Massiv borgeropbakning til at få landbrugsdyr ud af burene

Tæt på 100 pct. af 190.000 borgere finder det vigtigt eller meget vigtigt, at landsbrugsdyr som grise og høner ikke længere holdes i bur. Organisationen Four Paws håber, at Europa-Kommissionen stopper sin lovgivningsmæssige nølen på området.

15. april 2026
EU
Læsetid: 4 minutter
Høner står i bure i en mørk stald
99 pct. af omtrent 190.000 respondenter svarer, at de finder det "vigtigt" eller "meget vigtigt", at æglæggende høner og grise ikke længere må holdes i bure. Foto: Farm Watch/flickr/CC BY 2.0

Dyrevelfærd var et af de varmeste politiske emner under folketingsvalget, hvor der især blev sat spot på grisenes vilkår. 

Og det er bestemt ikke kun i Danmark, at dele af befolkningen ønsker et løft af landbrugsdyrenes velfærd. 

En offentlig høring foretaget af Europa-Kommissionen viser, at nærmest alle respondenter går ind for et løft af den generelle dyrevelfærd. Hele 99 pct. af flere end 190.000 besvarelser – primært EU-borgere - erklærer, at de finder det "vigtigt" eller "meget vigtigt", at æglæggende høner og grise ikke længere må holdes i bure.  

Lignende støtte til udfasningen af bure findes også, når det kommer til kalve, avlsdyr til slagtekyllinger og æglæggere, ænder, kaniner og gæs.  

Samtidig er det værd at bemærke, at 44-54 pct. af de adspurgte virksomheder og foreninger har givet udtryk for, at de også ser det som vigtigt eller meget vigtigt at udfase burene. Flere anerkender i deres besvarelse, at det er en dyr investering at omlægge fra en burproduktion, men her peger mange på, at midlerne bør komme fra EU's landbrugsstøtte.

Problematisk aflivning

98 pct. af borgerne mener samtidig, at aflivningen af daggamle hanekyllinger er etisk problematisk, mens 56 pct. af virksomhederne svarer det samme.

Derudover svarer 89 pct. af knap 170.000 respondenter, at EU's nuværende lovgivning ikke sikrer, at landbrugsdyr kan udtrykke deres naturlige adfærdsbehov.

Den globale dyrevelfærdsorganisation Four Paws ser undersøgelsen som et klart signal til Europa-Kommissionen om at skride til handling:

”Beskeden fra EU-borgerne kan ikke være klarere: Tiden er løbet fra indhegnede landbrugsdyr. Resultaterne viser en enestående opbakning blandt borgere, NGO’ere og virksomheder, der vægter en udfasning af burene højt. Et aspekt, der berører 300 millioner landsbrugsdyr,” udtaler Ina Müller-Arnke, seniorspecialist inden for landbrugsdyr i uegnede forhold hos Four Paws, i en pressemeddelelse. 

Stop med at nøle, opfordrer Four Paws

Den omfattende undersøgelse fandt sted i efteråret 2025 i tæt samarbejde med landbruget, fødevareproducenter og civilsamfundet.

Besvarelserne skal dog ikke anses som repræsentative, og det fremgår i et resume af besvarelserne, at det må forventes, at en stor del af besvarelserne kommer fra borgere, som i forvejen er meget interesserede i dyrevelfærd.

Four Paws anser dog stadig resultatet som et fundamentalt skridt i den lovgivningsmæssige proces med at opdatere EU’s love om dyrevelfærd. 

Hos Four Paws er det især imødeset, at Europa-Kommissionen snart skrider til handling og retter sig efter den enorme opbakning, som 1,4 mio. EU-borgere viste tilbage i 2021 ved at underskrive borgerforslaget ‘End The Cage Age’. Et initiativ, der af organisationer blev kaldt et ”historisk paradigmeskifte”, fordi det på papiret ville forbyde landbrugsdyr i bure i 27 medlemslande. 

Siden da er det gået trægt med indførelsen af forbuddet, og de ændringer, som Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet vedtog principielt i 2021, er ikke blevet til lov. 

“Vi opfordrer Europa-Kommissionen til at agere uden yderligere udskydelser og fremsætter de lovforslag, som den har loves os længe,” lyder det videre fra Ina Müller-Arnke. 

Danmark stod dengang for omkring 47.000 af underskrifterne i forbindelse med ‘End The Cage Age’ ifølge Dyrenes Beskyttelse.