Gennembrud for Organic Plant Protein
Efter to vanskelige opstartår under corona-pandemien lysner det for Organic Plant Protein, og ejerne forventer, at fabrikken ved Hedensted går i nul om et halvt år.
Bag selskabet står de tidligere Hanegal-stiftere Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard, som fortæller til Børsen, at salget er tredoblet siden sidste sommer og at flere internationale ordrer, herunder til en stor fransk distributør af proteiningredienser til fødevareindustrien, er med til at sikre fortsat vækst måned for måned.
”Det ser jeg som den ultimative kvalitetsstempling af det, vi er lykkedes med at udvikle i Danmark. Vi har klaret os igennem den første vanskelige periode, og vi er lykkedes med det i en form, hvor vi selv er med ombord. Det har der ikke været sikkerhed for undervejs,” siger Ulrich Kern-Hansen til Børsen, hvoraf det fremgår, at stifterne undervejs var bange for at løbe tør for penge.
Parret har investeret et to-cifret millionbeløb fra salget af Hanegal-aktier i at opbygge fabrikken, som producerede teksturerede planteproteiner af bælgfrugter, som kan indgå som erstatning for animalske proteiner i mange forskellige retter.
Fremgangen for Organic Plant Protein kommer ikke bag på Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening. I 2022 har hun via projektet Udvikling af plantebaserede produkter til eksport holdt godt øje med udlandets interesse for plantebaserede produkter, og efter hendes vurdering er vi kun i begyndelsen af det, der kan udvikle sig til et plantebaseret eksporteventyr.