Annonce

Annonce

Virksomhederne står i kø til BioFach

Flere eksportivrige virksomheder står på venteliste til en plads på verdens største økologimesse, hvor den danske fællesstand var udsolgt på rekordtid.

12. december 2019
Læsetid: 4 minutter

I 2020 rykker den danske fællesstand med 40 danske udstillere tættere på de tyske haller i Messecenter Nürnberg, og ifølge Økologisk Landsforening har det øget interessen for at deltage, da mange producenter fokuserer på det tyske marked.

Interesse for at udstille på verdens største økologimesse, BioFach, er større end nogensinde blandt de danske producenter af økologiske drikke- og fødevarer. Det oplyser Økologisk Landsforening, som igen i år arrangerer den danske fællesstand på BioFach i tæt samarbejde med eksportnetværket Bio Aus Dänemark.

Fagmessen i Nürnberg lokker normalt over 50.000 besøgende til Nürnberg i februar måned, og ifølge Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, ØL, er det et meget bredtfavnende hold på 40 danske, 'toptunede' virksomheder, som udstiller deres produkter på den internationale messe.

Pernille Bundgård ser frem til nogle travle dage sammen med de 40 danske udstillere på BioFach. Foto: Økologisk Landsforening

"Der er et godt miks af store etablerede virksomheder og små innovative producenter, som gerne vil prøve kræfter med udlandet, og pladserne på fællesstanden blev i år udsolgt på rekordtid, så lige nu har vi et par virksomheder på venteliste," siger Pernille Bundgård, som dog stadig kan tilbyde 'pixiepladser' til virksomheder, som primært ønsker at benytte faciliteterne på fællesstanden, som tilbyder forplejning og plads til at holde møder med potentielle kunder.

Den store interesse for at deltage på 2020-udgaven af BioFach kan ifølge Pernille Bundgård hænge sammen med, at den danske fællesstand næste år får en meget attraktiv placering i messecentret.

"Selv om BioFach er en international messe, er halvdelen af indkøberne fra Tyskland, og mange af de danske udstillere fokuserer meget på det tyske marked, som er Danmarks største eksportmarked for økologi," siger Pernille Bundgård.

BioFach

  • Økologimessen BioFach bliver afviklet i Nürnberg fra 12.-15. februar.
  • Sidste år var der 2.983 udstillere
  • Gæster: 51.500 fra 143 lande

I 2013 hentede danske producenter af økologiske fødevarer over halvdelen af eksportindtægterne i Tyskland. Siden dykkede andelen i et par år til 38-39 pct., men de seneste to år er det tyske marked igen vokset i betydning, og det er suverænt det vigtigste eksportmarked, som i 2018 aftog 42 pct. af Danmarks samlede økologieksport, mens Sverige som det næstvigtigste marked bidrager med 15 pct. af de danske eksportindtægter.

Derfor mener Pernille Bundgård, at det kan have stor betydning, at fællesstanden næste år rykker fra hal 5 til hal 6, som er en halvt tysk og en halvt international hal, som ligger klos op ad hal 7, som er forbeholdt tyske udstillere.

De finske og svenske stande flytter med ind i den nye hal, hvor Danmark overtager Naturlands plads. De danske udstillere skal dele en stand på næsten 500 kvm, og med afsæt i de gode erfaringer fra Nordic Organic Food Fair i Malmø, bliver den indrettet med stort fokus på bæredygtighed.

I Nürnberg bliver standopbygningen mere traditionel, men den får nogle bæredygtige twist.

"Vi har mest mulig fokus på bæredygtighed, miljø og ansvarlig produktion og implementeret så meget, som vi kan få lov til, fra Malmø-messen," siger Pernille Bundgård.

Men når først messen åbner, bliver der ikke sparet på energien, lover eksportchefen.

"Så handler det om det kommercielle, så udstillerne får nogle nye kontakter med hjem, for i sidste ende handler det jo om, at virksomhederne skal kunne leve af det," siger Pernille Bundgård, som tror, at nedgangen i eksport af økologi i 2018 var et bump på vejen.

"Faldet på to pct. skyldtes i høj grad tørken, og jeg forventer, at eksporten er tilbage på vækstsporet, når Danmarks Statistik opgør tallene for 2019. Jeg glæder mig utrolig meget til BioFach, hvor vi skal præsentere indkøberne for de mange dygtige virksomheder, der har et bredt sortiment af varer med, som bliver efterspurgt i udlandet," siger hun.

Den danske fællesstand rummer i 2020 40 udstillere.

Flere artikler fra samme sektion

Rekordmange har allerede tilmeldt sig Klimahandledagen

To uger inden det landsdækkende klimaevent har over 133.000 tilmeldt sig til de hundredvis af forskellige aktiviteter, hvoraf mange er gratis at deltage i.

10-04-2025 2 minutter Klima,   Events

For første gang afholder Kalø Økologisk Landbrugsskole Økodag - og det er ikke kun for gæsternes skyld

De færreste landbrugselever har råd til at etablere sig som selvstændige på et storlandbrug. Derfor skal de lære at være landbrugere på en ny måde - og Økodag er et vigtigt led i den læring. Landbrugsskolen på Kalø vil nu udvide sin gårdbutik og fremover holde flere åbne arrangementer.

08-04-2025 9 minutter Økodag,   Kvæg,   Dyrevelfærd,   Uddannelse

Nocla-stifterne: Forskellighed er en af vores styrker

Nocla er stiftet af et dedikeret founderteam med meget forskellige kompetencer, men de er enige om kursen.

08-04-2025 4 minutter Virksomheder,   Eksport