Annonce
Annonce
Forskere har observeret, at grisens krølle på halen især ses, når dyrene er i bevægelse, som der jo er god mulighed for i udendørsmiljøet. Men halen behøver ikke nødvendigvis være krøllet, bare fordi en gris oplever noget positivt. Foto: Colourbox
Halen fortæller, at grisen er glad for udelivet
Et nyt studie har undersøgt sammenhængen mellem frilandsgrises halepositioner og grisenes adfærd. »Hvad grisen fortæller med halen er altså en kompleks sag,« siger en forsker.
Den krøllede grisehale er for mange danskere et positivt tegn. Men grisene har mange forskellige halepositurer, og ikke kun den krøllede hale fortjener fokus.
Det forklarer Mona Lilian Vestbjerg Larsen til magasinet Økologisk. Hun har en ph.d.-grad og forsker i grises adfærd ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet.
Hun understreger, at man ikke ved med sikkerhed, hvordan grisene bruger halen i deres kommunikation.
»Men der må være en mening med de mange positioner, grisenes haler kan være i. Vi ved generelt mere om de halepositioner, der viser ubehag hos grisene, såsom når grisen gemmer halen imellem benene. Men andre halepositioner fortjener også vores opmærksomhed,« siger hun og henviser til et nyt studie lavet på frilandsgrise af forskere fra Polen og Storbritannien og offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Animal i april i år.
Knap 5.000 observationer
I studiet zoomede forskerne ind på sammenhængen mellem frilandsgrises haler og grisenes adfærd.
I artiklen skriver forskerne, at studiet bygger på næsten 5.000 observationer, og at grisenes haler var i en fuldt krøllet position i 29 pct. af tilfældene samt i en halvkrøllet position i 30 pct. af tilfældene.
Halerne var desuden aktivt hængende i 35 pct. af tilfældene. Det vil sige, at frilandsgrisenes haler i 94 pct. af tilfældene var i positioner, der kan tolkes som positive. Halerne kun var gemt imellem benene i 0,5 pct. af tilfældene.
Krøllen på halen var der især, når dyrene var i bevægelse, som der jo er god mulighed for i udendørsmiljøet. Når dyrene havde en adfærd, der kan tolkes som positiv, var halen for det meste aktivt hængende. Det var for eksempel, når grisene rodede i jorden og havde social kontakt med andre grise.
»Hvad grisen fortæller med halen er altså en kompleks sag. Halen skal ikke nødvendigvis være krøllet, før grisen viser, at den har det behageligt i situationen. Og hvad, grisen fortæller med halen, kan også afhænge af for eksempel dens alder og dagens vejr. Det er helt sikkert noget, vi skal undersøge nærmere i fremtiden for at få den fulde historie fra grisen,« siger Mona Lilian Vestbjerg Larsen.
Flere artikler fra samme sektion
Økologer skal forbedre håndteringen af skadedyr og sygdomme i hestebønner
Der er fordele for både landmanden og jordfrugtbarheden ved at dyrke hestebønner. Men hvis man vil opnå samme mængde hestebønner i økologisk landbrug som i konventionelt, skal økologerne forbedre måden at håndtere skadedyr og sygdomme på.
Flere øko-kyllinger har gangproblemer, efter at branchen har øget tilvæksten
Der er sket et fald i andelen af økologiske slagtekyllinger, der kan gå helt ubesværet. Forskere vurderer, at det kan skyldes en ny race, der vokser hurtigere.
EU-studie: Økologi er mere miljøvenligt end konventionelt landbrug
En gennemgang af 77 studier viser, at økologi på mange parametre er bedre for sine omgivelser end konventionelt landbrug.