Vejdirektoratet sprænger træer i luften for at skabe mere liv

For at afbøde påvirkningen af naturen i forbindelse med anlæggelsen af Kalundborgmotorvejen har Vejdirektoratet sprængt flere træer i stykker. Det skal hjælpe flagermus, fugle, insekter og svampe med at finde nye levesteder.

26. september 2026
Læsetid: 3 minutter
Det kan næppe anbefales at private begynder at lave kontrollerede sprængninger af træerne hjemme i haven, men det giver god mening i forhold til at øge biodiversiteten, når Vejdirektoratet bruger sprængstoffer til at ødelægge løvtræer langs vestsjællandsk motorvej.

I disse år bliver der taget mange initiativer for at hjælpe naturen. Nogle er mere drastiske end andre, og umiddelbart lyder et træ, der bliver revet fra hinanden i en sky af splinter og afrevet bark som det modsatte af naturpleje. Men det giver god mening at sprænge træerne i luften, fremgår det af en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.

Et sundt og rankt træ er nemlig ikke nødvendigvis det bedste træ for dyrelivet. Mange dyr foretrækker de syge og gamle træer med sprækker og andre skavanker som levesteder, men desværre er der mangel på veterantræer i de danske skove og i det det åbne land.

Det kan virke paradoksalt, at vi skader sunde træer for at hjælpe naturen. Men for mange arter er det netop skaderne og hulhederne, der gør et træ til et godt levested.

— Christian Bell, landskabsforvalter i Vejdirektoratets miljøafdeling

For at skabe flere træer med denne type egenskaber har Vejdirektoratet foretaget kontrollerede sprængninger i en række trætoppe i Bjergsted Skov vest for Jyderup.

Træerne skal helst overleve

Metoden med sprængning kaldes veteranisering. Den går ud på at give yngre og raske træer skader, som efterligner dem, træer naturligt kan få gennem et langt liv, hvor vind og vejr hiver og flår i dem. Ved at foretage sprængning af trætoppene, opstår kunstige skader, der efterligner skader fra et lynnedslag, som giver træet revner og sprækker.

Med veteraniserings-metoden er det ikke formålet at dræbe træet med det samme, men at svække træet så meget, at det langsomt begynder en naturlig nedbrydning med hjælp fra svampe og insekter, som kan tage mange år.

”Det kan virke paradoksalt, at vi skader sunde træer for at hjælpe naturen. Men for mange arter er det netop skaderne og hulhederne, der gør et træ til et godt levested. Med sprængningerne sætter vi gang i en udvikling, som skal gøre træerne mere værdifulde for dyrelivet,” siger Christian Bell, der er landskabsforvalter i Vejdirektoratets miljøafdeling.

Skal afbøde tabet af levesteder

Baggrunden for træsprængningerne i Bjergsted Skov er anlægningen af Kalundborgmotorvejens sidste etape, hvor det er nødvendigt at fjerne en del træer. Derfor arbejder Vejdirektoratet med at genskabe levesteder og understøtte dyrelivet i de berørte områder.

”Vi kan ikke erstatte en gammel skov fra den ene dag til den anden. Men ved at veteranisere træer lokalt kan vi hjælpe med at udvikle nye levesteder i det område, hvor vi har været nødt til at fjerne træer,” siger Christian Bell.

Veteranisering er endnu ikke udbredt på Vejdirektoratets projekter, men ambitionen er, at metoden skal indgå som en fast del af arbejdet med biodiversitet. Derfor skal erfaringerne fra de forskellige metoder bruges til at målrette arbejdet fremover.