Annonce
Annonce
Økologiske gårde landet over holder høstmarked den første weekend i september, og for Økoladen bliver det samtidig en markering af gårdbutikkens 25 års jubilæum. Her ses sidste års høstmarked på Kalø Landbrugsskole. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek
Gårdbutik vil markere milepæl, når den efter flere års fravær gør comeback til årets høstmarked
Økoladen er en af pionérerne til Økologisk Høstmarked, da man var med første gang for 30 år siden. Det er imidlertid 10 år siden, at ægteparret bag sidst var med, men i år gør de comeback og er klar til en helt særlig fejring.
Når Britta Pedersen og hendes mand Søren Pedersen i år deltager som værter ved Økologisk Høstmarked for første gang i 10 år, bliver det både et comeback til begivenheden, men også en helt særlig milepæl skal markeres: Deres gårdbutik ved Økoladen i Ringkøbing kan nemlig samtidig fejre 25 års jubilæum.
Britta Pedersen ser frem til igen at kunne byde deres faste kunder og øvrige interesserede inden for til en festlig weekend, hvor der både vil være en rundvisning, små anretninger med råvarer, der kan købes i gårdbutikken, og måske - det er ikke helt på plads endnu - mulighed for rideture på islandske heste.
Hun anser Økologisk Høstmarked, der er en landsdækkende begivenhed, som en god mulighed for dels at gøre reklame for butikken, dels at fortælle om økologi.
"Det gør jeg i hvert fald meget ud af at snakke om, når jeg står nede i butikken," siger Britta Pedersen.
Favner bredt geografisk
Malene Jensen, projektleder for Økologisk Høstmarked hos Økologisk Landsforening, glæder sig over, at arrangementet formår at fastholde værterne så længe.
"Det er skønt, at nogle har været med i så mange år, men det er også godt at få nye med. Det er dejligt med et arrangement, der formår at favne både nye og gamle økologer og samtidig er så bredt geografisk funderet," siger Malene Jensen, med henvisning til at 40 gårde fordelt over Jylland, Fyn, Sjælland, Læse, Samsø og Bornholm deltager i år.
Britta og Søren Pedersen lagde i 1991 om til økologi og var med til høstmarkedet for første gang i 1993, da deres dengang 16 ha store bedrift var fuldt omlagt.
"Der var flere grunde til, at vi lagde om. Dengang havde vi kun kødkvæg, og der var ikke den store forskel på måden, som min mand holdt dem på, og økologi, så vi blev foreslået at lægge om til økologi. Samtidig var han led ved at skulle sprøjte, så det passede ham godt at stoppe med det. I begyndelsen havde jeg ikke så meget at gøre med driften, og jeg tænkte ikke så meget over det med sprøjtning dengang. Da vi så kom i gang med økologien lærte jeg jo mere om det, og nu er jeg blevet ret hysterisk med, at man ikke skal sprøjte og samtidig mere passioneret for økologi og biodiversitet," siger Britta Pedersen.
En mere alsidig produktion nu
I begyndelsen besøgte mellem 50 og 100 gæster deres høstmarked.
"Vi var vældig tilfredse. Et år havde vi virkelig succes med det; da vi fik Lynghedens folkedansere til at komme forbi. Der var nok 400-500 gæster. Vi har også holdt Økodag et par gange, men det gik vi væk fra igen, for der kom alt for mange - det havde vi slet ikke plads til," fprtæller hun.
Kort efter deres omlægning fik de via EU's tilskud til mælkekvoter en økonomisk mulighed for at gøre deres landbrug til en fuldtidsbeskæftigelse, så i 1994 øgede de arealet, og byttede kødkvæget ud med 30 jerseykøer, som senere blev til 50, og de begyndte at levere til Thise Mejeri.
I dag er produktionen på deres nu 85 ha store landbrug dog mere alsidig: De driver et kviehotel i samarbejde med en anden økolog, de har store græsarealer med en del engjord og majs, der sælges til foder, samt korn, grøntsager og kartofler. I gårdbutikken sælger de både egne råvarer og varer fra andre økologer – det skal helst være så lokalt som muligt og altid økologisk. Bortset fra honningen, som de har fået fra samme leverandør i nu 25 år, og det skifter man ikke lige væk fra.
Økologisk Høstmarked, som er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug, er en årlig begivenhed, der finder sted den første weekend i september. I år afholdes det således d. 2. og 3. september, men vær opmærksom på at nogle steder kun holder åbent én af dagene. Find en gård nær dig på dette interaktive kort.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.