Annonce
Annonce
Igennem en årrække har Økologisk Landsforening arbejdet sammen med 30 kommuner om at tilbyde konventionelle landmænd et omlægningstjek. Arkivfoto: Økologisk Landsforening.
Omlægningstjek skal redde drikkevandet
Økologisk Landsforening foreslår, at alle landbrug i de kritiske drikkevandsarealer tilbydes et økologisk omlægningstjek.
Økologisk Landsforening var hurtigt ude med en pressemeddelelse i kølvandet på Statsrevisorerne hårde kritik af Miljø- og Fødevareministeriets pesticidforvaltning. Kritikken faldt, fordi regionerne og vandværkerne siden 2017 har fundet flere og flere pesticidrester i drikkevandet og gjort langt flere fund over grænseværdien.
»Vi skal passe på det dyrebare drikkevand, og derfor mener vi i Økologisk Landsforening, at det er uacceptabelt, at der er et stigende antal pesticidrester i drikkevandsboringerne,« skriver foreningen i pressemeddelelsen.
”I økologien har vi den store fordel, at vi ikke bruger syntetiske pesticider – og derfor er det meget logisk, at mere økologi er med til at sikre rent drikkevand uden pesticidrester. Vi har gode erfaringer med økologiske omlægningstjek, som motiverer flere landmænd til frivilligt at lægge om til økologi. Vi foreslår, at alle landbrug i de kritiske drikkevandsarealer tilbydes et økologisk omlægningstjek,” siger Paul Holmbeck, politisk direktør, Økologisk Landsforening.
Forslaget støttes af både Danske Vandværker og DANVA. Omkostningen vil blive ca. 4-5 mio. kr. om året. Svarende til hvad det koster at erstatte bare én forurenet drikkevandsboring.
Igennem en årrække har Økologisk Landsforening arbejdet sammen med 30 kommuner om at tilbyde konventionelle landmænd et omlægningstjek. Det har været gratis for kommuner og landmænd, da arbejdet har været finansieret af fondsmidler.
Under et omlægningstjek gennemgår en økologifaglig rådgiver den konkrete bedrift og giver landmanden et bud på, hvad det vil betyde for ham at lægge om til økologi.
Forbrugerne ønsker mere økologi, og det er en af årsagerne til, at mange landmænd har valgt at omlægge produktionen efter et omlægningstjek. Økologiske landbrug sikrer drikkevand, som fremtidige generationer kan tappe af hanen med sikkerhed for, at det er fri for syntetiske pesticider eller deres nedbrydningsprodukter. Økologisk Landsforening lavede alene i 2019 170 omlægningstjek.
En af de sprøjtegiftrester, der er fundet i grundvandet, stammer fra chloridazon. Giften blev navnlig brugt i roemarker som et ukrudtsmiddel. Det blev lanceret i 1964 og var et middel, som blev hilst velkommen, da medarbejderne på landbrugene slap for at skulle hakke roer. I 1996 valgte Miljøstyrelsen ikke længere at godkende brugen af chloridazon. Efterfølgende viste det sig, at en rest fra aktivstoffet, Desphenyl-chloridazon, nedbrydes meget langsomt, og at det kunne findes i jordbund og grundvand mange år efter, at giften var sprøjtet ud på marken.
Flere artikler fra samme sektion
Potentialet for at øge de økologiske udbytter er stort
ANALYSE: Kvælstof bestemmer den største del af de økologiske udbytter, og det er oftest den begrænsende ressource i en økologisk markplan. Fravær af pesticider koster også udbytter i en direkte sammenligning med konventionel planteavl. Det økologiske greb er at udmønte de grundlæggende økologiske principper til praktisk landmandskab, krydret med nye metoder og teknologier.
Skovforskning skal gøre grise mere bæredygtige
Aarhus Universitets forsøg ved Holstebro skal give økologiske griseproducenter et bud på, hvordan indretningen af grisenes folde kan begrænse kvælstofudledningen, så de bedre kan sikre kunderne mere bæredygtigt svinekød.
Tørken i 2018 og regnen i 2024 var kun en forsmag på, hvad danske landmænd har i vente, viser nye klimatal
DMI's nye Klimaatlas beregner, at havniveauet omkring Danmark vil være 42 cm højere i slutningen af dette århundrede. Danske landmænd kommer i dén grad til at kæmpe med både meget våde og meget tørre perioder fremover, vurderer eksperter.