ØL henter ny landbrugschef i egne rækker

Pressemeddelelse

Peder Bligaard er blevet udnævnt som ny landbrugschef i Økologisk Landsforenings Landbrugsafdeling.

31. oktober 2018
Læsetid: 2 minutter
Peder Bligaard er ny landbrugschef i Økologisk Landsforening
Foto: Økologisk Landsforening

Økologisk Landsforening har udnævnt Peder Bligaard som ny chef for Økologisk Landsforenings Landbrugsafdeling, efter at han de seneste fem måneder har fungeret som midlertidig landbrugschef. 

Peder Bligaard skal stå i spidsen for 14 landbrugsfaglige videns-medarbejdere, som arbejder med udvikling og innovation inden for et bredt fagligt felt på tværs af klima, natur, dyrevelfærd, plante- og husdyravl, omlægning og generationsskifte. 

"Med den fortsatte stigning i det økologiske landbrugsareal og antallet af landmænd, der lægger om til økologi koblet med betydelige ændringer i samfundstrends inden for fødevarer, forventer vi et øget behov for holistisk og tværfaglig økologiudvikling. Peder Bligaard vil som landbrugschef få ansvaret for den fortsatte udvikling og foreningens arbejde for mere og bedre økologi," siger Helle Borup Friberg, adm. direktør i Økologisk Landsforening. 

Peder Bligaard har en uddannelsesmæssig baggrund som landbrugstekniker suppleret med en merkonomuddannelse. Han har gennem mere end 30 år arbejdet i landbrugsorganisationer - Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere, Foreningen for Danske Landbrugsskoler og de seneste 17 år i Økologisk Landsforening. Peder Bligaard vil fremadrettet indgå i ledelsen i Økologisk Landsforening.

Dette er en pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening. Det er tilladt at kopiere og bringe den på andre nyhedssider.