Annonce
Annonce
Bælgfrugternes Dag er en international FN-dag til at anerkende vigtigheden af bælgfrugter som en global fødevare. Rådet for sund mad ønsker at bakke op om denne dag og promovere bælgfrugterne som en del af et sundt og klimavenligt måltid, og du kan være med. Foto: Frederik Maj, Rådets for sund mad
Landets professionelle køkkener fejrer Bælgfrugtens Dag
Sammen med kokke, madprofessionelle og bælgfrugt-entusiaster over hele landet, vil Rådet For Sund Mad nu helt ind i danskernes køkkener og tilbyde opskrifter, tips og tricks, der viser, hvor let det er at forvandle tørrede ærter, bønner og linser til velsmagende retter.
Kikærter, kidneybønner, flækærter, hvide bønner, butterbeans, røde og grønne linser. Listen over bælgfrugter er lang, men det går stadig trægt med at få forbrugerne til at bruge de klimavenlige råvarer i madlavningen.
Danskerne spiser i gennemsnit 2 g bælgfrugter om dagen, og det er meget langt fra de 100 g, som De officielle Kostråd anbefaler at spise. Derfor opfordrer Rådet For Sund Mad landets professionelle køkkener til at deltage i fejringen af bælgfrugterne d. 10. februar, som FN har udpeget som International Bælgfrugtdag.
Der mange gode grunde til at skrue op for mængden af bælgfrugter i både hjemmene, virksomhederne og institutionerne, skriver Rådet For Sund Mad i en pressemeddelelse forud for Bælgfrugtens Dag.
”Bælgfrugter er en proteinrig råvare fuld af fibre, mineraler og vitaminer, der samtidig i klimaperspektiv er med til at sikre, at vi går en bæredygtig og ansvarlig fremtid i møde,” skriver rådet, som i samarbejde med landets professionelle køkkener planlægger en større offensiv for bælgfrugterne, som også har den fordel, at de er en relativ billig proteinkilde.
Verdens Bælgfrugtdag
-
Med udgangspunkt i succesen med det internationale år for bælgfrugter i 2016, udpegede FN’s Generalforsamling i 2019 den 10. februar til Verdens Bælgfrugtdag.
-
Rådet for sund mad er et partnerskab med 29 medlemmer, der er centrale aktører i MadDanmark og dækker hele fødevarekæden.
-
Fagforbundet FOA er projektleder for det danske bælgfrugtevent
”I Rådet for sund mad bruger vi mad og måltider som en løftestang for sundere liv. En god måde at gøre det på er ved at spise mindre kød og i stedet vælge bælgfrugter og fisk. Det er både godt for sundhed og klima”, siger Per Christiansen, bestyrelsesformand i Rådet for sund mad, og fortsætter:
”Bælgfrugternes Dag skal inspirere til, hvordan vi kan bruge bælgfrugter i vores hverdagsmad og få dem til at smage fantastisk. De har tilbage i tiden været en stor del af vores madkultur, og det kan de blive igen”.
Skal dit køkken være med?
Bælgfrugternes Dag fejres således i både institutioner, skoler, børnehaver, plejehjem og virksomheder over hele landet, hvor det er ambitionen at skabe en fælles begejstring og for at nå helt ind i danskernes hjerter, smagsløg og køkkener med budskabet om at skrue op for brugen af danske bælgfrugter i madlavningen.
Flere økologiske landmænd dyrker i dag linser, kikærter og hestebønner, og du kan efterhånden købe de dansk producerede bælgfrugter i flere forskellige supermarkeder.
På raadetforsundmad.dk kan man allerede fra 16. januar få opskrifter og inspiration til, hvordan man kan være med til at fejre Bælgfrugternes Dag i sit eget køkken, og over hele landet vil bælgfrugt-entusiaster op til Bælgfrugternes Dag dele opskrifter, viden og tips på deres platforme, hjemmesider og sociale medier. Det skal give inspiration til at lave en bred vifte af retter, der rækker ud over de mest kendte; hummus, falafler, daal og gule ærter.
Claus Meyer: ”Genfind kærligheden til bælgfrugter”
En af Danmarks mest højlydte og passionerede bælgfrugt-stemmer er Claus Meyer, gastronomisk iværksætter og forfatter til flere kogebøger med grøn mad i centrum.
”Kunne man få flere mennesker til at skifte noget af kødet ud med bælgfrugter, vil det give folkesundheden et løft – samtidig med, at vi bidrager til at løse nogle af verdens mest presserende problemer, der er indlejret i vores fødevareproduktion og i det globale fødevaresystem. Vi er nødt til at genfinde kærligheden til bælgfrugter,” siger Claus Meyer.
I slutningen af 2022 lancerede Rådet for sund mad en ny hjemmeside, som skal gøre det nemmere for madprofessionelle og beslutningstagere i køkkener, der brænder for at lave sund og klimavenlig mad, at finde ny inspiration.
Vi har samlet viden og brugbare værktøjer, som forskellige organisationer og virksomheder fx Concito, Odense Kommune, Arla Pro og Dansk Vegetarisk Forening står bag, oplyser Rådet for sund mad.
Sitet giver bl.a. køkkenerne mulighed for at dykke ned i opskriftssamlinger, indkøbsaftaler, beregningsværktøjer og efteruddannelse m.m.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.