Annonce

Annonce

Jakob Lamm Zeuthen, Ahmed Abdallah, Kenneth Fredslund Hansen, Thomas Roland står på scenen til Plant Based Expo 2022

Flere af landets store dagligvarekæder var repræsenteret på Plant Based Expo til en debat om at gøre folks indkøb grønnere. Fra venstre ses Jakob Lamm Zeuthen, Nemli.com, Ahmed Abdallah, Lidl Danmark, Kenneth Fredslund Hansen, Salling Group og Thomas Roland, Coop Danmark. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek

Kæder erkender, at de skal gøre mere for at få danskerne til at købe bælgfrugter

Bælgfrugter fylder næsten ikke noget i danskernes indkøbskurv, og supermarkedskæderne lægger nu op til, at de vil gøre mere for at få forbrugerne til at købe flere bælgfrugter.

Danskerne bruger forsvindende lidt på at købe bælgfrugter, og flere dagligvarekæder erkender nu, at de ikke har gjort nok for at fremme bønner, linser og andre tørrede bælgfrugter.

"Jeg er overrasket over forbruget. Jeg havde virkelig forventet, at salget ville stige, med al den hype der har været om bælgfrugter, men det fylder kun 0,5 pct. af vores fødevaresalg - og det er inklusiv hummus. Vi gør ikke nok, men vi prøver lige så stille og snakker sammen på tværs af branchen om, hvordan vi kan øge indsatsen, fx ved hjælp af midler fra Plantefonden næste år," sagde Kenneth Fredslund Hansen, klimaspecialist hos Salling Group, fra scenen til fødevaremessen Plant Based Expo, som finder sted d. 5.-6. november i Øksnehallen i København.

Han deltog i en paneldebat med Thomas Roland, CSR-chef i Coop Danmark, Ahmed Abdallah, indkøber hos Lidl Danmark, og Jakob Lamm Zeuthen, bæredygtighedschef hos Nemlig.com, der diskuterede, hvordan de kan gøre indkøbskurven grønnere.

"Vi prøver at hjælpe forbrugerne ved at sælge udblødte bælgfrugter og få dem ind i flere færdigvarer, men det er små skridt," sagde Thomas Roland.

Ahmed Abdallah nævnte også, at produkterne ér der, men at kæden skal have forbrugerne til at vælge dem i højere grad end nu.

Vil inspirere med opskrifter

Hos Nemlig.com, der som digital platform har nogle andre værktøjer end de fysiske butikker, forsøger man sig med at tilbyde opskrifter, der inkluderer bælgfrugter. Jakob Lamm Zeuthen forklarede, at Nemlig.com vil gøre det sjovt for kunderne at lave mad og nu har over 2.500 opskrifter, hvoraf en stigende andel er plantebaserede.

"Det kan være, at danskerne ikke ved, hvordan de skal bruge bælgfrugterne i deres opskrifter, så vi udvikler flere plantebaserede opskrifter, hvor man så kan vælge, at varerne automatisk skal puttes i indkøbskurven," forklarede Jakob Lamm Zeuthen.

På messen var 48 udstillere til stede med udelukkende plantebaserede, økologiske produkter. Her var bl.a. plantebaserede bøffer baseret på bælgfrugter fra Planteslagterne, proteinrige køderstatninger af hestebønner og ærter fra Organic Plant Protein, danskproducerede kikærter fra Farmfactory og varianter af tempeh fremstillet af danske økologiske hestebønner, flækærter, korn, hamp og tang af Contempehrary.

Køkkener kan hjælpe

Selvom bælgfrugter er udråbt som en af tidens mest bæredygtige proteinkilder, viser tal, som markedsanalysevirksomheden Heco et al ApS har lavet for Plantebaseret Videnscenter, at forbrugerne bruger færre penge på bælgfrugter. I de første syv måneder af 2022 brugte en gennemsnitsdansker i alt 19 kr. på bælgfrugter, hvilket er et fald på 27 pct. i forhold til samme periode i 2020.

Økologisk Landsforening, der er samarbejdspartner på messen, arbejder selv i projektet 'Klimavenlige bælgfrugter til konsum' støttet af Promilleafgiftsfonden på at øge forbruget af danske økologiske bælgfrugter. I projektet deltager syv professionelle køkkener, som rådgives i, hvordan de kan få flere bælgfrugter på menuen og udvikle nye grønne opskrifter.

Foreningens forperson Louise Køster har for nylig sagt, at netop de professionelle køkkener kan være et vigtigt værktøj til at understøtte produktionen og få flere danskere til at omfavne bælgfrugterne, fordi køkkenerne aftager store mængder og samtidig kan inspirere os til at prøve nye retter derhjemme.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion