Annonce

Annonce

Emil Götze og Emil Andersen fra Planteslagterne holder tale på scenen, da de modtog en pris for årets nye plantebaserede produkt ved Plant Based Expo 2022

Emil William Götze (t.v.) og Emil Andersen, som begge har været med til at stifte Planteslagterne, modtog prisen 'Årets nye plantebaserede produkt' for deres økologiske svampebøf. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek

Økologiske produkter hjemtog priserne på vegansk messe

Dansk Vegetarisk Forening har netop uddelt priser på weekendens messe Plant Based Expo i København. I produktkategorierne var de sejrende produkter begge økologiske. Der var også priser til tre supermarkedskæder.

Det blev Naturli's Smørbar og Planteslagternes nye svampebøf, der vandt årets produktpriser uddelt af Dansk Vegetarisk Forening (DVF).

Priserne blev uddelt lørdag i forbindelse med Plant Based Food Expo afholdt af DVF i Øksnehallen, København.

Smørbar vandt for andet år i træk i kategorien 'Årets plantebaserede produkt', mens Planteslagernes 'Svampebøffen' vandt prisen for 'Årets nye plantebaserede produkt', efter at have konkurrereret mod både økologiske og konventionelle produkter. Vinderne blev afgjort på baggrund af onlineafstemninger i ugerne op til messen.

"Det her er den vigtigste pris for os, fordi det er jer forbrugere, der vælger vinderen. Og det er vigtigere, end hvis det er en eller anden jury, som har siddet og stemt, så denne pris får hæderspladsen," sagde direktør for Naturli' Henrik Lund, da han modtog hæderen.

Direktør for Naturli' Henrik Lund takkede for prisen for 'Årets plantebaserede produkt', som han mener er særligt ærefuld, fordi den er bestemt af forbrugerne
Direktør for Naturli' Henrik Lund takkede for prisen for 'Årets plantebaserede produkt', som han mener er særligt ærefuld, fordi den er bestemt af forbrugerne. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek

Inden han gik ned fra scenen, nåede han at opfordre alle gæster til at komme forbi Naturli's stand og prøve deres nye plantebaserede økologiske oste, og noget tyder på, at folk lyttede til opfordringen - ellers også solgte ostene bare sig selv - for de blev alle udsolgt, blot tre timer efter at messen åbnede.

Planteslagternes medstifter Emil Andersen takkede deres kunder for at hjælpe med at skubbe på for "ægte grønne alternativer", da han modtog prisen sammen med den anden af i alt tre medstiftere Emil William Götze. Sidste år vandt de i øvrigt i kategorien 'Årets grønne iværksætter' ved DVF's prisuddeling.

Lægger vægt på mere økologi

DVF uddelte også priserne for 'Årets plantebaserede supermarked', 'Bedst-i-pris', 'Årets plantebaserede discount-supermarked' og 'Årets højdespringer', hvor der i flere kategorier blev lagt vægt på det økologiske udvalg.

Bilka vandt for fjerde år i træk 'Årets plantebaserede supermarked', særligt målt på at butikkerne har et meget stort udvalg af plantebaserede produkter, herunder et godt økologisk udvalg, samt en god placering af produkterne. Kæden vandt også 'Bedst-i-pris'-kåringen, hvor DVF sammenlignede priserne på 13 basisvarer i 15 supermarkeder.

Irma tog prisen for 'Årets højdespringer', fordi kæden har udvidet det plantebaserede sortiment, gjort priserne mere konkurrencedygtige og har et bredere udvalg af økologiske produkter.

Lidl vandt 'Årets plantebaserede discount-supermarked' og udmærker sig især ved at have et bredt sortiment, bl.a. med sin egen veganske private label-serie Vemondo, at have konkurrencedygtige priser og placere de veganske produkter sammen med andre tilsvarende animalske produkter frem for et isoleret sted i supermarkedet.

Om priserne

I efteråret 2022 har Dansk Vegetarisk Forening undersøgt 15 supermarkeder, herunder 13 supermarkedskæder og to online supermarkeder. Undersøgelsen er foretaget af DVF's medarbejdere i tre butikker i hver kæde fordelt på samme områder i landet. De to online supermarkeder er ligeledes undersøgt ad tre omgange, men på forskellige tidspunkter.

Supermarkederne er i alt blevet målt på 122 parametre, herunder er over 73 varer blevet undersøgt. Yderligere bliver størrelsen af udvalget, prisen, hvorvidt der er en økologisk variant samt placeringen vurderet for flere produktkategorier som plantedrikke og plantebaserede bøffer.

Varer som linser, bønner, nødder, kerner og økologisk dansk frugt og grønt i sæson er også en del af undersøgelsen.

Max score i undersøgelsen er 100 point. Otte supermarkeder har scoret mere end 74 point, mens de syv resterende placerer sig mellem 62 og 31 point.

I undersøgelsen medtages hverken spot- eller tilbudsvarer. For at finde supermarkedet, som er ‘Bedst-i-pris’, har vi sammenlignet prisen på 13 basisvarer, som ethvert supermarked bør have, hvis det vil tiltrække de grønne forbrugere. Alle supermarkeder har sendt priser på de 13 varer til DVF, som herefter er dobbelttjekket i supermarkederne. Har et supermarked ikke alle 13 basisvarer, kan de ikke vinde årets bedst-i-pris.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion