Jagten på billig mad bremser August Hages grønne visioner: »Vi kan ikke give folk mere end det landbrug, de vil betale for«
I 2013 arvede en dengang 24-årig August Hage sin fars gods med 900 ha. Familien har holdt fast i økologien, og August Hage ville gerne gøre endnu mere for naturen og miljøet, men det er svært, når kun få vil betale merprisen for det.
I 1967 fik Daniel Hage nok af den retning, som landbruget var gået i.
Han var trist over at se det blive reduceret til sprøjteplaner og kunstgødning og omlagde derfor 100 ha af sine arealer på Oremandsgaard Gods i Præstø til biodynamisk dyrkning.
I 1970'erne omlagde Daniel Hage det så til økologi, og han kæmpede siden aktivt for, at Danmark skulle have statskontrolleret økologi, frem for at branchen kontrollerede sig selv. Han har dermed en andel i, at vores statslige Ø-mærke er blevet til det, vi kender i dag.
Da Daniel Hage gik bort i 2013, stod hans dengang 24-årige søn August pludselig med et gods, 900 ha jord - og en gæld på 80 mio. kr.
Trods sin manglende erfaring satte August Hage, der var i gang med at læse statskundskab, sig for at genrejse godset. Ud fra en samarbejdsbaseret tilgang er godset nu blevet et landbrugsfællesskab med destilleri og tapperi og hjemsted for mange virksomheder, der tæller alt fra arkitekter, kunstnere, møbelpolstrere og destillatører til snedkere og filmfolk.
Jeg har mange idealistiske projekter, men vi kan ikke give folk mere end det landbrug, de vil betale for.
— August Hage, økolog, Oremandsgaard Gods
August Hage har holdt fast i økologien - også selvom den fremgang, der i mange år kendetegnede økologien, er gået i stå de senere år
"Vi er økologer, fordi vi synes, at der er en masse eksternaliteter, som den konventionelle produktion ikke tager højde for. Når vi har ukrudt i marken, giver det plads til en helt anden fødekæde for insekterne, og jo længere en mark har været dyrket økologisk, desto mere exceptionel er sammensætningen af ukrudt på marken. Det giver grundlag for et insektliv, som ellers i stærk tilbagegang," siger August Hage.
Håber på forståelse for merprisen
Havde hans far været i live i dag, tror August Hage, at han ville have integreret de regenerative principper i dyrkningen.
"Han ville altid meget gerne presse produktionen i en retning, som tog hensyn til jordens liv på en helt anden måde. Det er slet ikke indregnet i den konventionelle produktion, men som økolog i dag er det svært. Jeg kan få øje på alle mulige ting, vi kunne gøre bedre, hvis vi kunne få en ordentlig pris for vores varer, men markedet skrumper, og priserne er faldende. Det er ikke nemt at sælge ind, at man gør noget godt for jorden, når man ikke får betaling for det. Jeg har mange idealistiske projekter, men vi kan ikke give folk mere end det landbrug, de vil betale for," siger August Hage.
Lørdag d. 5. september åbner han godset for gæster i forbindelse med det årlige Økologisk Høstmarked, der arrangeres af Økologisk Landsforening.
Det er første gang, han er en af værterne for det årlige arrangement, og han håber at kunne give danskerne et bedre indblik i, hvorfor nogle fødevarer koster mere end andre - og hvorfor det kan være merprisen værd at vælge det økologiske.
Til høstmarkedet vil der være flere end 25 stande med bl.a. varer fra gårdens eget destilleri, kød samt grøntsager fra Under Egen. Derudover kommer en række små producenter og en burgervogn, Præstø Bagværk, Møns Bryghus og mange andre.
"Jeg tror, at når vores gæster møder de enkelte producenter, forstår de bedre, hvorfor kvalitet koster mere. Meget af den feedback, vi får, er, at folk egentlig er købevillige, selvom tingene kan være dyrere, for når de står og snakker med producenterne, får de en forståelse for alt det arbejde, der faktisk ligger bag hver enkelt råvare," siger han.
Vant til arrangementer
Selvom det er første år som vært for høstmarkedet, er August Hage vant til at holde arrangementer med masser af gæster: Den første lørdag i hver måned afholder godset et såkaldt bondemarked, hvor der typisk er 20-25 lokale producenter, som sælger deres varer, og antallet af gæster kan nå helt op på 2.000.
Han forventer endnu flere gæster på lørdag, fordi der er flere aktiviteter, især for børn. Der vil være en hoppeborg og en halmballerutsjebane. Desuden er en mejetærsker og en gammel Volvo Buster-traktor er kørt frem, der kan købes mad, og Røstofte Maskiner har doneret otte små legetøjstraktorer, som børn kan trille rundt på.
Økologisk Høstmarked finder sted på økologiske gårde landet over. Nogle holder åbent enten lørdag eller søndag, andre begge dage. For Oremandsgaard Gods' vedkommende er der åbent lørdag kl. 11-14.
Artiklen er skrevet i projektet ’Økologisk Høstmarked – Oplev og forstå de økologiske grundværdier’.