Annonce
Annonce
Tal for pattegrisedødelighed i økologien er forældede, så nu vil innovationscenter indsamle nye data
Den aktuelle dødelighed blandt økologiske pattegrise er formentlig betydeligt lavere end de seneste tal, som er 10 år gamle, vurderer Innovationscenter for Økologisk Landbrug. Derfor vil centeret nu kortlægge den aktuelle dødelighed med grundig dataindsamling.

Innovationscenter for Økologisk Landbrug vil bruge de kommende to år på at indsamle data om pattegrisedødeligheden i økologien. Resultaterne ventes at være klar i 2027. Foto: Lene Thomsen/Center for Frilandsdyr
De seneste data for dødeligheden blandt økologiske pattegrise er 10 år gamle og dermed næppe retvisende længere. Derfor vil Innovationscenter for Økologisk Landbrug nu indsamle nye data, der skal kortlægge, hvad status for overlevelse og dødelighed er for pattegrise i den økologiske griseproduktion.
"Der er brug for en ny kortlægning af pattegrisedødeligheden, så landmænd, medier og politikere ikke skal agere og træffe beslutninger på baggrund af forældede data," forklarer specialkonsulent Sarah-Lina Aagaard Schild fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug i en pressemeddelelse.
Hun fortæller, at der blandt både landmænd og andre fagfolk i branchen er en forventning om, at den aktuelle pattegrisedødelighed er betydeligt lavere end det tal, der blev offentliggjort i 2018. Siden 2014-2015, da dataindsamlingen til offentliggørelsen blev gennemført, er der nemlig gjort flere tiltag på de økologiske bedrifter for at nedbringe pattegrisedødeligheden.
I dag anvender de økologiske griseproducenter typisk grise med en anden genetik, end de gjorde tilbage i 2014-2015. Hovedparten af producenterne indkøber i dag avlsdyr fra en økologisk avlsbedrift (p.t. kun TN70), hvorimod man tidligere anvendte 80 pct. egen avl suppleret med 20 pct. indkøbte konventionelle polte.
Klar med tal i 2027
Der er også implementeret en række andre tiltag, som bidrager til at freme overlevelsen, bl.a. at søer i faremarken skal have adgang til skygge i sommermåneden.
"Der er derfor god grund til at forvente en betydeligt højere overlevelse blandt de økologiske pattegrise i dag, og den forventning vil vi have be- eller afkræftet gennem en ny undersøgelse," siger Sarah-Lina Aagaard Schild.
I projektet vil innovationscentret lave en grundig dataindsamling fra økologiske grisebedrifter i 2025 og 2026 for at få valide og opdaterede tal.
"Målet er selvfølgelig også, at vi ud fra den indsamlede data kan give anbefalinger med de tiltag, der kan mindske dødeligheden blandt pattegrisene, så de økologiske producenter fortsat kan udvikle deres produktion med dyrevelfærden i højsædet," fortæller Sarah-Lina Aagaard Schild.
Hun håber, at mange økologiske griseproducenter vil bidrage til projektet, så datagrundlaget kan blive så repræsentativt som muligt. Når dataindsamlingen er afsluttet i 2026, skal undersøgelsen gennem en international fagfællebedømmelse, og innovationscenteret forventer at kunne melde det nye tal ud i 2027.
Flere artikler fra samme sektion
Efter et telefonopkald flyttede konventionelle radiser til Jylland for at blive økologiske
I 2020 overtog Axel Månsson det meste af den danske radiseproduktion, og siden er udbuddet af øko-radiser i butikskæderne vokset fra nul til over 20 pct. på fem år. Ambitionen er at nå de 100 pct. Men særligt høstningen af radiser er mere kompliceret end som så.
De økologiske høns har netop haft en ufrivillig Økodag
Fem vintre i træk har truslen fra fugleinfluenza holdt de økologiske høns indendørs. 1. maj blev dagen, da hønsene blev sluppet ud af staldene - på samme måde som de økologiske køer. Men deres 'økodag' ville hønseavlerne helst være foruden.
NGO-rapport: Mange regenerative landbrug er dybt afhængige af pesticider
En amerikansk miljøorganisation har set på forbruget af pesticider i USA og konstaterer, at ikke-økologiske landbrug, der betegnes som regenerative, generelt er dybt afhængige af pesticider.