Annonce
Annonce
EU: Sagen er bøf – også når den er vegetarisk
Et flertal i EU-Parlamentet har i dag afgjort, at det er tilladt at betegne vegetariske fødevarer som enten steak, pølse, schnitzel og burger, selv om mange forbinder disse udtryk med kødprodukter.

EU har besluttet, at det også fremover skal være muligt at benytte kødrelaterede navne som 'burger', selv om kødet i burgerbollen er skiftet ud med en rødbedebøf. Foto: Colourbox
Det lykkedes ikke for EU- Parlamentets landbrugsudvalg at få vedtaget et forbud mod at give plantebaserede produkter kødrelaterede navne som pølse, bøf og burger.
Ifølge PolicyWatch stemte 379 EU-parlamentarikere i dag mod udvalgets forslag, mens 284 stemte for, og der gælder dermed stadig ret vide grænser for, hvem der må kalde deres fødevare for en bøf eller en burger.
Rune-Christoffer Dragsdahl, der er generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, glæder sig over, at forslaget er faldet, men han minder om, at der blot skulle flyttes 48 stemmer for at forslaget var blevet vedtaget.
"Jeg er sikker på, at vi er nogle stykker, som skal fejre resultatet med en rødbedebøf i de kommende dage," siger Rune-Christoffer Dragsdahl til Økologisk Nu.
Han oplyser, at Dansk Vegetarisk Forening har forsøgt at påvirke de danske parlamentarikere til at stemme nej, og han glæder sig over, at 10 ud af de 12 danske EU-politikere valgte at følge opfordringen og stemte til nej-siden.
"Et ja ville have været et unødvendigt og ærgerligt benspænd for den grønne omstilling. Ord som burger og bøf er gennem mange år blevet så indlejret i det danske sprog, at det ikke ville give mening, hvis man skulle ud at finde en alternativ betegnelse for en rødbedebøf."
Mens EU-afstemningen blev et nederlag for kødbranchen, er Naturli' Foods en af de danske fødevareproducenter, som glæder sig over, at de ikke skal til at finde på andre navne til deres produkter.
"Det er en stor sejr for Naturli og ikke mindst for demokratiet. Jeg er enormt glad for, at der har været et flertal, der vil hjælpe almindelige mennesker med at spise mindre kød. Det er essensielt for branchen, at vi kan lave produkter, som forbrugerne kender og kan genkende sig selv i," siger Henrik Lund, der er adm. direktør i Naturli' til FødevareWatch.
Ifølge PoliciWatch havde tilhængere af et forbud flere forskellige argumenter for deres holdninger.
"Nogle mener, at det er vigtigt at holde fast i sprogets oprindelige betegnelser og taler om 'kulturel kapring' og andre, at forbrugerne ikke må vildledes og tro, de får en reel bøf med kød i, når de i stedet sætter tænderne i noget lavet af rødbeder eller kikærter," skriver netmediet.
Efter fredagens afstemning er der formentlig udsigt til, at det seneste års ofte livlige debat om emnet kan forstumme, mens Europas vegetariske restauranter og burgerbarer kan glæde sig over, at de slipper for at vride hjernen for at opfinde nye navne til menukortet.
Flere artikler fra samme sektion
Rekordmange har allerede tilmeldt sig Klimahandledagen
To uger inden det landsdækkende klimaevent har over 133.000 tilmeldt sig til de hundredvis af forskellige aktiviteter, hvoraf mange er gratis at deltage i.
For første gang afholder Kalø Økologisk Landbrugsskole Økodag - og det er ikke kun for gæsternes skyld
De færreste landbrugselever har råd til at etablere sig som selvstændige på et storlandbrug. Derfor skal de lære at være landbrugere på en ny måde - og Økodag er et vigtigt led i den læring. Landbrugsskolen på Kalø vil nu udvide sin gårdbutik og fremover holde flere åbne arrangementer.
Nocla-stifterne: Forskellighed er en af vores styrker
Nocla er stiftet af et dedikeret founderteam med meget forskellige kompetencer, men de er enige om kursen.