Annonce
Annonce
Indførelsen af ny klimaberegner, gør det nu muligt for Meyers at sætte tal på, hvordan de enkelte kantiner reducerer deres klimabelastning. Foto: Martin Kaufmann
Meyers sætter tal på klimabelastningen fra maden i 90 kantiner
I foråret præsenterede Meyers sine klimamål frem mod 2030 og 2050, og nu har den danske kantineoperatør taget en klimaberegner i brug, som gør det let at måle CO2-udledning fra den mad der bliver serveret i kantinerne.
Alle er efterhånden enige om, at det er nødvendigt at nedbringe klimabelastningen fra den mad, vi spiser, men det kræver meget komplekse beregninger at sætte tal på klimaudledningen fra en kantinemenu, som ofte omfatter en længere liste af lokale og udenlandske råvarer.
Set i det lys ligner det et stort fremskridt, at kantineoperatøren Meyers og rådgivningsvirksomheden Rambøll i samarbejde har skabt en klimaberegner, som kan blive et vigtigt redskab i arbejdet med at udvikle en grønnere og mere klimavenlig kost.
Klimaberegneren kan måle CO2-aftryk fra både råvarer og drift i storkøkkener, og nu er version 1.0 i form af et såkaldt BI-værktøj rullet ud i knap 90 virksomhedskantiner i samarbejde med Rambøll, der selv har sat sig det mest ambitiøse CO2-reduktionsmål af alle i form af en reduktion fra sine tre kantiner i København, Aarhus og Esbjerg på 25 pct. i 2021, skriver Meyers i en pressemeddelelse.
"Det er fantastisk, når private virksomheder som Meyers selv fører an i arbejdet med at få danskerne til at spise grønnere. Vi skal både have virksomheder, forbrugere og kommuner med i det arbejde."
Sådan lød det fra fødevarevareminister Rasmus Prehn (S) i Børsen tilbage i marts 2021, da Meyers første gang præsenterede det nye datadrevne værktøj, der skulle være i stand til at måle på klimaaftrykket fra både driften og forbruget af råvarer i kantinerne.
Lokalt indblik med globalt fundament
Klimaaftrykket fra fødevarer beregnes ud fra en såkaldt livscyklusvurderingsdatabase. Det er en kortlægning af aftrykket i alle led i det system, som fødevaren kommer fra – fra vedligeholdelsen af den traktor, der harver en sukkerroemark på Lolland til energiforbruget ved forarbejdningen af sukkeret til emballage, transport og alt derimellem.
Den anvendte metode er udviklet af Jannick Schmidt og 2.-0 LCA consultants, der er blandt Danmarks førende eksperter i livscyklusvurdering. Metoden bygger på data fra databasen EXIOBASE; den mest komplette og detaljerede globale model til beregning af CO2-fodaftryk.
Indtil videre har der udelukkende været positive tilbagemeldinger fra de kantiner og virksomheder, der har taget beregneren i brug, fortæller Meyers, som har en ambition om at gøre driften i egne køkkener, restauranter, bagerier og andre faciliteter CO2-neutral i 2025.
"Undervejs håber vi at kunne bidrage til løsninger, der rækker langt ud over vores egne gryder – det er sådan, vi vil kunne gøre den største forskel."
Aftryk fra kikærter, hvidfisk og kefir
I Meyers har vi gennemført en omfattende og detaljeret kortlægning af klimaftrykket ved alle virksomhedens aktiviteter. Med den nye viden, vi har fået, har vi sat skarpe klimamål, der på afgørende områder kommer til at forme den måde, vi tænker måltider, produktion, dyrkning og husdyrhold i fremtiden. Vejen til vores mål går via samarbejder med fremsynede landmænd, frøsamlere og forskere, og ikke mindst gennem partnerskabet med vores kunder, forklarede Meyers tidligere på året.
"I Rambøll deler vi Meyers’ holdning til, at klimaudfordringer er noget, vi skal handle på. Vi er derfor yderst tilfredse med, at Meyers nu gør det let for danske virksomheder at få overblik over, hvor meget CO2 råvarer som kikærter, hvidfisk og kefir og kantinedriften belaster klimaet med – og at de sammen med Meyers kan samarbejde om at optimere menuen og reducere CO2-aftrykket, siger Henrik Stener Pedersen, direktør i afdelingen bæredygtighedsrådgivning hos Rambøll.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.