Digital assistent luger ud i det administrative bøvl i de professionelle køkkener

Dagrofa Foodservice og techvirksomheden FoodOp har forenet kræfterne i et nyt partnerskab, som har udviklet en digital assistent, der gør det nemmere at drive et bæredygtigt professionelt køkken.

08. september 2025
Læsetid: 2 minutter
Kok snitter gulerødder
Med en ny digital assistent i baghånden får køkkenpersonalet mere tid til at arbejde med maden og kan med få klik finde data om økologiprocent og madspild, oplyser Dagrofa Foodservice. Fto: Colourbox

Dagrofa Foodservice Maduniverset er navnet på en ny digital assistent, som skal hjælpe fødevaregrossistens kunder med hurtigere menuplanlægning, kulinarisk inspiration, udregning af økolologiprocenter og klimarapportering.

Det skriver Dagrofa Foodservice og FoodOp i en fælles pressemeddelelse.

Den digitale assistent er resultatet af et nyt strategisk partnerskab mellem Dagrofa Foodservice og techvirksomheden FoodOp, som blev grundlagt i 2020. FoodOp har specialiseret sig i at udvikle digitale værktøjer, der på baggrund af data og kunstig intelligens f.eks. hjælper restauranter og kantiner med at planlægge menuer og bekæmpe madspild, og adm. direktør i Dagrofa Foodservice, Michael Christensen har store forventninger til den nye digitale assistent:

”En af de største udfordringer for danske spisesteder er simpelthen manglende arbejdskraft og mangel på tid. Med lanceringen af Dagrofa Foodservice Maduniverset sætter vi turbo på vores ambition om, at det skal være langt nemmere at drive et professionelt køkken,” siger han.

Ifølge Nichlas Saul, CEO og medstifter af FoodOp giver den nye assistent adgang til nye dataindsigter, som gør det nemmere at nedbringe madspildet.

”Vi har en klar mission om at tage et opgør med nogle af de største tidsrøvere i køkkenet og med ét klik kan kokken nu købe ind, lave budget og få CO2- og økologiregnskaber. Det betyder langt mindre administration og meget mere tid til at skabe gode madoplevelser for gæsterne,” siger Nichlas Saul.