Alvorlig fjerkræsygdom fundet i kolonihave i Aalborg
Fødevarestyrelsen påbegynder torsdag aflivningen af mere end 1.000 duer, høns, papegøjer og parakitter efter fund af Newcastle disease i en kolonihaveforening i Aalborg.

Statens Serum Institut har påvist Newcastle disease blandt 40 duer i en kolonihaveforening på Hønsevænget i Aalborg SV. Derfor er Fødevarestyrelsen gået i gang med at aflive op mod 1000 dyr i kolonihaverne, oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Newcastle disease er en virussygdom, der er dødelig for de fleste fugle og fjerkræ, men ikke farlig for mennesker, heller ikke hvis man spiser æg eller kød fra smittede dyr. Sidste år fandt myndighederne den samme fjerkræsygdom i en kolonihaveforening med fuglehold ved Næstved, men ellers har sygdommen været en sjælden gæst i Danmark, oplyser myndighederne.
Vaccine er obligatorisk
Fødevarestyrelsen er i gang med at undersøge, om fjerkræsygdommen har spredt sig til fugle hos hobbyavlere, der har købt æg og fjerkræ fra fuglehold i kolonihaveforeningen eller på anden vis har været i kontakt med fugle fra Hønsevænget.
Der findes effektive vacciner mod Newcastle disease, og det er obligatorisk at vaccinere fjerkræ i Danmark. Derfor er dyrlægerne i Fødevarestyrelsen ikke umiddelbart bekymrede for, at sygdommen spreder sig til landets store hønse- og kalkunfarme, sådan som det har været tilfældet med fugleinfluenza.