Annonce

Annonce

Fællesbillede af skolebørn i en have

Haver til Maver har siden 2006 arbejdet for at skabe gastronomiske skolehaver for landets skoleelever og vise, hvordan børnene helt konkret kan bruge virkeligheden som klasseværelse. Foto: Haver til Maver

Danmarks skolebørn får nyt nationalt skolehavecenter i en gammel øko-bygning

Den landsdækkende skolehaveforening Haver til Maver, der arbejder for at styrke børns viden om maden fra jord til bord, får et nyt hovedsæde på Frederiksberg. Det skal hjælpe foreningen med at nå sin målsætning i 2030, der vil berøre alle kommuner.

Beboerne på Frederiksberg får en ny nabo, når Allégade 7 ved Frederiksberg Have omdannes til et nyt Haver til Maver-univers. Det kommende skolehavecenter skal undervise skolebørn i madens vej fra jord til bord.

Det er det tidligere Økologiske Inspirationshus, som genopbygges og centret ventes at stå klar i starten af 2023.

Det nye sted får betydning for alle landets skolebørn, fortæller direktør i Haver til Maver, Daniel Hervik:

“Haver til Maver har som ambition, at alle landets kommuner inden 2030 har skolehaver. Det nationale skolehavecenter bliver en hjørnesten i at nå den målsætning. På den ene side som hovedkontor for sekretariatet. På den anden side som det sted, hvor vi i sammenhæng med den eksisterende skolehave i Frederiksberg Have eksperimenterer med nye læringsforløb, materialer og værktøjer til landets skolehaver. Det bliver der, vi klæder haveformidlere, lærere og pædagoger på til at arbejde med skolehaver som en del af undervisningen i den danske folkeskole. Derfor er vi både stolte og dybt taknemmelige over denne mulighed,” fortæller han i en pressemeddelelse.

Huset på 300 m2 i alt, fordelt på to etager og en mindre terrasse på 1. sal, skal rumme et plantebaseret undervisningskøkken og laboratorium for børn og unge. Der vil også være plads til aktivitetsrum og klasseværelse, ligesom 1. salens terrasse skal rumme en minihave. Det kobles til de 3.000 m2 skolehaver i Frederiksberg Have 90 m fra huset.

Haver til Mavers sekretariat får sin daglige gang i huset, der også åbner sig op mod lokalsamfundet med mulighed for filmvisninger, fællesspisninger og familieworkshops. Huset vil desuden rumme andre samarbejdspartnere som f.eks. Hello Kitchen, der driver Fars Køkkenskole og Mors Verdenskøkken, som kan udnytte faciliteterne om eftermiddagen, aftenen og i weekenderne.

Haver til Maver har siden 2006 arbejdet for at skabe gastronomiske skolehaver for landets skoleelever og vise, hvordan børnene helt konkret kan bruge virkeligheden som klasseværelse. På lokalt plan er visionen, at huset og den nærliggende skolehave bliver steder, som børn og borgere møder gentagne gange i deres liv i byen. Samtidig kan Haver til Maver-huset og haven være et eksempel på, hvordan fremtidens bæredygtige byrum og fællesskaber kan se ud.

Frederiksbergfonden køber, renoverer og udlejer ejendommen, og foreningen Realdania bidrager med støtte til den indretningsmæssige og arkitektoniske udformning.

”At fonden indgår et langsigtet samarbejde med Haver til Maver, sker ud fra ønsket om at bidrage til børnenes adgang til nye kundskaber og vigtig viden om natur og fødevarer. Allégade er samtidig Frederiksbergs centrale kulturstrøg, som med Haver til Mavers nye, nationale center bliver en endnu vigtigere destination. Frederiksbergs tidlige historie, før bosætningen begyndte i større stil i området, bestod også af fødevaredyrkning og Frederiksbergs oprindelse får på den måde helt nyt liv på Allégade”, siger direktør for Frederiksbergfonden Martin Dahl.

Projektchefen i Realdania, Pelle Lind Bournonville, stemmer i:

“Genopbygningen af Det Økologiske Inspirationshus fra 1990’erne er et spændende eksempel på, hvordan man kan arbejde videre med de oprindelige tanker i bygningen og se bæredygtighed i en nutidig kontekst med den nyeste viden. Ikke mindst, når det gælder de indlejrede drivhusgasser, hvor vi bruger nye materialer og nye løsninger. Skolehavecentret vil ikke kun være til glæde rent lokalt som et nyt mødested og en ramme om fællesskaber, men vil også fungere som et nationalt eksempel for, hvordan fremtidens bæredygtige fællesskaber også kan se ud i byerne. Vi glæder os til at se resultatet, når skolehavecentret er færdigindrettet om et par år,” fortæller han.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion