Annonce

Annonce

Køkkenpersonale står i køkkenet på Vivild Efterskole

Kniber det stadig med at få integreret de plantebaserede råvarer i maden, er der hjælp at hente på fem fagdage for ansatte i landets professionelle køkkener. Foto: Frank Boutrup Schmidt

Der er plads til 1000 deltagere på Planteløftets inspirationsdage

Madprofessionelle fra hele landet inviteres til fem gratis fagdage med fokus på inspiration, vidensdeling og konkrete værktøjer, som kan gøre arbejdet nemmere i det plantebaserede køkken.

For klodens og klimaets skyld skal der serveres meget mere plantebaseret mad i de danske køkkener, og projektet Planteløftet inviterer derfor til fem fagdage med bælgfrugter og grøntsager på menuen. Fagdagene henvender sig til madprofessionelle, som ønsker at invitere flere plantebaserede råvarer ind i deres køkken, men som savner inspiration og viden om, hvordan man bedst udnytter potentialet i de grønne råvarer.

”Det er vores mål, at du går hjem fra dit Planteløftet-arrangement fyldt med inspiration, værktøjer, netværk, indsigter og velsmag, der gør dig klar til at invitere flere økologiske planter ind i dit professionelle køkken,” skriver Food Organisation of Denmark om de nye plantebaserede fagdage, som bliver gennemført med støtte fra Fonden for Økologisk Landbrug.

Ifølge arrangørerne er det ikke længere et spørgsmål, om hvorvidt det er muligt at få flere planter ind i køkkenerne. Det handler kun om, hvordan og hvor hurtigt det kommer til at gå. Men hvis der skal mere skub i brugen af grønne proteiner, viser de hidtidige erfaringer, at det er nødvendigt, at landets madprofessionelle bliver bedre til at dele deres erfaringer.

Planterne skal spille hovedrollen

Ifølge den kokkeuddannede madskribent og opskriftudvikler Christine Bille Nielsen står Danmarks madkultur overfor det største paradigmeskifte i nyere tid:

”Det betyder, at vi skal spise på en helt anden måde, nogle andre og nye råvarer, lave mad på en anden måde og vende hierarkiet på tallerkenen om, så planterne får lov at spille hovedrollen. Det skal smage godt, mætte og gøre os glade,” siger Christine Bille Nielsen i en omtale af fagdagene, hvor hun er en af de mange undervisere i de ”økologiske plante-masterclasses”.

Vi skal op på den grønne klinge

Trine Krebs, grøn chef i Food Organisation of Denmark, glæder sig til at byde 1000 madprofessionelle velkommen til Planteløftet 2023:

”Madprofessionelle i offentlige og private køkkener er meget vigtige nøglepersoner, når vi alle skal have flere planter på tallerkenerne. De viser vejen med velsmag til mange borgere på daglig basis. Hver gang madprofessionelle skaber nye plante-præferencer med velsmag, værtskab og høj faglighed, så rykker det på den store grønne klinge. Det kræver naturligvis at den højeste faglige planteviden bliver spredt og anvendt,” siger hun.

Medarbejdere fra Økologisk Landsforenings foodserviceafdeling deltager i fagdagene, hvor flere end 30 undervisere, kokke, og producenter er engageret i programmet, og på fagdagene er det desuden muligt at møde udvalgte økologiske planteproducenter til minimessen “Mød og Nyd”.

Fem fagdage dækker hele landet

Planteløftet Masterclass 2023 bliver afholdt på fem forskellige lokationer på tværs af Danmark. Til hvert arrangement er der plads til 200 madprofessionelle deltagere:

  • Planteløft Aarhus, Aarhus Tech: 16. maj

  • Planteløft Aalborg, Aalborg Tech: 23. maj

  • Planteløft Lolland, Madens Folkemøde: 2. juni

  • Planteløft Odense, Odense Cookery: 13. juni

  • Planteløft København, Hotel- og Restaurantskolen: 20. juni

Du sammensætter selv dit program ved tilmelding. Læs mere om [masterclasses og tilmelding](http://Masterclasses og tilmelding (thefoodproject.dk))

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion