Slut med aflivning af økologiske spædekalve

Aflivningen af tyrekalvene strider imod de økologiske principper, og nu er det derfor slut med aflivningen.

22. januar 2019
Læsetid: 1 minutter
Nyfødt kalv
Arkivfoto

Siden 1. januar må økologerne ikke længere aflive spædekalve.

Økologisk Landsforening har sammen med Landbrug & Fødevarers økologisektion og Mejeriforeningen justeret brancheanbefalingerne for mælk og kød, så det nu er slut med aflivning af spædekalve.

Baggrunden er blandt andet et ønske om at imødekomme forbrugernes krav samt en vurdering af, at aflivningerne ikke er i tråd med økologiens værdier. Som det ser ud p.t., aflives omkring 800 økologiske spæde tyrekalve hvert år. Det er primært jerseykalve samt enkelte kalve fra besætninger i salmonellastatus 2.

De tiltag, som især benyttes, er anvendelse af kønssorteret sæd og krydsning med kødkvæg. Nogle få vælger at fede tyrekalvene op eller at lave stude.