Annonce

Annonce

Juleost fra Thise

Den tidligere salgsdirektør for Thise Mejeri, Mogens Poulsen, er blikfang som julemand på Thises nye juleost, som ifølge mejeriet bliver produceret på "Julemandens hemmelige ostelager" i Hjerm Kalkmine. Foto: Thise Mejeri

Thise Mejeri lancerer juleost fra julemandens hule

Salling-mejeriet lancerer nu sin hidtil hårdeste ost, som kun bliver produceret i fem dage omkring jul, inden den bliver lagret i absolut mørke og stilhed i "julemandens hemmelige ostelager" i Hjerm Kalkgrube.

Produktudvikling og markedsføring kan foregå på mange planer. I flere varekategorier findes der produkter, som primært bliver solgt, fordi de relaterer til specielle højtider. Påskeæg, fastelavnsboller og juleøl er typiske eksempler, og de bliver nu suppleret med en økologisk juleost, som snart ruller ud af ostelageret hos Thise Mejeri.

Et af de mere specielle forhold omkring osten er, at den kun bliver produceret i dagene omkring jul – helt præcis fra 21.-25. december.

"På den måde favner produktionsperioden både vikingernes jul, den kristne jul og datoen for fejringen af julen i de angelsaksiske lande, og dermed demonstrerer mejeriet sit religiøse frisind," siger Mogens Poulsen, Thises forhenværende salgsdirektør, som stadig er tilknyttet mejeriet, hvor han bl.a. arbejder med salg og udvikling af nye produktkoncepter.

Mejeriets hårdeste ost

Juleosten er en hård og fast ost - fastere og hårdere end nogen anden ost i Thises sortiment, og ifølge Mogens Poulsen er det nødvendigt, at osten er så hård, da den skal modstå strabadserne på den lange rejse, indtil den er salgsklar det efterfølgende år – op mod jul.

Efter saltning og coatning på Thise Mejeri fragtes Juleosten til Hjerm Kalkgruber mellem Holstebro og Struer, hvor den ifølge Thise Mejeri bliver opbevaret i "Julemandens hemmelige ostelager". Det ligger dybt under jordens overflade, hvor den modnes i absolut mørke og absolut stilhed, oplyser Salling-mejeriet.

Det har ikke været muligt for økologisk.nu at få verificeret oplysningerne om eksistensen af julemandens ostelager i den gamle kalkmine i Hjerm, men Mogens Poulsen oplyser, at den er god nok, og mejeriet er klar til at imødegå eventuelle klager fra Grønland og Finland, som i mange år har ligget i strid om, hvem der kan kalde sig julemandens hjemland.

Mogens afløser Gamle Ole

Mogens Poulsen har i mere end én forstand været involveret i udviklingen og markedsføringen af osten, og via mobilen fra en messe hos foodservicegrossisten Weiling, som er en af mejeriets største tyske kunder, oplyser han, at tyskerne viser stor interesse for osten.

I sine mange år i Thises tjeneste har Mogens Poulsen spillet mange roller, og han var med til at lancere mejeriets ikoniske mælkekartoner, hvor køerne kiggede direkte ud på kunderne. I en periode figurerede han selv på en mælkekarton sammen med malkekoen Jenny, som, da den havde leveret sin sidste mælk til Thise, kom på pension hjemme på Mogens Poulsens landbrug, hvor den døde mæt af dage 17 år gammel.

På juleosten gør Mogens Poulsen comeback som fotomodel, idet han har lagt ansigt til julemanden på osten.

"I stedet for Gamle Ole, er det 'Mogens Poulsen langtidslagret', men jeg har barberet mig, siden vi lavede billedet," griner Mogens Poulsen, som er blevet genkendt af flere kunder, men han afviser, at juleosten markerer startskuddet til en større serie af Mogens Poulsen-oste.

Flere artikler fra samme sektion

Effektiv markedsføring har givet den økologiske citron mange loyale kunder

Der er stor variation i købsmønstrene for de mest almindelige økologiske basisvarer, og ifølge Økologisk Landsforening kan flere varer lære af øko-citronens succes.

20-02-2025 6 minutter Dagligvarehandel

Tre stærke kandidater er nominerede til årets øko-pris

Økologisk Landsforening har nu sat navne på de tre kandidater, der er med i opløbet til Øko-prisen 2025, og ifølge markedschef for foodservice Torben Blok er der tale om tre stærke kandidater, som på hver sin måde kæmper for at udbrede de økologiske løsninger i landets professionelle køkkener.

19-02-2025 5 minutter Øko-prisen

Optimisme blandt økologiske svineproducenter: Noteringen stiger, og efterspørgslen vender tilbage

Noteringen for økologiske slagtesvin er højere end samme tid sidste år, rentepresset er aftagende, og forbrugerne er igen begyndt at efterspørge det økologiske kød.

17-02-2025 2 minutter Grise,   Økonomi