Organisationer i opråb til danskerne: Vælg de politikere, der vil løse krisen for dyr, natur og klima

Af: Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse, og Louise Køster, forperson i Økologisk Landsforening 

I hver sin organisation taler vi ugentligt med producenter om det samme. De kæmper.

Det er mennesker, som i årevis har investeret i dyrevelfærd og økologisk dyrkning.

Rokkedahl Foods producerer økologiske kyllinger, som er ’Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse’. Kyllingerne klækker i stalden, hvor de tilbringer resten af livet, de har adgang til det fri i store hønsegårde med græs og buske, de har længere tid at vokse i, så deres ben og organer kan følge med.

Det lyder måske som selvfølgeligheder, men er sjældenheder i produktionen af slagtekyllinger i Danmark – og resten af verden for den sags skyld. Rokkedahls kyllinger tilhører de kun to procent af alle danskproducerede slagtekyllinger, som kommer ud i det fri. De andre 98 pct. ser aldrig dagens lys. 

Krarup Landbrug har økologiske grise, der er ’Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse’. Landmand Niels Thing er også i Økologisk Landsforenings griseudvalg, og han kan melde, at producenterne af økologiske grise ’ser ind i et rædselsår’. Hvis afsætningen ikke forbedres, forventer griseproducenterne, at 15-20 pct. af dem stopper næste år.

Nu står producenterne helt ude på kanten. De er presset til det yderste. Foderpriserne stiger drastisk, energipriserne er steget – og forbrugerne svigter.

I valgkampen er udsigten til den kolde sæson et varmt emne. I Dyrenes Beskyttelse og Økologisk Landsforening savner vi, at den akutte krise bliver sat ind i den langsigtede kontekst, som den er del af. Krigen i Ukraine har accentueret vores dybe afhængighed af fossil energi fra totalitære regimer. På den drastiske og dybt ulykkelige baggrund er omdrejningshastigheden på den grønne og uafhængige omstilling af vores energiforsyning accelereret helt enormt. Vi kan godt, når vi skal. Når vi står med ryggen mod muren.

Vi har store mængder madspild

Den afledte fødevarekrise understreger på sin side, hvordan vores fødevaresystem er ude af stand til at svare på det store spørgsmål om, hvordan vi sørger for sund mad til en voksende befolkning på en presset klode. Vi mangler i udgangspunktet ikke mad. Men vi har madspild, både i form af decideret mad, der ender med at gå til spilde i stedet for at blive spist, og i form af al den mad, der går til spilde som foder til dyr i en udsigtsløs opretholdelse af en overdimensioneret animalsk fødevareproduktion.

Det er et kalorieregnskab, der aldrig kommer til at gå op eller rime på fødevareforsyning til Danmark eller verden. Også her står vi i den grad med ryggen mod muren.

Vi har en igangværende krise for klima, dyr, natur og sundhed. Desværre har Danmark ikke nogen førertrøje på i det felt, der viser vej til løsninger. Godt nok er vores økologiske produktion og omsætning forholdsmæssigt blandt verdens største med henholdsvis cirka 12 pct. af det samlede dyrkede areal og 13 pct. af salget i dansk detailhandel. Takket være dedikerede producenter og forbrugere.

Men Danmarks arealer er domineret af et konventionelt industrielt landbrug, der presser dyrene i urimelig grad, nedbryder jordens kulstofindhold og svækker dens naturlige evne til at lagre kulstof, udrydder natur og forårsager en væsentlig nedgang i naturens vildtlevende arter og størrelsen på populationerne. Alt sammen i en insisteren på at producere alt for meget kød og andre animalske fødevarer, mestendels til eksport. Vi er det land i verden, der producerer mest kød pr. indbygger. Vi er det land i verden, der har flest svin pr. indbygger.

Myten om dyrevelfærden

Myten om, at Danmark har god dyrevelfærd og har den grønne førertrøje på med klimavenlig fødevareproduktion får gang på gang lov til at stå uimodsagt. Realiteten er, at over 200 millioner danske landbrugsdyr årligt er spærret inde og lever klemt sammen på alt for lidt plads i store stalde af beton og stål. De ser aldrig dagens lys. Udenfor er markerne tomme, og der dyrkes for godt 80 pct. af landbrugsarealets vedkommende foder til dyrene inde i industristaldene.

Det giver os livløse landskaber med monokulturer, overgødskning og sprøjtegifte. Og det er hverken klimarigtigt eller klimaeffektivt.

Krisen for dyr, klima, biodiversitet og sundhed er den mest presserende for vores folketing at være med til at løse. Politikerne er valgt til at tage ansvar for de fælles og langsigtede udfordringer, som vi ikke individuelt kan løse, fordi vi hver især som oftest handler i egne interesser på kort sigt. Ikke mindst når vi og vores familier bliver presset på varmeregningen, transport og stigende priser på det meste.

Vi ønsker os politikere, som forpligter sig til at indføre lovgivning, der sikrer os som forbrugere et værdigt bundniveau, når vi vælger i køledisken, og som borgere, når vi vælger, hvad vores land skal stå model til. Pt. er vi sammen med Bangladesh det mest opdyrkede land i verden, og vores artsrigdom i naturen er en veritabel bundskraber. Danmark er i front, når det gælder opdyrket areal og tab af natur og arter.

Vi ønsker os politikere, som for alvor vil en langtidsholdbar omstilling til en fødevareproduktion baseret på anstændige liv for langt færre dyr i fremtidens fødevareproduktion, baseret på økologi og dyrkning, der inviterer naturen og alle de vildtlevende arter tilbage vores arealer, baseret på vegetabilsk kost frem for en animalsk baseret produktion, der er lige så forældet som fossil energi i sin insisteren på at kødføde verden.

Flere planter kan brødføde flere mennesker

Hvis vi dyrker mad til mennesker på vores arealer og ændrer balancen i vores kost, så den eksempelvis består af 30 pct. kød og 70 pct. planter, kan de danske arealer brødføde 21 millioner mennesker.

I den nuværende situation opfordrer vi helt konkret til en momsnedsættelse på økologi og produkter med dyrevelfærd på højeste niveau. Det vil hjælpe markedet til at trække den grønne omstilling og give den enkelte råd til at vælge de fødevarer til, som bidrager til at løse den langsigtede krise.

I øjeblikket galopperer prisforskellen mellem konventionelle produkter og økologiske produkter med høj dyrevelfærd derudad, fordi momsen som fast procentdel gør dyre varer endnu dyrere. Momsindtægten til staten på økologiske varer er således højere end indtægten fra salg af konventionelle varer. Det strider imod enhver logik, at staten skal tjene mere på bæredygtige produkter end på de mindre bæredygtige produkter, der pålægger samfundet udgifter til rensning af drikkevand, genopretning af vandmiljøet, udfordringer med antibiotikaresistente bakterier og mistet natur og biodiversitet.

Vi opfordrer helt konkret til, at alle offentlige institutioner køber økologisk ind, så vi alle sammen er med til at betale producenter for at levere på samfundsydelser som rent grundvand, biodiversitet, frugtbar jord og respekt for andre levende væsener.

Det kræver politikere, der ikke justerer med lappeløsninger, frivillige aftaler, planer og løfter, der ikke indfris, og en dyr jagt på at gøre fødevarer billige, som efterlader den ubetalelige regning til de dyr og den natur, som ikke kan stemme til valget. Vælgerne er klar, producenterne er i gang. Nu mangler vi bare politikere, som tør at tage fat der, hvor det brænder på for alvor.