Mød Madland Festival flere steder i maj

Fra 6.-10. maj kan du deltage i 2026-udgaven af den madpolitiske festival i København, Aarhus, Ringe og Øm, hvor Madland samler visionære madsystembrydere, der viser, hvordan rent drikkevand, biodiversitet, god dyrevelfærd, klimatilpasning og miljøbeskyttelse ikke bare er ambitioner, men noget der sker i praksis.

23. marts 2026
Læsetid: 2 minutter
Fællesspisning ved langbord på BaneGaarden i København
Madland Festival samler en favnfuld spirende og viljestærke talere fra madsystemforandringens absolutte fortrop til en stribe events rundt om i landet, hvor maden bliver det centrale omdrejningspunkt. Arkivfoto: Mette Ovgaard

I år er det syvende gang, at Madland inviterer på studieture, samtaler, middage og markvandringer for borgere, jordbrugere, madprofessionelle og andre, som interesserer sig for at diskutere og ændre det eksisterende madsystem.

Arven fra de seks foregående festivaler føres videre i 2026, hvor arrangørerne fra Madland atter samler, sætter scenen og forbinder frontløberne for et gentænkt og forandret madsystem fra jord og hav til køkken og politik, skriver Madland i en omtale af årets festival, som i år bliver gennemført på mange forskellige adresser.

“Madland er stedet, hvor man kan møde de mange, der gennem deres daglige virke er med til at sikre adgang til lokal, sund, sæsonbaseret og ægte mad produceret med omtanke for hav, jord, natur og mennesker. På festivalen får de scenetid, sprog og synlighed. Uanset om du er borger eller professionel, inviterer vi dig til at være med i forandringen – i et fællesskab for alle, der spiser, handler og arbejder for lokale resiliente madsystemer og global retfærdighed,” siger Madlands stifter og programdirektør, Marie Sainabou Jeng i en omtale af årets program.

Medlemmer af Ung Madalliance og Den Økologiske Ungdomsbevægelse deltager i aktivt i flere af de planlagte events.

På festivalens åbningsdag offentliggøres nyudgivelsen af Madland Guide nu med 500+ anbefalinger til at handle lokalt i hele Danmark.

Kort om Madland

  • Madland er et madpolitisk og fællesskabende samlingspunkt for og fra mikrolivet. Siden 2020 har de på tværs af værdikæde og system samlet og sat scene til dem, der gentænker og forandrer madsystemerne samfundsansvarligt og spiser og arbejder for modstandsdygtige, lokale madsystemer og global retfærdighed.

  • Se hele programmet for Madland Festival 2026