Annonce
Annonce
Irma har på mange områder været en frontløber i dansk dagligvarehandel, og kæden har fungeret som indgang til detailhandlen for mange nye øko-produkter, men et forsøg på at redde kæden er slået fejl.
Tidligere topfolk fra Irma opgiver at redde kæden
Ifølge tidligere Irma-direktør Alfred Josefsen har Coop desværre ikke ønsket at medvirke til Irmas overlevelse, og han mener, at Coop bærer ansvaret for, at Irma-kæden nu må lukke.
”Vi må gi’ op!”
Sådan lyder overskriften på en pressemeddelelse, som den tidligere Irma-direktør Alfred Josefsen onsdag bragte på sin LinkedIn-profil. I meddelelsen beklager han, at det ikke har været muligt at finde investorer til at redde den dagligvarekæde, som han selv stod i spidsen for fra 1999 og 12 år frem.
I den periode var han med til at opbygge en meget stærk økologisk profil for Irma-butikkerne, og Alfred Josefsen mener, at Coop bærer hovedansvaret for, at den 137-årige kæde snart er fortid og at han nu må opgive håbet om at finde investorer, som kan overtage kæden.
”Jeg har talt og kommunikeret med mange mulige investorer, som har været overvældende positive og udtrykt stor sympati for at medvirke i redningsaktionen. Alle har selvfølgelig efterspurgt oplysninger om salgsprisen og omfanget af en eventuel handel. Nogle oplysninger, som jeg forgæves har anmodet Coop’s direktion om,” siger Alfred Josefsen.
I en mail til FødevareWatch forklarede Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, at Coop for mere end tre måneder siden ”engagerede” den tidligere Irma-direktør til at finde en køber, der ”ville, kunne og måtte drive Irma videre som selvstændig kæde.”
”Det er ikke lykkes hverken ham eller os at finde en aktør, der måtte og ville have den nødvendige skala og infrastruktur til at koble Irma på – samt naturligvis de finansielle midler til en sådan milliardinvestering og vilje til finansiering af driftstabet ved at køre Irma videre som selvstændig kæde,” skriver Jens Juul Nielsen om begrundelsen for lukningen til FødevareWatch.
Coop stod fast på beslutning om lukning
”Os, der kender Irma, vidste godt, at meldingen om lukning ville vække mange følelser og gøre rigtigt mange mennesker kede af det i butikkerne, blandt kunderne og hos Irmas mangeårige og trofaste leverandører,” siger Alfred Josefsen.
Han beskriver det som helt fantastisk at opleve engagementet fra de mange tusinde kunder og leverandører, som gennem de seneste dage via de sociale medier og i pressen har givet udtryk for, hvor vigtigt det er at bevare Irma.
Som tidligere direktør for Irma, har Alfred Josefsen heller ikke selv kunnet holde sig i ro, men har med egne ord forsøgt at gøre, hvad han kunne for at ændre beslutningen om at lukke Coop-kæden.
”Men desværre har Coop ikke ønsket at medvirke til Irmas overlevelse. Tværtimod har Coop nægtet at kommunikere en ønsket salgspris, og derved falder hele intentionen om at undersøge andre veje og muligheder til jorden. Coop står fast på beslutningen og har internt meddelt, at der ikke vil blive ændret på denne,” beklager den tidligere Irma-direktør, som beskylder Coop for ”mange års misrøgt” af kæden, som nu fører til, at Danmark mister en dagligvarekæde, som igennem årtier er gået forrest på vigtige områder som dyrevelfærd, fødevarer af kvalitet, økologi, biodiversitet, madinspiration og klima.
”På Irmas og egne vegne føler jeg grund til at takke alle for den fantastiske opbakning. Og på en eller anden måde tror jeg, at Irma-pigen stadig svarer igen,” slutter Alfred Josefsen pressemeddelelsen.
Det sidste nådestød
Også Irma-kædens seneste direktør Jan Larsen, som har deltaget i redningsaktionen for Irma, kritiserer Coop-ledelsen. Han valgte selv at forlade Irma, da det i forrige uge stod klart, at Coop ville lukke kæden.
"Irma fik desværre ikke lov at folde ‘Irma kjolen ud’ igen efter lang tids manglende investeringer i kæden og manglende udvikling i Irmas DNA - Irma varer af høj kvalitet," skrev han kort efter på LinkedIn, hvor han beskylder Coop for at give Irma det sidste nådestød, da kædens indkøbsafdeling i 2016 blev indlemmet i Coops kategoriorganisation.
I dag er der 65 Irma-butikker. I løbet af indeværende år bliver de enten indlemmet i øvrige Coop-kæder eller lukket.
Flere artikler fra samme sektion
Michelin-værtskab cementerer Danmarks gastronomiske førerposition
De næste to år er Danmark udpeget som vært for Michelin Guide Nordic, og ifølge fødevareminister Jacob Jensen (V) vil det igen gøre Danmark bemærket på den internationale madscene.
Tidligere Irma-direktør åbner nyt madmarked
Alfred Josefsen åbner sammen med 12 tidligere Irma-ledere en butikskæde, som er baseret på værdierne fra den lukkede Irma-kæde, som havde den højeste økologiandel i dansk dagligvarehandel.