Økologien får i år sin egen scene på Madens Folkemøde
Økologisk Landsforening sørger i år for, at økologien får en stærkere stemme og bliver meget mere synlig på Madens Folkemøde i Nykøbing Falster, hvor arrangørerne forventer ca. 35.000 gæster til et tætpakket program, som strækker sig fra 21. – 23. maj.
Om to uger åbner den syvende udgave af Madens Folkemøde i Nykøbing Falster. Tidligere år har økologien ikke fyldt så meget på folkemødet, men det bliver der lavet om på i år, hvor Økologisk Landsforening er vært for teltet med Den Økologiske Scene.
Madens Folkemøde 2026
Der er gratis adgang til folkemødet, som afvikles fra 21.–23. maj.
Åbningstider
-
Torsdag 21 maj kl. 14.00 - 18.00
-
Fredag 22 maj kl. 10.00 - 18.00
-
Lørdag 23 maj kl. 10.00 - 15.00
Økologiscenen inviterer bl.a. til debat om:
Over tre dage inviterer foreningen til en række debatter, faglige nedslag og sjove events, der går tæt på de spørgsmål, der fylder i både landbruget, fødevarebranchen og hos forbrugerne.
Gæsterne kan bl.a. deltage i debatter med økologiske landmænd, som kan forklare, hvorfor økologien bør spille en større rolle i fremtidens fødevareproduktion.
Vi vil gerne på en lidt sjov måde fortælle om alle de fede ting, der følger med, når du tager det økologiske valg. At man rent faktisk er med til at passe på vores natur, vores dyr, vores jord og vores sundhed.
— Josephine Kofod, projektleder, Økologisk Landsforening
”Torsdag og fredag er de lidt mere politiske dage, men vi sørger også for, at der er lidt sjov i teltet for børnene – ikke mindst om lørdagen, som er mere forbrugerorienteret. Den dag bliver der fuld smæk på det sjove med fællessang og oplevelser for børn,” siger Josephine Kofod fra Økologisk Landsforening.
Hun er projektleder for projektet: ”Mere økologi på madfestivaler” og har en håndfuld kolleger med til Nykøbing Falster, hvor foreningens direktør Rasmus Prehn bliver moderator for flere debatter på Den Økologiske Scene.
Kurs mod ny rekord
Efter fem år på Engestofte Gods rykkede Madens Folkemøde sidste år teltpælene til Nykøbing Falster, og det blev samtidig gjort gratis at deltage. Det var med til at tredoble antallet af gæster, som over de tre dage nåede op på ca. 35.000 gæster.
Igen i år danner de hyggelige torve og gader i den historiske købstad rammen om tre dage, hvor både maden og nu også økologien kommer i centrum, og det glæder Jeppe Bo Pedersen, som 1. september 2025 afløste Stine Lolk som direktør for Madens Folkemøde.
”Nu ligner vi mere Folkemødet på Bornholm. Vi stiller telte og opbygger scener på byens tre største torve, som ligger i kort afstand fra hinanden. På den måde inddrager vi hele byen i folkemødet, og hvis vejret bliver godt, tror jeg, at vi i år vil slå ny publikumsrekord,” lyder det optimistisk fra Jeppe Bo Pedersen.
Økologien spiller en større rolle
Den nye direktør ser det som en stor gevinst, at Økologisk Landsforening i år sørger for, at økologien får sin egen scene og dermed giver økologien et mere tydeligt ansigt.
”På Madens Folkemøde skal vi diskutere, hvor vi skal hen som madland. Der er ingen tvivl om, at økologien spiller en stor rolle i den forbindelse, og den kommer til at spille en endnu større rolle i fremtiden,” siger Jeppe Bo Pedersen til Økologisk Nu.
Direktøren oplyser samtidig, at programmet for Madens Folkemøde aldrig har været større end i år, hvor teltene på byens tre største torve byder på flere end 100 madoplevelser – som spænder fra debatter og smagninger til middage og møder med producenterne.
Teltet bliver økologiens talerør
Både han og Josephine Kofod har haft nogle travle måneder med at forberede folkemødet. Nu glæder de sig begge over, at nedtællingen til folkemødet snart er slut.
Alle stadepladser er for længst udsolgt, og alle debatpaneler er besat med folk med skarpe holdninger til den mad, vi spiser, og den måde, den bliver produceret på.
”Vi er med for at italesætte økologien. Så vi skal have en masse folk forbi vores telt. Vi vil også gerne snakke med børnefamilierne. Vi vil gerne på en lidt sjov måde fortælle om alle de fede ting, der følger med, når du tager det økologiske valg. At man rent faktisk er med til at passe på vores natur, vores dyr, vores jord og vores sundhed,” siger Josephine Kofod.”
Mere økologi på madfestivaler
I forhold til hvor vigtig økologien er for fremtidens fødevareproduktion, fylder økologi for lidt på de danske madfestivaler, mener Økologisk Landsforening. Foreningen gennemfører derfor i år projektet ”Mere økologi på madfestivaler”. Det skal bidrage til at øge salget af økologiske fødevarer ved at styrke den folkelige forståelse og efterspørgsel.
Det sker gennem synlig og engagerende formidling af økologiens merværdi på to af Danmarks største madfestivaler:
-
20.-22. maj Madens Folkemøde i Nykøbing Falster
-
4.-6. september Food Festival i Aarhus.
-
Ved begge events er foreningen vært for et centralt økologisk telt med udstillinger, workshops, smagninger og talks. Her får gæsterne mulighed for at møde økologiske producenter, deltage i dialog og få konkrete redskaber til at vælge økologi i hverdagen.
-
Projektet er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug med knap 1,8 mio. kr.