Annonce

Annonce

Tjele opgraderer med robotter: Nu har godset verdens største park af Farmdroids

Efter flere års test af den selvkørende og soldrevne robot ’Farmdroid’ i foderroeproduktionen, har Tjele Gods indkøbt fire nye farmdroids, der hver kan så og rense omkring 20 ha.

05. marts 2025
Læsetid: 3 minutter
Steffen Rohde Døssing ved farmdroids på Tjele Gods

Efter flere års test af en markrobotten 'farmdroid' i produktionen af foderroer, har driftsleder Steffen Rohde Døssing og Tjele Gods besluttet at investere i verdens største maskinpark med farmdroids. Foto: Uffe Bregendahl

Når foråret rammer landet triller hele fem soldrevne robotter langsomt og lydløst ud på Tjele Gods’ marker.

Her sår de først selv de frø, der skal blive til kvægbesætningens foderroer. Straks efter såningen sørger robotterne selv for at holde markerne fri for ukrudt, indtil roernes blade lukker sammen og selv kan klare sig i kampen mod ukrudtet.

Leverandøren fra Yding Smedie fortæller, at robotparken med fem Farmdroids på Tjele Gods er den hidtil største i verden.

”Der er et større landbrug i Tyskland, der har en park på fire, og der er et andet landbrug på Sjælland, der har tre. Men kun Tjele er oppe på fem,” fortæller Leif Jensen, der står for salg af grøntsagsmaskiner hos Yding Smedie & Maskiner.

Vi stod ved en skillevej: Skulle der investeres i flere robotter, som kunne dyrke roer, eller skulle vi droppe roerne i markplanen?

— Steffen Rohde Døssing, driftsleder, Tjele Gods

Firmaet er eneforhandler af markrobotten, og Leif Jensen fortæller, at der nu kører ca. 45 Farmdroids på danske marker; dels til økologisk sukkerroeproduktion, men i de senere år oftere og oftere til produktion af foderroer til malkebesætningerne.

Stod ved skillevej

Steffen Rohde Døssing, driftschef ved Tjele Gods, har haft ansvaret for at håndtere den første markrobot, og efter tre dyrkningssæsoner med en Farmdroid, følte de sig mere sikre i valget om at investere i flere.

Vi besøgte Steffen Rohde Døssing og farmdroiden i 2023 mens den stadig var på test-stadiet på en af Tjeles roemarker
Vi besøgte Steffen Rohde Døssing og farmdroiden i 2023 mens den stadig var på test-stadiet på en af Tjeles roemarker. Foto: Uffe Bregendahl

”Vi stod ved en skillevej: Skulle der investeres i flere robotter, som kunne dyrke roer, eller skulle vi droppe roerne i markplanen? Vi valgte at investere i flere Farmdroids, så udbyttet fra roerne fremover passer bedre med antallet af køer,” siger han.

På Tjele Gods ser man foderroer som et rigtig godt supplement til køernes foder, og desuden oplever man, at roerne er rigtig gode til at udnytte næringsstofferne i jorden efter år med kløvergræs. Roerne giver betydeligt flere foderenheder per hektar end for eksempel majs.

”Køerne skubber altid det andet foder til side og spiser roerne først, så de er vilde med roerne. Og vi oplever også, at det er godt for deres maver,” siger Steffen Rohde Døssing.

Robotter skal også lave økologisk raps

I første omgang bliver robotterne udelukkende brugt til roedyrkning, men på længere sigt vil man forsøge at bruge dem til dyrkning af økologisk raps. Her kan de så rapsfrø, når roerne er blevet store nok til at klare sig selv. Men den praksis er altså ikke indarbejdet i markplanen for i år.

Også konventionelle landmænd har købt Farmdroids til dyrkning af foderroer til malkebesætninger. Både i en rent mekanisk ’økologisk’ model og i en nyudviklet version, der ved hjælp af kunstig intelligens kan spotsprøjte med pesticider i markerne.

Flere artikler fra samme sektion

Slagtegrise og pil er en god kombination for dyr og miljø

NYT FRA ICROFS: Et nyt sommerkoncept med økologiske slagtegrise på stald og adgang til mark viser, at pil fungerer som et robust afgrødedække, der både optager næringsstoffer og kan tåle grisenes adfærd.

06-03-2025 4 minutter Kronik,   Grise

Danmarks første store skovlandbrug bliver nu til ren skov

Det er nu afgjort, at Danmarks første store skovlandbrug ved Esbjerg forsvinder – og ironisk nok forsvinder i mere skov. Legos naturfond Kirby og Esbjergs Forsyningsselskab planter i 2026 de økologiske markarealer til med træer for at beskytte kommunens drikkevandsressourcer.

04-03-2025 3 minutter Skovlandbrug

Han blev kendt for de blendede fisk: Nu langer han ud efter den danske svineproduktion i ny udstilling

Kunstneren Marco Evaristti vil med sin nye, kontroversielle udstilling diskutere dyrevelfærd i dansk griseproduktion. For eksempel at der dagligt dør 25.000 grise, før de skal slagtes. Han kalder den økologiske produktion ”et skridt på vejen – men ikke nok”.

27-02-2025 9 minutter Dyrevelfærd,   Grise