Annonce

Annonce

Trumps toldhammer rammer næppe den økologiske eksport særlig hårdt

Mens udsigten til en global handelskrig mellem USA og resten af verden får aktiekurserne til at falde, er humøret stadig intakt hos de danske eksportører af økologi til USA.

04. april 2025
Læsetid: 4 minutter
Lageret er fyldt med forskellige typer ost

Trods udsigten til 20 pct. told på danske varer, ser Thise Mejeri fortrøstningsfuldt på muligheden for at øge eksporten af Vesterhavsost til USA. Arkivfoto: Jakob Brandt

Mens politikere og virksomheder i det meste af verden de seneste døgn har haft travlt med at analysere og kritisere effekten af Donald Trumps globale toldhammer, er retorikken mere afdæmpet hos de største danske eksportører af økologiske varer til USA.

Trods udsigten til en fælles told på 20 pct. for alle EU-lande, vurderer hverken Thise Mejeri eller Danish Crown, at tolden behøver at få den store effekt for økologieksporten.

Af de seneste eksporttal fra Danmarks Statistik fremgår det, at Danmark i 2023 eksporterede økologiske varer for 111 mio. kr. til USA. Det svarer til knap 4 pct. af Danmarks samlede økologieksport, så selv om USA er verdens største marked for økologi, fylder det amerikanske marked ikke så meget i Danmarks økologiske eksportstatistikker.

I dem kan man se, at halvdelen af den danske eksport bestod af kød og kødvarer, og pressechef i Danish Crown, Jens Hansen, ærgrer sig over, at Trumps såkaldte gengældelsestold nu rammer selskabets eksport til USA.

”Det skaber en masse uro på markedet, men nu skal vi have en snak med vores amerikanske kunder,” siger Jens Hansen.

Begrænset øko-eksport til USA 

Totalt eksporterer slagterikoncernen årligt kød for knap 700 mio. kr. til USA, men selv om det er vanskeligt at spå om, hvilke konsekvenser den nye told får, og hvilke modsvar der kommer fra EU, ser Danish Crown fortrøstningsfuldt på det fremtidige salg til USA.

”Vi kan ikke afvise en lille nedgang i salget, men vores eksport består i høj grad af nicheprodukter, som ikke er så konkurrenceudsatte, så vi forventer, at vi har rimelig gode muligheder for at fastholde vores eksport på nogenlunde samme niveau som nu,” siger Jens Hansen.

Noget lignende gælder ifølge hans vurdering for eksporten af økologisk kød fra datterselskabet Friland A/S, hvis USA-eksport kun udgør en lille brøkdel af selskabets samlede eksport.

”Det er en begrænset andel, som går til det amerikanske marked, men det er en attraktiv del, som vi er klar til at kæmpe for,” siger Jens Hansen om det økologiske grisekød, som bl.a. omfatter kød fra grise, som aldrig har fået antibiotika, hvilket er en vigtig adgangsbillet til det amerikanske marked.

Den næststørste eksportkategori er mejerivarer og æg, som i 2023 udgjorde knap 16 mio. kr., og hos Thise Mejeri, som har en mindre eksport af Vesterhavsost, er de 20 pct. told nogenlunde det niveau, som Salling-mejeriet havde forventet.

”Nu kender vi niveauet, og det næste, der skal ske, er, at vi skal snakke med vores samarbejdspartner i USA,” siger Petter Aagesen, salgsdirektør hos Thise.

Han var i slutningen af marts på forretningsrejse til netop USA, hvor mejeriet i øjeblikket arbejder på at opbygge en større eksport af ost, som er baseret på mælk fra køer, som aldrig er blevet behandlet med antibiotika.

Gode kort på hånden

På trods af den kommende told, vurderer Petter Aagesen, at Thise har gode kort på hånden i forhold til at øge eksporten af ost, da mejeriet har fået den eftertragtede USDA-økologicertificering. Den kan mejerier kun opnå, hvis de kan levere produkter, som er baseret på råvarer fra dyr, som ikke er blevet behandlet med antibiotika.

Han forventer, at værdien af den amerikanske certificering er så stor, at den på længere sigt vil bane vej for en større eksport til USA, men tolden kan måske betyde, at det kommer til at tage lidt længere tid at skrue op for eksporten af ost.

Tolden får ikke stor betydning for Arla

Arla Foods har både eksport til USA og driver et ostemejeri i staten Wisconsin, og LandbrugsAvisen har derfor bedt om mejerikoncernens reaktion på Trump-tolden:

”Arla støtter den frie handel, og det er bekymrende, når hvilket som helst land opstiller barrierer for den. USA, hvor vi både har lokal produktion og import af produkter, er et forholdsvis lille marked for os, og dermed vil den nye toldsats have relativt lille betydning for vores samlede forretning. Men vi holder naturligvis nøje øje med situationen," siger pressechef Bjarke Munk Kamstrup fra Arla til mediet. 

Flere artikler fra samme sektion

Ny aftale åbner stort asiatisk marked for økologiske fødevarer

Ny aftale mellem EU og Japan gør det nemmere at eksportere økologiske drikkevarer, mejeri- og kødprodukter til Japan.

07-04-2025 2 minutter Eksport

Dyrevenner tropper op med kaffe på OK's hovedkvarter for at få turbokyllingen ud af Coop

Coop har længe vaklet med at udfase turbokyllingen fra sit sortiment, og Anima har derfor sat sig med informationsmateriale og kaffe foran OK's hovedkontor for at komme i dialog med koncernens direktør, som også er næstformand i Coop Danmarks bestyrelse.

03-04-2025 4 minutter Dyrevelfærd

Vild start for Madmarked: Det overgår vores vildeste fantasier

Over 10.000 glade kunder lagde vejen forbi Alma på Sylows Allé i løbet af butikkens første fire åbningsdage.

01-04-2025 2 minutter Dagligvarehandel