Vi skal stoppe med at ødelægge og forurene jorden i vores land

Af: Niels Bang Andersen, Frederiksberg

Kære Dig

En række dyr har kontaktet mig om klimakrisen. Specielt om landbrugets særlige tilladelser til at forurene og ødelægge jorden i vores land, og al den anden forurening. Det skal stoppes NU! De spørger, om det dog ikke er os menneskers ansvar at passe på kloden - som de mest intelligente dyr her på vores jord!

De er meget, meget bekymrede og fortæller mig, at der er ved at blive oprettet et slags dyreoprør, hvor dyr fra alle lande siger stop til os 'overdyr'.

"Nu skal I gøre noget, stoppe al den forurening," siger de, "og det skal være NU!"

Der var også noget med, at humusen var blevet ødelagt.

Jeg sagde: "Hummus er da noget, man spiser, det er da O.K?"

"Det er humusen i jorden, der er ødelagt," svarede de, "efter mange, mange års intensivt industrilandbrug."

Jeg spurgte lidt ind til det med dyreoprøret, men det var svært for dem at formulere noget, jeg rigtigt kunne forstå. De kommunikerede jo ikke på et almindeligt sprog. Men jeg forstod, at det skulle gå hurtigt.

De prøvede i stedet at lave en form for tankeoverførelse til mig. Da jeg maler lidt, greb jeg penslen for at se, om jeg kunne fange deres tanker. Og bagefter få dem kanaliseret ud gennem farver og pensler på et lærred.

Det kunne jeg så. Men det var ret forvirrende. Budskaberne nærmest flød igennem mig. Jeg måtte tage to lærreder i brug samtidig. En pensel i hver hånd. Malede synkront, men to forskellige motiver. Farverne blev smurt på, som om det var en anden, der styrede hånden. Det var nogle hektiske timer.

Som jeg forstod det – og forsøgte at male - handler det blandt andet om traktorerne på markerne. De pløjer, og ødelægger derved jorden, så der skal sprøjtes gift ud. DET kunne resultere i væltede traktorer! Dyr, der kom fra Afrika og andre lande for at hjælpe. Svært at forstå. Men jeg fik nedfældet deres budskaber i de to malerier.  

Budskaberne skal videre

Der var også noget med, at flere milliarder myrer var på vej til de store forurenende fabrikker, både her i Europa, Kina og andre lande. Myrerne ville simpelthen underminere bygningerne, så de faldt sammen. Der ville vist gå 13 år, før der var nok fremme. Fuglene ville også koordinere deres ”skideri” til krigszoner og militærmaskineriet, som ville blive overdænget med lort af en mængde, der satte dem på stand by.

"Dyr kan ikke lide krig," sagde de.

Det lød alt sammen meget underligt, og forbindelsen begyndte at blive lidt uklar.

Jeg spurgte dem på falderebet, hvad jeg skulle gøre med malerierne? Budskaberne skulle vel videre?

Det havde de ikke rigtigt et klart billede af. Jeg sagde, at jeg jo kunne sende dem til statsministeren? Eller til en miljøminister? Eller landbrugets organisationer?

De var noget skeptiske. Ville de ikke bare blive arkiveret i kælderen?

"Joooo, det har I nok ret i," måtte jeg svare; "jeg er ingen kendt maler, så det ryger nok på arkiv."

"Måske kunne jeg prøve at få den i en avis – så vil mange kunne se dem," foreslog jeg.

"Det lyder godt," svarede de;

"At I som selvudnævnt ledende dyreart ikke passer særlig godt på os andre og Jorden må simpelthen stoppe NU. Vær solidarisk!"

Så forsvandt kontakten. Jeg har ikke hørt fra dem siden, men kan rigtig godt tilslutte mig deres budskab, som herved er båret videre.