Annonce

Annonce

Michael Baun hos kvæg i naturområde

Med forsøgets lovende resultater håber Michael Baun nu på, at halsbåndene bliver lovlige at anvende. Foto: Irene Brandt

Usynligt hegn hitter på Fanø

Et forsøg med stødhalsbånd i stedet for elhegn på Fanø viser lovende takter. Undersøgelser viser, at køerne ikke har tegn på et øget stressniveau.

På Fanøs østside går Michael Bauns økologiske anguskvæg frit rundt i et område på omkring 67 hektar. Der er ingen hegn, der holder dem tilbage, og dyrene kan selv krydse grusveje og gå fra mark til mark.

Godt nok er elhegnet pillet ned, men i stedet har køerne fået halsbånd på. De er nemlig forsøgsdyr i et flerårigt forskningsprojekt, som skal undersøge nye måder at lave naturpleje på.

Foreløbigt er det forsøg en stor succes. Det skriver dr.dk.

”Jeg synes, det fungerer rigtig godt. Det virker, og det giver ro i maven at have dyrene her,” siger Michael Baun til DR.

Virtuelle hegnspæle

På sin iPad har Michael Baun sat virtuelle hegnspæle. Han bestemmer således, hvor dyrene må gå, og halsbåndet giver en lyd fra sig, hvis dyrene nærmer sig afgrænsningen. Hvis de trodser advarselslyden og går videre, får de stød.

”Du kan nærmest ikke se, de får stød. De drejer bare af og går ind på marken igen. Det her stød er meget mindre end et stød i et normalt hegn,” siger Michael Baun.

Normalt er det ikke lovligt, men forsøget har fået en særlig dispensation. Samtidig overvåger dyrlæger dyrenes trivsel. Blandt andet har man undersøgt køernes kortisol-niveau, også kendt som stress-hormoner, i kokasserne. Resultaterne viser, at køerne ikke har et øget stressniveau, efter elhegnet blev erstattet med halsbåndene.

Glade naboer

Ifølge DR har fraværet af de elektriske hegn skabt glæde for øens sommerhusejere og turister. Både turister, fuglekiggere og også de vilde dyr kan bevæge sig frit i landskabet, og udsigten er samtidig intakt.

Med forsøgets lovende resultater håber Michael Baun nu på, at halsbåndene bliver lovlige at anvende.

I både Australien og USA, men også i Norge, har man desuden gode erfaringer med metoden, der er lovlig i disse lande.

Flere artikler fra samme sektion

Kvæg overgræsser naturarealer til skade for biodiversiteten

Nye resultater viser, at at landbrugsdyrene græsser nogle naturområder for hårdt, hvilket går ud over dyre- og plantelivet. En ny beregningsmodel skal forbedre planlægningen for afgræsning på de enkelte arealer.

24-11-2023 5 minutter Biodiversitet,   Afgræsning,   Forskning

De storindustrielle landbrug bærer en del af skylden for, at folk flytter væk, mener sociolog

Vil vi skabe liv på landet igen, skal landbruget væk fra et ensidigt økonomifokus og i højere grad pleje det sociale samvær og naturen, mener sociolog: "Hvis der ingen livskvalitet er på landet, hvorfor skal man så være der?"

23-11-2023 5 minutter Økologikongres 2023,   Bæredygtighed

10 års klimakamp i Mammen

Solceller, lavbundsjord og færre malkekvæg i besætningen er hovedingredienserne i den opskrift, der skal nedbringe klimaaftrykket hos økolog Jørgen Sønderby i Mammen. Men selv om han de seneste 10 år har arbejdet målrettet mod at begrænse CO2-udslip, bliver kampen kun hårdere og hårdere.

17-11-2023 9 minutter Klima