Flere banker vil stille klimakrav til deres landbrugskunder

Fremover vil Nordea kreditvurdere sine landbrugskunder ud fra bl.a. udledningen af drivhusgasser. Andre banker vil også stille grønne krav til landbrugskunderne.

23. oktober 2023
Læsetid: 2 minutter
køer på græs med en vindmølle i baggrunden
Landmænd skal regne med flere krav til bæredygtighed i fremtiden fra deres banker. Arkivfoto: Økologisk Landsforening

Klimamål bliver et lige så vigtigt element som det årlige budget, når Nordea fremover skal kreditvurdere sine landbrugskunder.

Banken, der i 2022 havde udlån på 40,3 mia. kr. til landbruget, har nemlig sat et nyt mål for landbrugskundernes udledning af drivhusgasser: Disse skal være nedbragt 45-55 pct. i 2030 i forhold til 2021. Det skriver Landbrugsavisen.

Kravet betyder, at landmanden fremover skal kunne dokumentere, at vedkommende er i gang med at reducere sine udledninger.

"Når vi kreditvurderer, ser vi på kundernes fremtidige indtjeningsevne, og om de kan sælge deres produkter i fremtiden. Så for mig at se, er det at have en transitions- og reduktionsplan for CO2-udledningen et væsentligt element i at fremtidssikre sin bedrift, ligesom du viser en økonomisk plan i et budget, siger Morten Riget til Landbrugsavisen.

Nordea er ikke ene om at stille bæredygtighedskrav til sine kunder - flere banker, som Landbrugsavisen har talt med, siger, at de arbejder på lignende krav.

Skjern Bank har siden begyndelsen af året kreditvurderet mælkeproducenterne efter Arlas klimamodel. Modellen sikrer nemlig en højere afregningspris til de producenter, der iværksætter klimatiltag, og det afspejler sig i en bedre kreditværdighed, har bankens landbrugschef, Christian Nørskov Thomsen, udtalt til AgriWatch.

Vestjysk Bank, der i 2022 havde udlån til landbruget for ca. 3,5 mia. kr., oplyser til Landbrugsavisen, at den også arbejder på klimakrav, men udformningen af dem er endnu ikke fastlagt. Sparekassen Danmark, med udlån på 4,8 mia. kr., vil stille krav til ESG-parametrene, der handler om miljø, sociale forhold og ledelse. Banken understreger dog, at den ikke vil stille "firkantede krav" til sine kunder. Desuden er Danske Bank i dialog med sine landbrugskunder om bedrifternes klimaaftryk.