Annonce

Annonce

ØL hejser flaget for økologi på uddannelserne

I Økologisk Landsforening er der stor opmærksomhed på at løfte uddannelsestilbudene på landbrugsskolerne gennem skræddersyede undervisningsforløb.

09. juli 2020
Læsetid: 5 minutter

Omlægningstjek i praksis. Studerende fra Asmildkloster Landbrugsskoles hovedforløb har flere gange været med konsulenter fra Økologisk Landsforening på besøg hos konventionelle landmænd, som lagde bedrift til de studerendes beregninger af, om gården med fordel kan omlægges til økologisk produktion. Billedet er taget i 2016. Arkivfoto: Irene Brandt-Møller.

Når de unge starter på landbrugsuddannelserne, varierer det fra landbrugsskole til landbrugsskole, hvor meget de vil blive undervist i økologisk jordbrug, inden de forlader uddannelsen. 

I Økologisk Landsforening er der af samme grund stor opmærksomhed på at løfte uddannelsestilbudene på landbrugsskolerne gennem skræddersyede undervisningsforløb.

»Vi har udviklet en række undervisningsforløb til landbrugsskolerne. Forløbene, der er gratis for skolerne, omfatter de unge, fra de starter på skolen, til de står med nøglerne til deres egen dør,« siger Jens Peter Hermansen, der er økologikonsulent i Økologisk Landsforening, ØL, hvor han arbejder med omlægning, unge, generationsskifte og kommunalt samarbejde.

Jens Peter Hermansen

Takket være de skræddersyede undervisningstilbud fra ØL er Jens Peter Hermansen og hans kollegaer fra ØL hvert år i kontakt med minimum 500 unge landbrugsskolestuderende.

»For hver gang vi møder de unge på deres uddannelse, er vi med til at skabe interesse for økologisk produktion; fordi vi møder de unge dér, hvor de er, og med emner, de interesserer sig for,« siger Jens Peter Hermansen.

Flere tiltag

Undervisningsforløbene udvikles og tilrettelægges i et samarbejde mellem ØL og den enkelte landbrugsskole - og med afsæt i undervisningsbekendtgørelserne for landbrugsuddannelserne.

Som noget nyt arbejdes der i år med at tilrettelægge et helt valgfag i økologi. Dette valgfag skal tjene som inspiration eller model for andre landbrugsskoler, så de selv vil kunne lave et virkelig spændende forløb for egne elever. 

Kurset udvikles i samarbejde med Nordjyllands Landbrugsskole og tilbydes studerende på skolen hovedforløb og EUX-landbrugsuddannelsen. De studerende møder i tilvalgsfaget en økologisk landmand og for eksempel en køkkenleder, der kan inspirere de unge til at arbejde med økologisk produktion.

Eleverne inviteres på ekskursioner til økologiske landbrug med fokus på husdyr og planteavl. Disse besøg danner baggrund for en teoretisk introduktion til, hvad der dyrkes, hvilke husdyr økologiske landmænd arbejder med og betydningen af biodiversitet, klimatiltag og jordfrugtbarhed i den økologiske produktion.

De studerende besøger også grøntsagsavlere og naturplejere med fokus på den lokale afsætning. Forløbet afrundes med et blik på markedet: Hvad spiser vi i fremtiden, og hvordan er prognoserne for afsætning af økologiske råvarer.

»Vi er blandt andet i gang med at udvikle dette forløb sammen med Nordjyllands Landbrugsskole i Nibe, som har vist stor interesse for at få et godt indhold i den obligatoriske økologi-uge, som skolerne skal tilbyde de studerende på hovedforløbet og i EUX-uddannelsen,« siger Lone Andreasen, der er projektleder i ØL, og som har været med til at udvikle uddannelsesforløbet sammen med landbrugsskolen i Nibe.

Lone Andreasen

Lærer at omlægge

I 2. hovedforløb er der flere spændende aktiviteter i ØL’s uddannelsestilbud til de studerende på landbrugsskolerne.

»Vi har et forløb, hvor vi underviser de unge i, hvilke parametre de skal koncentrere sig om, hvis de ønsker at beregne, om et landbrug med fordel kan omlægges til økologisk produktion. Undervisningen er både teoretisk men også suppleret med en konkret case, hvor vi besøger et konventionelt landbrug, som de studerende efterfølgende skal lave omlægningsberegninger for,« fortæller Jens Peter Hermansen.

ØL har også et tilbud målrettet de studerende på produktionslederuddannelsen, som inviteres til en inspirationsdag, hvor udvalgte landbrugsfaglige projekter præsenteres.

De studerende på agrarøkonomuddannelsen inviteres til at deltage i ’I gang for 1 million’, hvor de studerende skal skrive en opgave i form af en forretningsplan for et økologisk landbrug, som kan etableres for mindre end 1 mio. kr. 

Konkurrencen - for det ér en konkurrence, hvor de tre bedste forretningsplaner belønnes med kontante legater uddelt af Nordea Fonden og Danish Agro - er blevet gennemført en gang om året siden 2017 og har været en stor succes, hvor de unge har udvist stor kreativitet, og mange gode forretningsplaner er blevet udtænkt. I år skydes forløbet i gang med en inspirationsdag på Godsbanen i Århus 8. september, hvor samtlige agrarøkonomstuderende fra hele Danmark samles.

»Sideløbende med de konkrete uddannelsestilbud samarbejder vi med Landboungdom om arrangementer for de unge. I år har vi særligt fokus på forløb, som kan hjælpe de unge ind på en bedrift som ejer - og ikke mindst også hjælpe dem godt i gang på gården,« siger Jens Peter Hermansen.

Flere artikler fra samme sektion

Virksomhed fjerner klimaskadeligt spagnum fra sit sortiment og erstatter det med et økologisk produkt

Det ødelægger biodiversiteten og udleder CO2 i store mængder, når spagnum graves op. Derfor vælger Materialepladsen nu at fjerne produktet fra alle pladser og erstatte det med økologisk pilekompost. Ifølge direktøren er det et spørgsmål om tid, før et forbud mod spagnum rammer Danmark.

10-04-2025 5 minutter Klima,   Miljø,   Biodiversitet,   Næringsstoffer,   Kompostering

Regenerativt jordbrug: Tre bud på hvordan man forstyrrer jorden mindst muligt

FAGLIGT TALT: Her er tre bud på, hvordan økologer kan bearbejde jorden efter de regenerative principper med minimal forstyrrelse og samtidig opnå kontrol med rodukrudt.

Innovationscenter vil dokumentere klimaaftrykket fra økologiske husdyr

Økologisk husdyrproduktion er kendetegnet ved mere græs og flere efterafgrøder i sædskiftet, færre dyr pr. hektar, en lavere mængde tildelt gødning, mindre foderimport og dyr på græs. Alle disse forhold kan have betydning for klimabelastningen fra produktionen.

09-04-2025 3 minutter Klima