Fødevarer Danmark laver partnerskab med Dagrofa

Med partnerskabet ønsker Dagrofa at styrke den dansk fødevareproduktion og gøre det nemmere for forbrugerne at vælge dansk.

13. maj 2026
Læsetid: 2 minutter
Ansat i grøntafdeling med krydderurter i Meny Illum
Der er efterhånden mange økologiske krydderurter fra danske producenter på hylderne i Meny-kæden, men generelt er der lidt for langt mellem de danske varer, og det skal partnerskabet med Lokale Fødevarer Danmark være med til at ændre på. Foto: Dagrofa

Dagrofa og foreningen Lokale Fødevarer Danmark vil sammen arbejde for at sikre flere danske varer på hylderne i de danske supermarkeder, hvor især importeret frugt og grønt ofte fylder lidt for meget.

Danske forbrugere vil gerne købe dansk, men viljen rækker ikke langt, når varerne ikke er på hylderne. Særligt inden for frugt og grønt er udbuddet af danske produkter utilstrækkeligt, skriver Dagrofa i en pressemeddelelse.

Som en central del af dagligvarekoncernens initiativ Styrk Rødderne har Dagrofa sat et mål om at øge salget af dansk frugt og grønt med 20 pct. frem mod 2030. Det skal ske på tværs af hele koncernens detailkæder og foodservice, og partnerskabet med Lokale Fødevarer Danmark er et naturligt næste skridt i den rejse, oplyser Jesper Bjerring, kategoridirektør i Dagrofa.

"Vi vil gøre det nemmere at vælge dansk. Det gælder ikke kun forbrugerne, men også de professionelle køkkener. Det kræver, at vi arbejder tættere sammen på tværs af værdikæden og får udviklet løsninger, der fungerer i praksis," siger Jesper Bjerring.

Sammen vil de to parter arbejde for bedre vilkår og muligheder for danske producenter – fra myndigheder til salgskanaler – og sikre, at ambitioner om mere dansk på bordet omsættes til konkret handling.

Vi skalerer det, der virker

For Lokale Fødevarer Danmark er samarbejdet med Dagrofa en mulighed for at skalere det, der virker.

“Vi er glade for den tillid, Dagrofa viser vores forening, og for det samarbejde, vi nu indgår. Målet med at samarbejde med detailhandlen er at bidrage til bedre vilkår, større synlighed og mere volumen for producenterne, så lokale fødevarer får bedre muligheder i markedet,” siger Jesper Zeihlund, formand for Lokale Fødevarer Danmark.