilskudsfoder for at opretholde en høj æglægningsprocent, som på Hegnsholt ligger på ca. 90 pct.

Mens grisene stort set udelukkende bliver fodret med restprodukter, er hønsene med andre ord lidt mere kræsne eller rettere krævende, da de ifølge Niels Finn Johansen er vanedyr, som har behov for en meget ensartet fodring.

Netop det forhold er en af flere årsager til, at Johanne Schimming mener, at der bør være basis for at etableret en fabrik, der kan stå for at indsamle og blande restprodukter og levere dem ud til flere landmænd, som er med på den cirkulære tankegang.

Dyr transport og håndtering

Siden 2020 har Johanne Schimming deltaget i projektet 'Recirkulering mellem by og land', som bl.a. går ud på at inspirere flere landmænd til at fodre med restprodukter, men det kan være en dyr løsning, hvis man selv skal hente og blande alle restprodukterne.

For selv om Hegnsholt får restprodukterne gratis, viser beregninger, at transporten og håndteringen af restprodukterne giver en foderpris på to kr. pr. kg.

”Det er godt halvdelen af prisen for normalt hønsefoder, men da næringsindholdet kun udgør en tredjedel af normalt foder, skal hønsene spise tre gange så meget for at få dækket deres behov. Det svarer til 290 g pr. høne,” forklarede Niels Finn Johansen.