Svenskerne er vilde med økologiske kartofler

To ud af tre svenskere foretrækker økologiske kartofler på deres tallerken, når de fejrer midsommer, viser en ny undersøgelse, som Verian har lavet for Krav.

18. juni 2025
Læsetid: 2 minutter
Kartofler ligger i en bunke på jorden
Selv om få svenskere kender omfanget af brugen af sprøjtemidler i den konventionelle kartoffelproduktion, foretrækker de fleste at fejre sommerhøjtiden med økologiske kartofler. Foto: Colourbox

Om undersøgelsen:

  • Undersøgelsen blev udført af Verian (tidligere Sifo) på vegne af KRAV og blev gennemført i maj 2025.

  • I alt 1.010 svenskere mellem 18-84 år besvarede spørgsmålene i en nationalt repræsentativ stikprøve.

Når Sverige 20. juni fejrer midsommer forud for sommersolhverv, planlægger ni ud af ti svenskere at servere kartofler, og to ud af tre mener, at det er vigtigt, at kartoflerne er økologiske. Det fremgår af en ny undersøgelse, som Verian har lavet for det svenske certificeringsorgan KRAV.

Det er positive signaler fra Danmarks næst vigtigste eksportmarked.

”At så mange ønsker økologiske kartofler viser, at flere mennesker begynder at forstå sammenhængen mellem mad og miljø. Alle kan gøre en forskel, og kartofler er blot ét eksempel, der viser, at små valg i hverdagen gør en stor forskel,” siger Emma Rung, administrerende direktør for Krav.

Samtidig viser undersøgelsen, at viden om, hvor kraftigt ikke-økologiske kartofler sprøjtes, er lav. Kun syv pct. ved, at konventionelt dyrkede kartofler kan sprøjtes med syntetiske pesticider op til ti gange pr. sæson.

”I dag er det mest skadelige for biodiversiteten, hvordan vi bruger vores jord. Særligt problematisk er den omfattende brug af pesticider i intensivt landbrug,” siger Emma Rung.

Hvert ton konventionelt dyrkede kartofler betyder ifølge Krav, at 50 l pesticider udledes i naturen. Siden 1985, hvor Krav-certificeringen blev skabt, har de økologiske kunder i Sverige, sparet naturen for næsten 30 mio. l pesticider.