Nye folk ved roret efter rokade i toppen af Hanegal
Med ny administrerende direktør og ny formand har Hanegal sat det hold, som skal arbejde videre mod selskabets erklærede mål om, at 85 pct. af produktionen skal være plantebaseret i 2030.

Som led i et generationsskifte har den økologiske fødevareproducent Hanegal gennemført en større rokade i de øverste ledelseslag.
Det betyder, at den hidtidige
administrerende direktør, Cees Kuypers, er afløst på posten af Søren Hansen,
som sammen med sin forretningspartner Michael Vadgaard Jørgensen har ejet 60
procent af aktierne i Hanegal siden juni sidste år, oplyser virksomheden i en
pressemeddelelse.
I forbindelse med rokaden er Michael Vadsgaard Jørgensen blevet menigt medlem
af bestyrelsen, mens den erfarne fødevaremand Flemming Enevoldsen, der har en
fortid som adm. direktør i Tulip og direktionsmedlem i Danish Crown, bliver
hentet ind udefra som ny formand.
'Hanegal har store forventninger til, at kombinationen af Søren Hansens mangeårige ledelsesmæssige erfaring fra danske og internationale fødevarevirksomheder og Cees Kuypers målrettede kommercielle indsats vil forløse Hanegals store potentiale på hjemme- og eksportmarkederne,' hedder det i pressemeddelelsen.
Hanegal beskæftiger ca. 50 medarbejdere, som producerer et bredt sortiment økologiske fødevarer, der spænder fra diverse former for pølser og pålægsprodukter over færdige måltidsløsninger og en voksende vifte af plantebaserede fødevarer.
Selskabet har gennem 25 år opbygget et stærkt økologisk varemærke i Danmark og er bredt distribueret i detailhandelen, men ifølge den nye administrerende direktør står Hanegal over for en spændende vækst på både hjemme- og eksportmarkederne, hvor der fortsat er et stort, uforløst potentiale. For at indfri det har selskabet brugt de sidste år på at geare organisationen til yderligere vækst og eksport.
”Flemming Enevoldsen
har det nødvendige strategiske blik, uden et øjeblik at tabe fokus på
virksomhedens lønsomhed. Han er garant for, at ledelsen ikke kommer ud af kurs
i en tid med mange store og spændende tiltag i virksomheden”, siger Søren
Hansen i forbindelse med rokaden.
Cees Kuypers, der ejer en mindre andel af Hanegal, skal fremover fokusere på virksomhedens kommercielle udvikling i rollen som kommerciel direktør.
”Den nye ledelsesstruktur og bestyrelse er et løft for at kunne indfri det store potentiale, der ligger i Hanegal. Jeg ser frem til at være Hanegals kommercielle spydspids i markedet”, siger Cees Kuypers.