Annonce

Annonce

Reklame for en burger til 30 kr

I fremtiden vil vi også komme til at opleve forbud mod kødreklamer i det offentlige rum i Danmark, siger Flemming Birch, som allerede for ni år siden forudså, at vi havde kurs mod en tid, hvor kødsalget ville blive udfordret, men det betyder ikke, at kødet forsvinder fra danskernes kost. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek

Detailhandelsekspert: Forbud mod annoncer for kød kommer også til Danmark

For Flemming Birch kommer det ikke som en stor overraskelse, at hollandske politikere i Haarlem vil forbyde reklamer for konventionelt kød i det offentlige rum. Han vil blive mere overrasket, hvis noget lignende ikke kommer til at ske i Danmark.

For den aarhusianske detailhandelsekspert Flemming Birch fra Birch & Birch er lokalpolitikernes forbud mod reklamer for ikke-økologisk kød i det offentlige rum i den hollandske by Haarlem en naturlig konsekvens af en udvikling, som startede for mange år siden. Og han er ikke i tvivl om, at vi kommer til at opleve lignende forbud i Danmark. Spørgsmålet er blot hvornår.

”Det kommer til at tage tid, men det kommer til at ske,” siger han i en kommentar til det reklameforbud, som er vedtaget af et flertal af lokalpolitikere i Haarlem, hvor forbuddet efter planen træder i kraft fra 2024.

Flemming Birch minder i den forbindelse om, at det er ni år siden, at Birch & Birch begyndte at fortælle kunderne i fødevarebranchen, at vi ville komme til at spise mindre kød fremover.

”Det lo de meget af dengang, for på kassebonen var kødsalget stadig stigende,” siger Flemming Birch.

Det er en tabersag

Han peger på, at det typisk tager nogle år, før nye trends forplanter sig til hele samfundet, men han mener, at kødbranchen i Danmark bør tage det hollandske forbud alvorligt, da det efter hans vurdering er udtryk for en udvikling, som formentlig også vil ramme Danmark.
”For fem år siden begyndte vi at sammenligne udviklingen inden for kød med den udvikling, vi kender fra rygning. Nemlig at kød vil tabe status, at der vil komme ekstraafgifter på kød og begrænsninger på, hvordan man må markedsføre kød. Det grinte de meget af dengang, for da var det stadig god stil at servere et godt stykke kød for sine gæster,” siger Flemming Birch.

Jeg siger ikke, at kødet forsvinder, men kødbranchen er udfordret, og den bliver nødt til at kigge efter, hvor mulighederne er i markedet.

— Flemming Birch, detailhandelsekspert hos Birch & Birch

Efter Enhedslistens ordfører for grøn omstilling, Peder Hvelplund, torsdag i P1 Morgen forklarede, at partiet er åben over for at diskutere et lignende forbud mod reklamer for kød i det offentlige rum i Danmark, forventer Flemming Birch, at der lige om lidt står en kødrand af politikere, som er klar til at forsikre om, at staten ikke skal blande sig i folks frie valg - ligesom der gjorde dengang, man begyndte at debattere forbud mod cigaretreklamer. Flemming Birch advarer dog mod en sådan automatreaktion.

”Det er slet ikke nu, du skal gemme dig bag paroler om folks frie valg og formynderstat - det er en tabersag,” siger Flemming Birch, som samtidig opfordrer aktørerne i fødevarebranchen til at overveje, om ikke det er tid til at omlægge deres strategi, så den bliver tilpasset til en fremtid, hvor hensynet til klimaet får endnu større betydning for, hvad vi spiser, end det har i dag.

Der er en verden af muligheder

”Hvis du arbejder med fødevarer, der ikke indeholder kød, så åbner der sig en verden af muligheder - dem skal du udnytte. Hvis du arbejder med kød, så er det nu, du skal afdække de muligheder, som faktisk findes.”
Det begrunder han med, at kødets status gennem de seneste år er faldet drastisk i kølvandet på klimadebatten.

Flemming Birch opfordrer kødbranchen til at kigge efter nye muligheder i markedet i en tid, hvor kødet er ramt af en farlig cocktail af voksende priser og faldende status.
Flemming Birch opfordrer kødbranchen til at kigge efter nye muligheder i markedet i en tid, hvor kødet er ramt af en farlig cocktail af voksende priser og faldende status.

”Det sker samtidig med drastiske stigninger i kødpriserne (prisen på oksekød er steget 27,6 pct. på et år, red), og det er en særlig farlig cocktail for kødbranchen,” vurderer han, og minder om, at fødevarer ofte opnår status gennem gourmet-verdenen og p.t. taler det ikke til gunst for kødet.

”Hvis de gode restauranter serverer det, så er det også cool for os almindelige dødelige at servere det. Men i gourmet-verdenen ser vi f.eks. verdens bedste restaurant, Geranium, droppe kødet på menuen, og det er et generelt tema i de trends, vi samler op internationalt fra restaurant-verdenen,” siger Flemming Birch, som pointerer, at forbrugerne ikke vil betale mere og mere for noget, der bliver mindre og mindre værd.

”Vi kan ikke både sige, at vi skal producere klimavenlige produkter og samtidig aktivt reklamere for noget, der ødelægger klimaet.”

Kødet forsvinder ikke

Trods de mørke skyer, som Flemming Birch maler over kødmarkedet, vurderer han, at kødproducenterne har flere muligheder for at positionere sig i et nyt og grønnere dagligvaremarked.

”Jeg siger ikke, at kødet forsvinder. Det gjorde cigaretterne heller ikke, og der er stadig folk, som ryger, men jeg siger at kødbranchen er udfordret, og den bliver nødt til at kigge efter, hvor mulighederne er i markedet. Det kan bl.a. handle om at udvikle flere convenience- og færdigretter med kød,” lyder et af hans bud på, hvilken vej kødproducenterne med fordel kan gå i fremtiden.

Flere artikler fra samme sektion

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion

Efter et par trange år har griseproducenterne kurs mod lysere tider

Efterspørgslen efter økologisk grisekød er nu vokset så meget, at der igen er penge i at producere økologiske grise, viser en analyse fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

22-11-2024 4 minutter Grise,   Kødproduktion