Annonce
Annonce
Et kommende værktøj skal kortlægge bedriftens klimaaftryk og vise, hvordan aftrykket kan reduceres. Foto: Colourbox
Alle landmænd skal kunne beregne gårdens klimaaftryk
SEGES og Økologisk Landsforening går nu i gang med at udvikle fremtidens landbrugsredskab: Et digitalt værktøj, som landmanden kan bruge til at beregne sin gårds klimaaftryk. Når værktøjet er klar i slutningen af 2021, kan det vise konkrete veje til at sænke landbrugets klimaaftryk.
PRESSEMEDDELELSE
Næste år får danske landmænd et helt nyt redskab: Et
digitalt klima-værktøj, som kan hjælpe det enkelte landbrug til at få et lavere
klimaaftryk.
Værktøjet vil kunne beregne, hvor meget hver enkelt gård påvirker klimaet. Derudover kan det sammenligne bedriftens klimaaftryk med andre bedrifters aftryk, og så kan det komme med forslag til, hvad landmanden kan gøre for at gøre klima-aftrykket lavere.
Udviklingen af værktøjet er støttet af Miljø- og Fødevareministeriet via Promilleafgiftsfonden for landbrug med 7,6 millioner kroner. Efter et åbent udbud er opgaven lagt i hænderne på Økologisk Landsforening og landbrugets innovationshus SEGES.
- Det er virkelig en god nyhed. Det har meget store perspektiver både for den enkelte landmand og for landbruget som helhed. Når vi har udviklet værktøjet, kan landbruget arbejde meget mere målrettet med at sænke udledningen af klimagasser, siger Hans Roust Thysen, chef for Center for Klima og Bæredygtighed i SEGES.
- Det nye værktøj har en kæmpe betydning. Alle steder, hvor vi kan reducere klimaaftrykket, er positivt. I landbruget har vi et stort ansvar for at nedsætte vores klimaaftryk, og landmændene har brug for værktøjer for at nå i mål med det. Det får de med dette klimaværktøj. Det er til gavn for alle, siger Peder Bligaard, landbrugschef i Økologisk Landsforening.
Klimaværktøjet
- Bliver digitalt og brugervenligt, og så skal det kunne indsamle data om gården fra flere kilder.
- Arbejdet med at udvikle klimaværktøjet og et rådgivningskoncept starter nu og løber til og med 2021, undervejs testes det på konkrete landbrug.
- Det skal pege på landmandens handlemuligheder.
- Det skal være muligt både at beregne det klimaaftryk, gården efterlader i Danmark, og det livscyklus-aftryk gårdens produkter baseret på internationale standarder afsætter, det vil sige inklusive varer indkøbt til gården og solgt fra gården.
- Landmænd og rådgivere inddrages løbende i udvikling og test af klimaværktøjet og rådgivningskonceptet. Målet er, at det får mange landmænd til at bruge værktøjet, og jo flere, der bruger det, jo bedre er mulighederne for at benchmarke bedriften.
Klimaværktøjet vil kunne bruges af alle landmænd, inden for driftsgrenene kvæg, svin, fjerkræ, planteproduktion og visse typer grøntsagsproduktion, uanset om gården er konventionel eller økologisk.
Mere gennemsigtighed
Det vil uden tvivl motivere mange landmænd at få konkret indsigt i gårdens klimapåvirkning og kunne sammenligne egen gård med andres. Det mener både Hans Roust Thysen og Peder Bligaard.
- Det bliver et uvurderligt redskab for landmanden og den enkelte bedrift. Det kommer til at skabe ejerskab og øge motivationen for at lave tiltag, der gør bedriften mere klimavenlig, siger Peder Bligaard.
- Danske landmænd og fødevarer er i forvejen kendt som nogle af de bedste i verden, og når hver enkelt gård kan arbejde så håndgribeligt med at sænke klimaaftrykket, så vil det helt sikkert også vække genlyd ude i verden, og dermed styrke de danske landbrugsvarers internationale konkurrenceevne, siger Hans Roust Thysen.
Som supplement til klima-værktøjet skal landmanden kunne få rådgivning om, hvordan klimaaftrykket kan forbedres. Derfor kommer Økologisk Landsforening og SEGES også til at udarbejde et rådgivningskoncept på området.
Dette er en pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening og SEGES. Det er tilladt at kopiere og bringe den på andre nyhedssider.
Flere artikler fra samme sektion
Landmænd kan få gratis tjek af deres bedrift i 2025
I år har konventionelle landmænd mulighed for et gratis omlægningstjek, hvis de overvejer økologien, mens økologer kan få et gratis udviklingstjek, hvis de ønsker at udvikle og fremtidssikre deres bedrift.
Selskaber lukker grønt gødningsprojekt
DLG, Danish Agro, Danish Crown og Arla har i fællesskab besluttet at lukke selskabet Green Fertilizer Denmark, som dermed aldrig kom i gang med en produktion af grøn gødning. Årsagen er stigende omkostninger.
Lego har købt Danmarks første skovlandbrug, og det skaber uvished om den økologiske drift
Danmarks første større skovlandbrug, der blev plantet i 2019, er nu blevet solgt til naturfonden Kirkbi i et partnerskab med Esbjergs forsyningsselskab, Din Forsyning. Under seneste høst kunne ejeren Bjarne Larsen ellers for første gang høste frugt og bær på de lange rækker af frugttræer mellem markerne.